Morgen-briefing: Tre it-selskaber vil sælge Erik Damgaards Uniconta / Fem sikkerhedstemaer for 2022 / Visma køber danske Rackbeat / Slut med papir-breve mellem kommuner

Tre it-selskaber vil sælge Erik Damgaards Uniconta. Fem sikkerhedstemaer for 2022. Visma køber danske Rackbeat. Slut med papir-breve mellem kommuner. Intel på vej med kæmpe børsnotering. Mængden af ransomware-angreb vokser voldsomt.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld, der i dag er udvalgt, sammensat og skrevet af din altid morgen-oplagte morgen-vært, Dan Jensen.

Tre it-selskaber vil sælge Erik Damgaards Uniconta

De tre små it-selskaber EndSearch, 2change-ERP og Soft Seven fusionerer og ændrer navn til UniFactory, som kommer til at fokusere på at sælge løsninger fra Erik Damgaard Uniconta.

De tre selskaber har alle hjemme på Sjælland i henholdsvis Dragør, Roskilde og Kokkedal.

De konkluderer selv, at UniFactory med sine 10 medarbejdere bliver ‘en af de største forhandlere’ af Unicontas løsninger.

I fokus kommer mindre og mellemstore virksomheder. De tre fusionerede selskaber har tilsammen i dag omkring 150 kunder med i alt 1.250 Uniconta-brugere.

Fem sikkerhedstemaer for 2022

Ifølge it-sikkerhedsselskabet Barracuda Networks kommer især fem emner til at dominere it-sikkerhedsarbejdet i 2022.

De er ransomware, den sårbare kritiske infrastruktur, bedre ‘samarbejde’ mellem de forskellige it-systemer, XDR-platforme [‘extended detection and respone,’ red] og administreret detektion og respons samt det, som Barracuda Networks kalder for ‘cybersikkerheds-heltene.’

“Konkret vil vi se disse helte fokusere på også at tænke sikkerhed ind i udviklingsdelen og software-forsyningskæden herunder open source-kilderne. Derudover vil rollen som sikkerhedsanalytiker blive endnu mere betydningsfuld. Der er især brug for profiler, der forstår og ser sammenhænge og har evnen til at analysere eventuelle sikkerhedshændelser og trusler,” lyder det fra selskabet.

Visma køber danske Rackbeat

Visma overtager det lille københavnske it-selskab Rackbeat, der med sine omkring 15 medarbejdere står bag et lagerstyringssystem til små og mellemstore virksomheder.

Rackbeat kommer nu til at indgå i Visma e-conomic, men beholder både sit navn, sin adresse i København og alle medarbejderne.

Visma meddeler, at mange af Visma e-conomics kunder i dag allerede anvender Rackbeat.

“Vi er konstant på udkig efter nye måder at forenkle vores kunders administration og gøre deres forretning mere konkurrencedygtig, og her kommer Rackbeats lagerstyring ind i billedet, der er bredt efterspurgt af vores kunder. Integrationen af Rackbeats løsning i e-conomic kommer til at udgøre en vigtig faktor, som vores kunder kommer til at nyde stor gavn af,” meddeler direktør Lars Engbork.

Rackbeat blev stiftet i 2017 af Morten Bæhrenz og Steen Bøttzau Haunstrup.

Selskabet har i alle sine blot tre årsregnskaber haft underskud og har siden etableringen samlet set tabt omkring 3,2 millioner kroner.

Slut med papir-breve mellem kommuner

Det kommunale it-fællesskab Kombit tændte mandag for det fælleseuropæiske EESSII-system, der står for ‘Electronic Exchange of Social Security Information.’

Tidligere har kommunikation mellem de europæiske kommuner og myndighederprimært foregået med blanketter og papirdokumenter, der er blevet sendt frem og tilbage.

Men med EESSII indføres der altså digital sagshåndtering og mulighed for at sende digitale beskeder mellem de europæiske kommuner.

Det kan for eksempel være i forbindelse med sygedagpenge og “ydelser forbundet med EU-borgeres sundheds- og plejeydelser. Disse ydelser kan refunderes mellemstatsligt,” meddeler Kombit.

Intel på vej med kæmpe børsnotering

Intel vil til sommer børsnotere selskabet Mobileye, der udvikler teknologi til selvkørende biler.

Mobileye vurderes ifølge Wall Street Journal at kunne være omkring 50 milliarder dollar værd.

Mobileye er stiftet i Israel og blev overtaget af Intel i 2017, hvor Intel betalte 15 milliarder dollar for selskabet.

Ifølge avisen er børsnoteringen endnu et tegn på, at Intel med direktør Pat Gelsinger i spidsen er godt i gang med at gentænke det mægtige selskabs fokus til at være andet og mere end blot produktion af chip.

Mængden af ransomware-angreb vokser voldsomt

Antallet af ransomware-angreb i verden steg med 15 procent i første halvdel af 2021 sammenlignet med samme periode et år tidligere, meddeler det canadiske it-sikkerhedsagentur CSE.

Ransomware-angrebenes omfang og mål udgør ifølge CSE en stigende risiko for både sikkerhed og økonomi for verdens lande.

“Ransomware-operatørerne står til at blive stadig mere aggressive i deres målsøgning - ikke mindst mod kritisk infrastruktur,” lyder det fra CSE i en ny rapport, som du kan læse i sin helhed her.

Ifølge rapporten er den gennemsnitlige pris for at komme på benene igen - alt inklusive - efter et ransomware-angreb mere end fordoblet til nu omkring 12 millioner kroner.

Annonce

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Teknisk Projektleder til Forsvarets data- og AI-projekter

Københavnsområdet

BEC Financial Technologies

Senior Platform/System Engineer

Region Sjælland

KMD A/S

Senior Mainframe and .NET Developer

Københavnsområdet

Navnenyt fra it-Danmark

EG Danmark A/S har pr. 17. august 2026 ansat Michael Banegas Madsen, 32 år,  som Senior Account Executive. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for nysalg og vækst af eksisterende kunder, samt opbygning af kunderelationer på tværs af Jylland og Fyn. Han kommer fra en stilling som Senior Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities A/S. Han er uddannet Kandidat i Corporate Communication fra Aarhus BSS. Han har tidligere beskæftiget sig med 6 års erfaring med rekruttering af tech-profiler i bl.a. Danske Commodities. Nyt job

Michael Banegas Madsen

EG Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S

Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

Casper Voldstedlund

Systematic A/S