Gus lever i et veludstyret hus på et bjerg, hvilket ikke er det værste udgangspunkt for at overleve en zombieapokalypse.
Han er ikke specielt sympatisk og meget sjældent egentligt ædru. Til gengæld er han stædig, svært overlevelsesorienteret og klør på hvor andre for længst ville have lagt sig ned og ventet på at blive gnavet i småstykker.
I ”Mountain Man” følger vi hans daglige kamp mod en verden, hvor samfundet er kollapset, selv om de døde ikke har opdaget det endnu. Her er tillid en luksus, man hurtigt lærer at undvære.
Gus’ primære relationer består derfor af fjender og midlertidige allierede – forstået som andre mennesker, der endnu ikke aktivt har forsøgt at slå ham ihjel. Det er en overskuelig, men også skrøbelig social cirkel.
Bogen har begge ben solidt plantet i den mere pulpy ende af zombielitteraturen. Og hvis forfatteren Keith C. Blackmore har litterære ambitioner, så skjuler han det godt.
Til gengæld er tempoet højt, volden konstant nærværende og humoren sort nok til, at i hvert fald undertegnede flere gange undervejs i audioudgaven tog sig i at grine halvhøjt over absurde situationer, ordentlige mennesker faktisk overhovedet ikke bør more sig over.
Her er horder af udøde, improviserede våben, moralsk forfald og rigelige mængder alkohol. Men selv om Gus’ tiltagende voldsparathed og drikkeri næppe kvalificerer ham som forbillede, så er han overraskende underholdende selskab. Måske netop fordi han aldrig lader som om, han er andet end det, han er.
Mountain Man er den slags bog, man læser hurtigt, gerne sent og uden dårlig samvittighed. Den lover ikke mere, end den kan holde. Til gengæld holder den holder overraskende nok det meste af vejen.
Som første bind i en foreløbig serie på syv fungerer Mountain Man præcis, som den skal: Den giver lyst til mere blod, flere zombier og endnu en dag i selskab med den hårdt prøvede Gus.
Så kan man jo altid – hvis man har behovet – gøre bod ved at læse Krig og fred, Ulysses eller Brødrene Karamazov en anden gang.
