Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Sommerferien betød i år en langtur i elbil.
Det er noget, som jeg har gjort før, men denne gang gik turen længere sydpå end normalt.
Og hvis der er noget, vi danskere er gode til, så er det bilferien. Faktisk så gode, at næsten 800.000 danskere ifølge tal er stukket af til udlandet denne sommer, måske for at slippe for syndfloden hjemmefra.
Heraf har mere end 160.000 taget elbilen ifølge websiden bilferien.dk.
Og det tal føles meget plausibelt. Jeg har nemlig mødt stort set dem alle – eller i hvert fald 80 procent af dem - enten på motorvejene eller, mere sandsynligt, ved vores fælles samtale-stop: Ladestanderne.
De sidste 20 procent kørte vistnok nordpå, sagde de andre.
Ud af de godt 400.000 danske elbiler er det altså en betydelig procentdel, der ikke ser et problem i at køre langt på el. Og det gør jeg egentlig heller ikke, tværtimod.
Den rækkeviddeangst, som man snakkede så meget om i begyndelsen, har jeg ikke tænkt på siden, jeg satte mig i min første elbil for fire år siden.
Som landsdækkende foredragsholder, der helst ikke siger nej til en opgave uanset distancen, kører jeg meget i elbil.
Inden sommerferien måtte jeg i en lille uge køre i en ”nymoderne” Mercedes med benzintank, mens jeg ventede på min nye bil. Sjældent har jeg haft det fysisk dårligere.
Jeg er altså smittet af elbilsfeberen (jeg driver for guds skyld Youtube-kanalen Elektrisk, hvor jeg tester elbiler).
Og netop derfor er det paradoksalt, hvad jeg nu vil konkludere: Jeg tror ikke længere på en fremtid, hvor elbilen er det foretrukne transportmiddel i Europa. Og det skyldes tre ting: Infrastruktur, infrastruktur og apps.
Apps fra helvede
Så snart man krydser den danske grænse, bliver oversigten over ladere – kompatible eller ej – en komplet farce.
Jeg startede med A Better Route Planner. Betalte endda for den, men kun for at opdage, at det var spild af penge. Den var ubrugelig.
Derefter prøvede jeg Plugsurfing – en smule bedre, men stadig håbløs som ruteplanlægger.
Og endelig Chargemap, som jeg aldrig fik ægte glæde af, før jeg fandt mit eget lille hack, som jeg burde have brugt fra begyndelsen: Vælg én ladeoperatør, og plot alle deres ladere ind på Google Maps.
Jeg holdt mig til Ionity – og det bragte mig både ud og hjem.
Det er en jungle i sig selv, og Tesla-ejere fnyser sikkert bare, fordi deres eget system fungerer. Det hjalp mig da også et par gange.
Men det er bemærkelsesværdigt, at apps som A Better Route Planner og Plugsurfing ikke er bedre til at planlægge ruter – og endnu mere, at Google ikke for længst har udnyttet det åbenlyse hul i markedet.
Min konklusion? Google kan nok bare ikke se et stort nok marked i det.
Kun os danskere, der er dumme nok
Så kommer vi til mine to andre punkter: Infrastruktur og infrastruktur.
Som bekendt var der rigeligt med både almindelige ladere, hurtigladere, lynladere, superlyn-power-ladere og power-lyn-hurtig-super-pro-25-ladere i flere af vores kære EU-lande.
Men ingen af dem er placeret tilnærmelsesvis fordelagtigt for andre end måske cyklister.
Ofte skulle jeg rundt bagom, hen over eller under motorvejen for at finde laderen. Og laderen var naturligvis allerede optaget - af danskere. Vitterligt kun danskere! Få tyskere, men ellers kun landsmænd. Hele vejen ned gennem Europa.
Her kan man konkludere én af to ting: Enten er vi danskere de eneste, der forstår, hvordan verden hænger sammen - eller også er elbils-revolutionen slet ikke dér, hvor vi tror, den er.
For at hælde lidt ekstra benzin på den elmotor, er mange ladere placeret så håbløst, at det kræver enten et separat Kraks-kort eller i bedste fald et offline Google Maps at finde frem til dem.
