Tre danske it-projekter nomineret til pris
Tre danske it-projekter fra henholdsvis Virk, SKAT og Økonomistyrelsen er blevet nomineret til den europæiske digitaliseringspris "The eEurope Awards for eGovernment 2005", der kåres på torsdag i Manchester i Storbritannien. Mere end 200 myndigheder fra 28 lande har stillet op. Af dem er 52 it-projekter blevet nomineret.
Fujitsu Siemens kåret til Danmarks bedste Oracle-partner
Oracle har kåret Fujitsu Siemens Computers til Danmarks bedste Oracle-hardware-partner. Oracle mener, at Fujitsu Siemens Computers har udvist en dedikeret indsats overfor Oracle og selskabets kunder. Hæderen består af hædrende omtale og en plakette.
Danskerne køber julegaver på nettet
Medlemsvirksomhederne i Dansk Handel & Service forventer, at julehandlen i år runder ni milliarder kroner, hvoraf en væsentlig del bliver købt via internettet. Skal man tro stresskonsulent Nan Engel, er det ikke usandsynligt, at flere danskere i år vælger at købe deres julegaver på nettet for at undgå den stressende julehandel.
Tele2 skruer op for ADSL-hastigheden
Tele2 skruer op for hastigheden på Tele2Freeway, hvor hastigheden nu fordobles fra to til fire Mbit. Den øgede hastighed er ifølge Tele2 blevet mulig efter selskabets køb af Tiscali. Det har nemlig betydet, at Tele2 nu ejer sit eget net uden for TDCs kontrol.
Sprint Nextel køber op for milliarder
Det amerikanske mobilselskab Sprint Nextel køber Alamosa Holdings - der er selskabets største trådløse samarbejdspartner - for knap 22 milliarder kroner. Alamosa sælger Sprint-produkter i 19 amerikanske delstater og har omkring halvanden million abonnenter. Sprint Nextel - USA's tredjestørste mobilselskab - blev dannet sidste år ved en fusion af konkurrenterne Sprint og Nextel.
KMD-bygninger får pris for god arkitektur
KMDs hovedkvarter i Ballerup har af Ballerup Kommune fået en pris for god arkitektur. KMD-hovedkvarteret er tegnet af KHR Artitekter, og dommerkomiteen roser bygningerne for "sin stærke identitet, et stringent ydre med en spektakulær og varieret rumlighed og en fin stoflighed indenfor". I alt er seks byggerier blevet præmieret. KMD er eneste erhversdomicil. Prisen består af en bronzeplakette og et diplom.