IP
Faren ved at introducere fast internetforbindelse i det lille hjem er selvfølgelig, at ægtefællen og ungerne også vil have del i den fagre nye informationsverden. Hvis man ikke ser sig godt for, kan man nemt ende med at være den, der står med kabelbakkerne, skruetrækker og boremaskine. Den rigtige strategi er så at tilbyde sig som netværkskyndig, så må nogle andre klare det praktiske.
TCP/IP-protokolsuiten er den specifikation, som kan få en Macintosh-computer i Ebeltoft til at snakke med en IBM-mainframe i Singapore. Der kan skrives mange hyldemeter om protokollerne og deres virkemåde, og det meste litteratur henvender sig til dem, der har netværk som dagligt arbejdsområde. Hvis man blot skal sætte et lille netværk op, kan man som regel fumle sig frem til et resultat. Men det er altid godt at vide, hvordan tingene fungerer på den anden side af stikket i væggen.
TCP/IP-protokolsuiten hedder således, fordi der er et stort antal protokoller, som ledsager de to arbejdsheste, som IP og TCP er. Heldigvis behøver man ikke at kende dem alle sammen. En protokol betyder i øvrigt blot en specifikation i denne sammenhæng, og TCP og IP er netop specifikationer for, hvorledes to computere kan snakke sammen uafhængig af hardware og software, og uafhængigt af, hvorledes netværket som forbinder de to computere ser ud.
IP
IP, Internet Protocol, er den protokol, som gør det meste af arbejdet. IP kan betragtes som et slags postvæsen, der kun udbringer postkort. Større forsendelser er der altså ikke taget højde for i IP-postvæsenet.
Faktisk er hele netværksdelen mellem de to computere fra før baseret på IP. De forskellige slags maskiner, som bestyrer netværket og hjælper postkortene på vej, kender kun til transport af postkort.
Det fornuftige i denne virkemåde er, at et netværk kan udnyttes optimalt, da det er nemmere at få postkortene af sted. De fylder ikke så meget, og større forsendelser ville kunne give klumper og skabe flaskehalse. Den slags netværk kaldes for packet-switched, pakke-udveksling, i modsætning til circuit-switched, som er faste kredsløb, som det kendes fra gammeldags galvaniske telefonsystemer.
En sådant gammeldags telefonnetværk kræver, at der er forbindelse hele tiden - også når der ikke snakkes på linien. Det er jo spild, og den slags kan man undgå ved kun at sende små pakker af sted.
Et postkort i IP-verdenen hedder et datagram, og størrelsen er som regel imellem en halv og 1,5 kilobyte data. IP-postvæsenet er i øvrigt ikke specielt pålideligt: Det garanterer ikke, at datagrammerne - postkortene - når frem, og gør ikke noget for at undersøge, om det er tilfældet.
TCP
TCP
Der er altså behov for at finde på noget, som kan sende filer af en hvilken som helst størrelse af sted, samt give en hvis sikkerhed for, at tingene når frem. Her kommer TCP, Transmission Control Protocol, ind i billedet.
Som sagt kender netværket og nærværkets hjælpecomputere kun til IP, så TCP er en slags aftale mellem de to computere, som skal udveksle data. TCP er en slags forbindelse, som undertiden kaldes for virtual circuit switching - virtuelt kredsløb. De to computere i hver sin ende lader som om de snakker sammen på en vedvarende forbindelse, lige som den gammeldags telefonlinie.
Meget kort fortalt fungerer TCP ved at dele større filer op. Hvis vi kort vender tilbage til postkortanalogien, så kan man forestille sig, at man skal sende en bog af sted, men uden at kunne sende mere ad gangen, end hvad der kan stå på et postkort.
Det gøres ved at dele teksten op, og nummerere hver enkelt postkort. Modtageren kan så se, hvorledes teksten skal sættes sammen igen. En gang imellem kan afsenderen sende et postkort, hvor der spørges, hvilke postkort der er nået frem til modtageren.
Hvis modtageren ikke har fået et bestemt nummereret postkort, kan modtageren antage, at IP-postvæsenet har smidt kortet væk, og bede om at få sendt kortet én gang til. En række andre mekanismer kan sikre, at budskabet ikke er blevet forvansket undervejs. For eksempel kan antallet af bogstaver tælles op, og hvis der er modtaget lige så mange bogstaver som der er sendt af sted, så skulle der være en god chance for, at bogen er modtaget i hel stand.
I TCP-verden er det hele naturligvis lidt mere kompliceret, men den skitserede proces minder i grove træk om den måde, som TCP prøver at få sendt data fra det ene punkt til det andet.
I en artikel i næste uge ser vi på selve netværket og de maskiner, som får det hele til at fungere. Endvidere ser vi på, hvordan pakkerne rejser fra det ene netværk til det andet, kloden rundt.
