I generationer var fremskridt ikke et spørgsmål, men et vilkår. Ting blev bedre, hurtigere, større og mere effektive. Der var en tro på fremtiden, for det var jo sådan historien fungerede. Indtil den ikke gjorde det længere.
Fortællingen er nemlig begyndt at knirke. Man kan jo f.eks. blot tænke på de meningsmålinger, der fra tid til anden indikerer, at et stigende antal mennesker frygter at deres børn får et ringere og fattigere liv end dem selv.
Det er lidt pudsigt: Vi har jo lettere adgang til viden og teknologi end nogensinde. Alligevel føles det som om, at samfundets store projekter trækker ud, går i stå eller aldrig for alvor kommer længere end til PowerPoint-stadiet.
Denne modsætning mellem teknologisk overflod og praktisk stilstand kredser Carl Benedikt Frey om i bogen ”How Progress Ends – Technology, Innovation, and the Fate of Nations”.
Bogens hovedpointe er enkel og ubehagelig: Manglen på fremskridt skyldes sjældent mangel på ideer, men snarere manglende evne eller vilje til at føre dem ud i livet.
Frey peger her på en voksende kløft mellem "bits og atomer". Mens den digitale verden galoperer afsted med stadigt hurtigere chips og algoritmer, står den fysiske virkelighed – vores energi, transport og boligbyggeri – ofte i stampe. Vi har vundet terræn på skærmen, men tabt det i den fysiske verden.
Historisk set blev de store spring fremad ikke til i konsensus. Jernbaner, elnet og velfærdssystemer blev bygget, fordi nogen besluttede sig for det.
Det var ofte upopulært; i dansk kontekst kan man jo bare tænke tilbage på de ufattelige mængder avisspalter, der er blevet brugt til at argumentere mod både Storebælts- og Øresundsbroen eller den københavnske Metro.
Men trods årelange forsinkelser og høringer herfra og til månen blev projekterne altså til virkelighed – og i dag kan vi ikke undvære dem.
Under alle omstændigheder er Freys pointe, at vi i mange år var vant til, at de fleste stater fungerede som en motor for det, han kalder "exploitation" forstået som til at rulle teknologi og infrastruktur ud i storskala.
I dag ser billedet anderledes ud, og Frey bruger begrebet "vetokrati" som forklaringsmodel, når han beskriver vores nutidige politiske landskab. Politiske systemer er blevet mere fragmenterede, beslutninger mere risikable og modstanden bedre organiseret.
Vi har skabt institutioner, der er designet til at beskytte alles rettigheder, men som i processen også giver næsten enhver interessent magten til at sige nej undervejs.
Hvert fremskridt møder derfor et katalog af indsigelser, klager og konsekvensberegninger. Resultatet er ikke et pludseligt kollaps, men en kvælende træghed.
Den pointe er han ikke alene om. Bogen ”Why Nothing Works” – som vi skrev om i sidste uge – er inde på præcis det samme.
Men dertil analyserer Carl Benedikt Frey også forskellen på at indhente andre ("catch-up") og selv at være ved den teknologiske grænse ("the frontier").
Han argumenterer for, at centraliserede systemer kan være effektive til at kopiere og skalere eksisterende løsninger, men at det sande fremskridt ved grænsen kræver decentraliseret eksperimenteren og en risikovillighed, som vi er ved at miste i Vesten.
Kort sagt: Nutidens samfund er blevet langt bedre til at identificere risici end til at acceptere dem. Vi hylder innovation i abstrakt forstand, men bliver nervøse, når den kræver plads, støjer, koster penge eller forandrer noget konkret.
Bogen fungerer på dén led som en diagnose af et samfund, der er skiftet fra en "frontier"-mentalitet til en bevarings-mentalitet.
Vi vil gerne have fremtiden, så længe den bare er fuldstændig ufarlig, ikke forstyrrer nutiden og i hvert fald slet ikke bor i vores egen baghave.
Det kan man alt sammen læse mere om i How Progress Ends eller – til en begyndelse – høre forfatteren fortælle om her.
