Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Et af årene ramte vores budgetterede tal for lønninger i Miracle så tæt på det faktisk forbrugte, at jeg beregnede afvigelsen til at være cirka 0.16 procent.
Det er så usandsynligt, at det er morsomt.
Jeg overvejede at turnere med et bullshit-foredrag, hvor vi redegjorde for, hvordan man med helt afsindig nano-styring af alt i biksen kunne få styr på alt, bare for at se, hvor mange, der ville hoppe på den. Men Lasse ville ikke have det.
En lignende følelse har grebet mig her på det sidste. Det kan næsten ikke være rigtigt.
Hør blot:
Jeg skrev to klummer om Gældsstyrelsen, og Berlingske kører nu en rigtig sjovikkesjov serie om folk, der for eksempel skylder 1 øre til det offentlige og derfor ikke kan låne til et hus i deres bank.
Da borgeren indbetalte 1 øre til Gældsstyrelsen, kom de retur. Årets Ord kan kun blive "inddrivelsesparat".
Så skrev jeg for en uge siden en klumme om et IT-ministerium.
Og på udgivelsesdagen var to gode politikere (Eva Flyvholm og Lisbeth fra SF) i radioen og anbefale det, mens Dansk Erhverv og andre støttede idéen.
I øvrigt underligt at se, at venstrefløjen og erhvervslivet vil det rigtige, mens højrefløjen snakker udenom.
Men noget kommer til at ske.
Om det bliver et ministerium, en styrelse eller en kommission er ikke godt at vide - men jeg tror man gør ét eller andet i den kommende regering.
Klummer skaber altså handling!
Jeg burde derfor blive lige så glad som orkesterlederen i Olsen Banden-filmen, da de sprænger sig vej ind i Det Kongelige Teater, og denne klumme kunne jo så have været en opfordring til at holde op med at lyve overfor NATO eller få it ud af vores nationale øko-afdeling.
Jeg overvejede det. Men jeg tror jo heller ikke på, at Rudolf har en rød tud.
Træerne vokser ikke ind i clouden
I stedet skal vi tale om vores nationale Lukkelov, det vil sige den lukkethed, der præger mange aspekter af vore offentlige institutioner, ikke kun militæret og de hemmelige tjenester.
Tænk sig, at man for nogle år siden gjorde aktindsigt vanskeligere.
Tænk sig, at man lader Barbara og Mette lyve om sletningen af deres SMS'er.
Tænk sig, at man holder det hemmeligt, hvad de tre dommere egentlig skulle undersøge omkring FE-ledelsen, da de frikendte dem, selvom Findsen på en optagelse beder whistlebloweren og en anden om at lyve overfor TET.
Nå, videre:
Alarm
Engang i 1980’erne blev der slået alarm til bombekommandoen på Farum Kaserne.
Ude i Kastrup lufthavn havde en fly-tekniker opdaget en metalkasse, der var fastgjort med to stålbøjler til næsehjulet på en 747 fra Pan Am, der kom fra Frankfurt og skulle videre til USA.
Min ven fra bombekommandoen tog chancen og skruede æsken løs fra næsehjulet og kørte den forsigtigt ud på den fjerne landingsbane, som bruges til den slags ting.
Kassen var af metal, på størrelse med en madkasse og havde seks skruer i låget.
For en sikkerheds skyld brugte han røntgen til at kigge på skruerne, før han løsnede dem. Det var en god idé: Den ene af dem havde linksgevind og havde retning mod en syrebeholder, der ville have udløst bomben.
Æsken var termoforet og udstyret med både højdemåler og ur, således at de halvandet kilo sprængstof enten ville blive udløst, når flyet nåede en vis højde (cirka 10 km), eller efter et par timer.
Fidusen med en bombe anbragt på det forreste hjul er i øvrigt, at når det er klappet op, ligger det lige under en af de store brændstoftanke.
Den danske befolkning blev aldrig orienteret om hændelsen. Eller om den store sømbombe, der skulle være gået af, mens S-toget var i tunnelen mellem Nørreport og Vesterport (uret gik heldigvis i stå).
Tager en for holdet
I militæret og de hemmelige tjenester tager man én for holdet, så vi ikke skal bekymre os.
Lukkethed er lig med sikkerhed i deres øjne.
Og man finder det helt naturligt at stemple bogen om tilberedning af kalvefrikassé i feltrationerne TTJ (Til Tjenestebrug).
Når tjenesterne frigiver informationer til borgerne, har man normalt kunnet læse det hele i The Economist lang tid før, som jeg plejer at sige.
Et muntert indslag var engang under den kolde krig, hvor FE i deres årlige trusselsvurdering om WaPa havde skrevet, at sovjetiske menige fik tæsk af de ældre soldater, filtrerede træsprit gennem gasmaskefilteret, solgte deres udstyr til de lokale for at få råd til vodka - og jævnligt begik selvmord.
Preben Wilhjelm fra VS spurgte derfor i Folketinget, hvorfor vi overhovedet skulle have et forsvar, hvis de invaderende horder fra øst straks ville gå i Nyhavn, drikke sig plakatfulde og derefter begå selvmord?
