Med ny 10-årig kontrakt bider Netcompany sig godt fast i den hollandske undervisnings-sektor.
Med den nye kontrakt i hånden kommer selskabet til at stå bag en ny landsdækkende, digital platform til den hollandske undervisningssektor.
Pris: 37 millioner euro - eller hvad der svarer til 280 millioner kroner. Køberen er hollandske Surf, der svarer nogenlunde til den danske Styrelsen for It og Læring.
"Den nye platform vil forenkle hele den proces, som den studerende gennemgår, fra ansøgning til indskrivning til registrering," lyder det fra Netcompany.
Platformen kommer til at køre centralt og vil ifølge Netcompany blive udviklet på 'moderne teknologi og arkitektur."
Centralt i udviklingen bliver Netcompany-platformen Amplio, der blev lanceret for et par år siden, og som i dag er fundamentet under en længere række branche-specifikke Netcompany-løsninger til finanssektoren og den offentlige sektor.
Sammen med Netcompanys to øvrige platforme, Pulse og AMI, er Amplio fundamentet under en række af Netcompanys store lanceringer, som alle er bygget op på samme måde med samme grundlæggende elementer.
De tre platforme er standardiserede og genbruger dermed en længere række af Netcompanys eksisterende teknologier, som efterfølgende tilpasses den enkelte kunde.
Det vil være centralt i udviklingen, at den hollandske undervisningssektor vil have fuld kontrol over data, arkitektur og kritisk teknologi i et 'offentligt forankret økosystem," meddeler Netcompany.
Selskabet har i den seneste tid landet flere store ordrer for den offentlige sektor i Holland - herunder opgaven med at udvikle et samlet registreringssystem for landets kriminalforsorg samt udvikling af det hollandske Udenrigsministeriums applikationer.
Netcompany har da også forlængst fastslået, at det arbejder på en vision om at blive en stor-europæisk spiller.