Ofte ligger de på den modsatte side af motorvejen, altid i modsat kørselsretning. Og når du endelig finder frem, kan du være sikker på, at andre danskere har været der før dig. Så må du vente.
Det går som regel fint. Jeg klager ikke over kø-tid. Jeg har kørt elbil i mange år og er vant til det. Men det er de andre ikke. Altså dem, der endnu ikke har set lyset eller bare ikke er lige så tossede som os.
For når et ladestop er fuldt optaget, må man bruge sin nationale køkultur og vente pænt. Men de steder, hvor det skete, endte det ofte med at blokere resten af rastepladsen.
Og Gud nåde og trøste den, der står i vejen for en tætpakket bil med franskmænd, der alle skal ind og æde croissanter på tankstationen.
Det kan som regel løses med et venligt smil og let opgivende hænder, så alle kan se, at du ikke står der for at blokere af egen fri vilje, men flytter du bilen, risikerer du at lave totalskade på to andre, fordi infrastrukturen er presset så ufatteligt tæt.
For rastepladsen er jo ikke bygget til ladestandere. De er kommet til senere - lidt klemt ind, hvor der nu var plads.
Her kan man savne Clever-pladserne i Danmark eller måske endda Tesla-pladserne, der til gengæld er placeret så langt væk fra alt, hvad der hedder mad, drikke og menneskerettigheder, at man er helt i fred.
Infrastruktur-skandale: Italien
Og endelig den sidste infrastruktur-skandale: Hele Italien!
Den gennemsnitlige italiener kigger på dine elbilsdrømme og spytter dem langt væk, gerne ledsaget af håndfagter og et par velvalgte ukvemsord.
De har ærligt talt ikke meget til overs for elbiler, lidt som franskmændene og spanierne.
Det ses tydeligt i deres bilvalg: På tre ugers ferie i Norditalien så jeg måske tre elbiler. Og jeg har fået fortalt, at Syditalien slet ikke gider det pis.
Men det må jo være deres tab.
Vi danskere har jo set lyset. Vi køber elbiler i stride strømme, klasker ladere op over det hele og bruger millioner på at udvide, forbedre og køre glade med på revolutionen.
Når man ser resten af Europas tilgang til elbiler, kan man dog godt blive i tvivl.
Bare det lille faktum, at lynladere i Italien findes med cirka 100 km’s mellemrum (egen undersøgelse), og at halvdelen ikke virker - siger alt (det er dog et faktum)
Lad mig tage Tesla som eksempel: Deres ladere er få, placeret så elendigt, at du helst skal lade med bilen låst og et stikvåben inden for rækkevidde, og de fungerer kun til Teslaer. Og vi blev jo enige om, at vi ikke kører Tesla mere, ik?
Nye benzinbiler vælter ud
Og det er her, jeg vil hen: Er vi så sikre på den revolution, der angiveligt skal ramme hele verden, når det i praksis kun er lille Danmark (og Norge, de evige dukse) der for alvor gør en forskel?
Italien har kun små 300.000 indregistrerede elbiler. Frankrig nægter at holde hybrider og andre opladbare varianter ude af statistikken, og mener derfor de er på to millioner – det er de ikke. Og Spanien? De er milevidt fra alt, der kunne rime på el.
Samtidig vælter de store tyske producenter nye elbiler ud. De må da tro på fremtiden - de kan jo ikke leve af andet? Flere har endda lovet snart kun at producere elbiler.
Men tag nu Mercedes-Benz: De har lige lanceret en elegant, utrolig behagelig og overraskende prisvenlig ny CLA. Jeg kørte i den i sommer og blev positivt overrasket.
Men jeg blev også overrasket over, at den selvfølgelig også fås som hybrid og benzinbil - til alle dem, der ikke tror på revolutionen.
Det er lidt som at producere guillotiner fra en kongelig leverandør midt under den franske revolution. Det kan sikkert godt gå en rum tid.
Men hey – jeg ved godt, at forandring fryder. Og jeg kommer da også til at glæde mig over at være dansker på det her punkt. Og ja, jeg tager på elbilferie igen næste år.
For måske er elbils-revolutionen slet ikke aflyst. Måske er den nok snarere bare aldrig rigtig blevet sat i gang.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.