Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Øjet hedder Argus II og er det, man kalder et retinal prosthesis system. Det er beregnet til at blive opereret ind i øjet hos mennesker, der har sygdomme i nethinden, som langsomt dræber cellerne i den.
Det er en af de mest almindelige grunde til blindhed og rammer ofte ældre eller mennesker med sukkersyge.
Argus II er ikke nogen mirakelkur. Systemet består af tre dele: Et kamera, en computer og en chip. Kameraet er et udvendigt kamera, der opfanger et billede. Det sidder i en brille, hvor der også sidder en computer, der bearbejder billedet til signaler, der sendes trådløst til systemets tredje del.
Den lillebitte chip der er indopereret i øjets nethinde. Chippen sidder samme sted, som de celler sad, der er døde. Her ligger den nærmest ovenpå de lag af nerveceller i øjet, der tidligere bearbejdede de nu døde lysfølsomme nervecellers impulser.
Chippen modtager de bearbejdede signaler fra kameraet og laver dem til små, elektriske impulser, der sendes ned i laget af nerveceller under den. Nervecellerne opfatter det på samme måde som signaler fra levende, lysfølsomme celler.
Resultatet bliver, at der sendes et signal gennem øjets optiske nerve til resten af hjernen, som den så forsøger at forstå.
Der er langt til et rigtigt billede, fordi chippen kun har 60 punkter – man kan næsten kalde dem pixel – så billedet er virkeligt groft. Men det er godt nok til at se forskel på lys og mørke, til at se genstande som man skal styre udenom eller hovederne på personer, som man taler med.
Næste generation af Argus skal have 200 pixel, og versionen efter skulle gerne nærme sig 1.000 pixel. Ved de 1.000 pixel er det muligt for brugeren at genkende en person og genkende ansigtsudtryk.
Problemet med at øge opløsningen er, at forbindelserne ned til nervecellerne virkelig er meget små. Desuden skal signalet sendes trådløst til chippen – man kan ikke have ledninger ind i øjet – og billedet skal helst bearbejdes i realtime med en computer, der kan sidde på en brillestang.
Alt sammen er voldsomme begrænsninger, som sandsynligvis vil gøre det umuligt at nå en opløsning, der nærmer sig øjets naturlige opløsning med denne teknologi.
Men måske er det heller ikke nødvendigt, for der er allerede forskning i gang med at behandle med stamceller og på den måde gendanne øjets naturlige lag af lysfølsomme celler og dermed et helt nyt og naturligt syn.