Sådan er de ikke i vore nordiske nabolande, hvor man orienterer meget mere om faretruende ting, fortæller om anholdte spioner, holder øvelser, osv.
Større og større problem med internettet
Vores indgroede, danske lukkethed bliver et større og større problem i forbindelse med internettet.
Når der signaleres fred og ingen fare (eller slet ikke signaleres), og der så vitterligt sker en masse dårligt, bliver man fanget af sin egen retorik og lukkethed og har svært ved at finde ud af, hvem, der skal gøre hvad. Stolelegens musik stopper aldrig.
Vi SKAL have større åbenhed på cyberområdet, så vi kan samarbejde og udveksle erfaringer både med andre lande og med hinanden.
Det gør man i de lande, hvor de har fået en orn'lig syg dosis PAL (Pain-Assisted Learning). Men det ville være rart, hvis vi kunne gøre det med mindre Pain og mere Pleasure, ikke?
I Estland var de så heldige at blive udsat for et massivt, ødelæggende angreb fra Rusland i 2007.
Taavi Kotka, der var national CIO i nogle år, sagde, at han bare håbede for Danmark og andre lande, at de også en dag var så heldige at blive udsat for et ødelæggende cyberangreb, så de kunne få taget sig sammen og gjort det rigtige.
Angrebet lagde flere samfundskritiske sektorer ned i ugevis, så man måtte gøre noget reelt og ikke bare følge ISO27001, dokumentere hændelserne og sende e-mails rundt til hinanden.
Ord skabte ikke handling. Man måtte give folk, der kunne noget rigtigt, lov til at lave nogle løsninger i en fart.
AFGM-modellen
Det siger noget om, hvor langt ude de var. Hvis NetsCompany-typerne havde budt på opgaven havde de for eksempel ikke fået den. Man valgte AFGM-modellen (A Few Good Men).
Derfor tages der en fuld backup af Estland hver dag, som gemmes i sikre lande i de såkaldte dataambassader.
Derfor har de en national, sikker, digital highway - X-road - for alle private og offentlige bikse (som Færøerne og andre også har taget i anvendelse - det er open source).
Derfor kan borgerne se, hvilke offentligt ansatte, der har kigget på hvilke af deres personlige data i de offentlige systemer - selv når det er politiet. Derfor har de ingen moms-svindel.
Ting sker, når folk med forstand og evner får lov fremfor at blive tynget ned af KORS (Kontrol- Og Registrerings-Systemer) og politiske fjollerier. Der er vi ikke helt endnu i Danmark.
Forestil jer for eksempel, at vore cirka 100 kommuner og cirka 100 styrelser og ministerier (det er blevet sagt af en forsker, at vi i Danmark ikke har ét offentligt system, men 200) skulle blive enige om én, samlet backup af Danmark.
Udenrigsministeriet. Justitsministeriet. Børneretshuset. Centeret. Region Midt. Rigspolitiet. Aalborg Kommune. Skat. Udvisnings- og IngentingsMinisteriet.
Nej vel? Hvad skulle motivere til at yde noget for fællesskabet? Man straffer ikke folk for at sige nej eller forhale ting - man straffer folk, der er positive, siger ja, og måske på et tidspunkt slår en skævert eller mislykkes.
Og det er vi borgere selv skyld i. Ikke pressen eller politikerne, selvom det ville være bekvemt. Det er os selv, der er problemet.
Vi hyler som en flok hyæner og kræver blod og soning i og udenfor Ekstra Bladet, hvis noget ikke går snorlige i første forsøg.
Der skal GØRES noget NU
Der skal bare gøres noget ved ALT. Og så giver politikere og presse os jo det brød og de skuespil, som vi tørster efter.
Den åndssvage sag med varmechecken, hvor nogle ganske få fik for meget og langt, langt de fleste fik noget godt og nødvendigt i en (relativ) fart er et godt eksempel, hvor vi igen viste nultolerance, og dermed sendte signalet om endnu mere bureaukrati i fremtiden, som vi så kan jamre over. Vi er ikke imponerende på det punkt.
Tilbage til fremtiden:
Skal der vitterligt en ødelæggende landkrig eller en statsbankerot til, før vi gør det nødvendige og rigtige på it- og cyberområdet? Før vi får et IT-ministerium og får halet Centeret ud af FE?
Kan vi ikke nøjes med mindre? Måske en kamikaze-regering, der fra begyndelsen erklærer, at den er ligeglad med genvalg og i stedet vil bruge sine fire år på at få gjort noget ved tingene?
Se, dét er en idé:
"Stem på Kamikaze-partiet: Vi gør det rigtige i fire år, og så nedlægger vi partiet og giver alle ministre og embedsmænd nye jobs i Albertslum, så de ikke kan retsforfølges."
Jeg krydser fingre for, at der sker noget godt i den kommende SVKR-regering. Hvad tror I kloge læsere, der sker? Jeg træffes på mogensxy@gmail.com og holder øje med e-boks i tilfælde af, at Mette tilbyder mig en ministerpost eller to.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
