Nato indgår millionaftale med Google Cloud: Skal sikre suveræn AI-infrastruktur

Nato investerer i en lukket og suveræn cloud-løsning fra Google Cloud som led i en bred digital modernisering. Aftalen skal styrke alliancens evne til at træne, analysere og håndtere følsomme data med avancerede AI-værktøjer.

Artikel top billede

(Foto: Jannik/Unsplash)

Nato har netop indgået en millionaftale med Google Cloud om at etablere en digitalt suveræn cloud-infrastruktur.

Aftalen skal være med til at danne fundament for forsvarsalliancens fremtidige arbejde med kunstig intelligens og følsomme data.

Millionaftalen er indgået mellem Google og Nato's kommunikations- og informationsagentur (NCIA) og indebærer, at Nato fremover vil benytte Googles såkaldte Distributed Cloud-teknologi på Joint Analysis, Training and Education Centre (JATEC).

Lukket cloud til følsomme AI-workloads

Kernen i løsningen er en såkaldt air-gapped infrastruktur, hvilket vil sige, at der er tale om et fysisk og digitalt adskilt cloud-miljø, som ikke er forbundet med offentlige netværk.

Det skal være med til at sikre maksimal beskyttelse af data og gøre det muligt for Nato at køre AI-applikationer og dataanalyse lokalt uden risiko for datalæk, lyder det.

Ifølge Google opfylder denne type infrastruktur kravene til digital suverænitet og netop det har været centralt for Nato, der ønsker større operationel kontrol over sine følsomme data og værktøjer, lyder det videre.

Ifølge parterne skal løsningen gøre det muligt at understøtte AI-modeller, simuleringer og analyser i et kontrolleret miljø, hvor data ikke forlader alliancens egne rammer.

Det skal være et skridt i retning af at opbygge digitale kapaciteter, der matcher en verden og en samtid med stigende og mere komplicerede cybertrusler samt voksende krav til teknologisk autonomi.

Digital oprustning

Aftalen med Google Cloud er en del af en større digital transformation i Nato, der har til formål at modernisere alliancens it-infrastruktur og forberede den på fremtidens konflikter og trusselsbilleder.

Via JATEC bliver Nato-officerer og analytikere uddannet og trænet i at bruge data og teknologi som en integreret del af moderne forsvarsplanlægning.

Det kræver derfor sikre miljøer, hvor følsomme oplysninger ikke kun er beskyttet mod uautoriseret adgang, men også bliver i Nato's egne systemer.

I en udtalelse lyder det fra Nato's informationsagentur, at samarbejdet med tech-industrien er helt afgørende for at realisere de ambitioner.

Ifølge NCIA er det nødvendigt at inddrage teknologi fra kommercielle aktører, hvis man skal kunne styrke og udvikle de militære it-kapaciteter hurtigt nok.

Samtidig oplyses det, at kontrakten med Google Cloud er indgået uden eksklusivitetskrav.

Nato har nemlig også også en lignende aftale med Oracle om cloud-leverancer, hvilket lader til at være en bevidst strategi fra alliancens side om at sprede sine digitale investeringer på flere af de store tech-leverandører.

De nærmere økonomiske detaljer i Google-aftalen er ikke offentliggjort, men ifølge parterne er der altså tale om en millionkontrakt.

Navnenyt fra it-Danmark

Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Anders Kirk Madsen som Tech Lead. Anders skal især beskæftige sig med at hjælpe Signiflys offentlige og private kunder med at styrke forretningen gennem teknisk solide løsninger. Anders kommer fra en stilling som Business Architect hos SOS International. Nyt job
Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Morten Eskildsen som UX Lead. Han skal især beskæftige sig med styrke bureauets kompetencer inden for UX og digital strategi i konsulentteamet og arbejde på tværs af alle afdelinger. Han kommer fra en stilling som CDO, UX & Digital Strategy Consultant hos Zupa. Nyt job

Morten Eskildsen

Signifly

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Ahmed Yasin Mohammed Hassan som Data & AI Consultant. Han kommer fra en stilling som selvstændig gennem de seneste 3 år. Han er uddannet cand. merc. i Business Intelligence fra Aarhus Universitet. Nyt job

Ahmed Yasin Mohammed Hassan

Norriq Danmark A/S