Kina bygger broer, mens Vesten stabler papirbunker

Nogle tror stadig, at Kina bare er et land, der kopierer, overvåger og producerer billigt bras. Det er en grov fejlvurdering. Rost bog forklarer, hvordan Kina er blevet en ingeniørstat, der bygger fremtiden i et hæsblæsende tempo.

Artikel top billede

I 2008 begyndte Kina at bygge en højhastighedsbane mellem Beijing og Shanghai.

Samme år stemte vælgerne i Californien for at bygge en lignende bane mellem Los Angeles og San Francisco. Begge baner skulle være cirka 1.300 kilometer lange.

Den kinesiske bane stod færdig efter tre år og fragter i dag cirka 200 millioner passagerer årligt.

Mens den californiske bane efter 18 år kun udgør en sølle strækning i Central Valley og ikke er i nærheden af at forbinde de to storbyer.

Til gengæld har den kostet godt 130 milliarder dollar og støder kontant på indvendinger, sagsanlæg, miljøvurderinger og andre juridiske spidsfindigheder.

Det er den brutale virkelighed, Dan Wang præsenterer os for i ”Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future”, der med rette er en af de senere års mest roste bøger om Kinas udvikling.

Wang er ikke en tør akademiker. Han har boet seks år i Kina, cyklet gennem nogle af landets fattigste provinser og set, hvordan man i selv mange afsidesliggende udørker har bedre infrastruktur end den, amerikanske storbyer må lide under.

Han konstaterer, at Kina i stigende grad fremstår som en ingeniørstat, mens USA er blevet til et advokatsamfund, hvor man er langt bedre til at indkalde til høringer end til at ringe efter entreprenøren.

Så kan man tilføje, at vi i EU – som Wang stort set ikke beskæftiger sig med, men kun kort omtaler som et økonomisk mausoleum – til gengæld har tendens til at pakke os ind i et stærkt stigende antal forordninger, regler og regulativer. Så vi er om muligt endnu værre stillet.

For eksempel kunne man forleden læse, at VW angiveligt planlægger at lukke endnu en håndfuld fabrikker og fyre 50.000 ansatte ud over de allerede planlagte afskedigelser.

Netop fordi konkurrencen fra Kinas delvist statsstøttede autoindustri er alt for hård kost.

Vestas er heller ikke længere verdens største vindmøllefabrikant. Mindst fem kinesiske fabrikanter producerer i dag flere turbiner. Bevares, de er stadig stærkest på hjemmemarkedet. Men alligevel.

Under alle omstændigheder er Vesten blevet fænomenalt dygtige til at stoppe ting, men er stadig ringere til at starte dem (for slet ikke at tale om at følge dem til dørs).

En af årsagerne er ifølge Dan Wang, at hvor jurister sidder tungt på den politiske magt i USA, så er nærmest hele den kinesiske politiske top naturfagligt uddannede personer, der betragter problemer som matematiske ligninger, der skal løses.

Mangler vi strøm? No problemo; vi bygger en dæmning. Er der for mange mennesker? Vi indfører etbarnspolitikken. Er der en pandemi? Vi lukker alt ned. Brokker folk sig? Vi bygger en digital overvågningsstat og holder dem i stram snor.

Det er effektivt, men også fuldkommen blottet for empati og har ofte store menneskelige konsekvenser.

Tilgangen går heller ikke altid lige godt, selv hvis vi ser bort fra de menneskelige omkostninger. Etbarnspolitikken viste sig jo f.eks. at give enormt demografisk bagslag.

Tilsvarende sker det også, at man bygger infrastruktur eller hele byer, som ingen rigtig bruger eller bor i.

Under alle omstændigheder er en af Dan Wangs centrale pointer, at fabriksgulvet er det nye laboratorium. Og det er her, at vi i Vesten har misforstået selve innovationsbegrebet.

For innovation sker ikke af sig selv, fordi en karismatisk CEO i sort rullekrave holder en keynote. Den virkelige magt ligger i ”procesviden.”

Udvikler man f.eks. solceller og elbiler, er det en meget stor fordel at kunne teste, forfine og producere i storskala, og her har Kina en forlomme.

Shenzhen er f.eks. ikke længere bare en enorm kopi-fabrik. Det er et økosystem, hvor man i rasende fart kan gå fra idé til prototype, fordi alle komponenter og al den nødvendige knowhow er lige rundt om hjørnet.

Så mens USA og Europa i årevis outsourcede produktionen – til, ja, Kina – for at spare penge, har vi samtidig outsourcet evnen til at innovere på skulderen af selve fremstillingsprocessen. Det bider os nu bagi.

Vi er heller ikke nær så gode til at bygge infrastruktur og boliger som kineserne, og det hæmmer vækst og mobilitet.

Men som antydet er ”Breakneck” langtfra heller blot en ubetinget hyldest til det kinesiske styre, og Dan Wang er helt åben omkring bagsiden af medaljen.

Ingeniørstatens logik førte til de drakoniske nedlukninger under Covid-19, hvor folk blev holdt indespærret i deres lejligheder i ugevis.

Tilsvarende har det heller ikke været specielt morsomt for dem, der uheldigvis boede, hvor partiet meget hellere ville have en dæmning, bro, motorvej eller jernbane.

Det er prisen for nådesløs effektivitet. For når staten betragter borgerne som mursten i et byggeprojekt, så betyder deres velfærd og rettigheder ikke det store. Bare projektet skrider frem efter planen.

Under alle omstændigheder er Wangs bog en nyttig påmindelse om, at vi i Vesten er nødt til at genlære kunsten at bygge fysiske ting, hvis vi ikke vil ende som et frilandsmuseum for demokrati og bureaukrati.

Det er ikke nok at have de bedste apps, medmindre vi også har viljen og evnen til at udvikle både den fysiske infrastruktur og bygge vores egne chipfabrikker og energisystemer.

I dette interview skærer forfatteren det ud i pap: Vi har brug for færre advokater og flere, der er klar til at rulle betonkanoner ud.

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Souschef til Informations- og kommunikationsteknologi i Cyberdivisionen Hvidovre

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Erfaren Linux Operations Engineer

Nordjylland

Everllence

Embedded Software Engineer

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Cloud Operations Manager (Azure)

Københavnsområdet

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S