Min kære ven og meddirektør Lasse og jeg har lavet tossestreger, siden dengang der var noget, der hed realeksamen.
Vi har delt kærester. Planlagt panserangreb på russiske tanks på ring 4. Ja, endda lavet et it-firma sammen.
Vi har været lykkelige. Nu ved jeg hvorfor.
Cirka hvert andet år keder Lasse sig, og så skal han ud og købe noget.
Et år købte han et mikrobryggeri. Så en stor båd. Derpå en anden biks.
Nu keder han sig igen, og han har kig på en biks eller to. Eller måske en helikopter. Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at han ikke bliver ret meget lykkeligere af denne powershopping.
Når man interviewer lotto- eller tipsmillionærer et år efter den store gevinst, så er de præcis lige så lykkelige eller ej, som før de vandt.
Halvt fuldt eller halvt tomt?
Det har en russisk, kvindelig forsker ved et amerikansk universitet undret sig over i mange år, og hun mener (forsigtigt) at kunne sige noget om, hvordan man skaber sig et godt og udfordrende liv, hvor man er glad.
50 procent af lykken er genetisk bestemt, siger hun. Så glasset er halvt fuldt eller halvt tomt fra starten.
De sidste 50 procent kan man gøre noget ved.
10 procent er ydre omstændigheder, og det er her, Lasses indkøbsgen og hans kommende totalrenovering af stuehuset kommer ind i billedet.
De sidste 40 procent af den lunefulde lykke ser (overraskende, synes jeg) ud til at være styret af tre ting:
Éns evne til at vise taknemmelighed, venlighed og optimisme.
Folk glemmer
De gængse religioner og de underlige kurser i bløde værdier ligner variationer over disse temaer.
Desværre virker kurserne ikke, thi folk glemmer det tillærte efter cirka en måned, siger forskeren.
Den "gammeldags" opdragelse indskærpede børn at vise taknemmelighed for livet og de ting, de fik af andre (såsom gaver).
De lærte venlighed over for fremmede og familien. Og de lærte måske endda ikke at gå rundt og klynke og skyde skylden på staten, kommunen, politikerne eller ledelsen, men tro på at man kunne klare sig selv her i livet.
I primitive samfund i udviklingslandene, hvor disse dyder bliver indskærpet (og formentlig er en nødvendighed for stammens og individets overlevelse), går folk rundt og er ikke mere ulykkelige end os.
Nogle gange tror jeg næsten, de smiler mere i Darfur end i Dalum.
Mennesket som en ressource
Lasse siger, at det er friheden og –tiden, som folk ikke kan håndtere, og den har de fået meget mere af. Han plejer desværre at have ret.
Taknemmelighed. Venlighed. Optimisme.
Derfor synes folk, det er fedt at sidde i en support/helpdesk-funktion, hvor de får lov til at hjælpe andre.
Derfor søger folk væk fra kæmpebiksene, hvor man har glemt at implementere processer for taknemmelighed, venlighed og optimisme.
For mig er det indlysende, at alt det der Lean&Mean, iTIL/iFRA, ISO-242000, DS-484, Sårbar-Okse og så videre forhindrer folk i at udøve disse tre dyder.
Det gør det, fordi al menneskelig aktivitet bliver til formelbaserede tiltag ud fra et syn på mennesket som en robot, en ressource (gys), som styres af uendelige møder og ligegyldige rapporteringer op og ned i systemet.
Lad enerne (dette årti) være årtiet, hvor vi smider alt det pjat ud, og tager opgøret med SLA-industrien. Jeg vil slutte med et citat fra Eagles’ fantastiske sang “Get Over It”:
The more I think about it
Old Billy was right
Let’s kill all the lawyers,
kill them tonight
