Allerede sidst i 70’erne beskrev den fransk/østrigske filosof André Gorz, hvordan spændingen mellem menneskers umættelige trang til forbrug og klodens begrænsede ressourcer ville føre til det, han kaldte øko-fascisme.
I et øko-fascistisk samfund balancerer man på kanten af økologisk sammenbrud, og derfor bliver det nødvendigt med registrering og kvoter for den enkeltes forbrug.
Faktisk overvejer man i dag i flere lande personlige C02-kvoter, som en måde at gøre kravet om nedsættelse af kuldioxidudslippet til et mere personligt anliggende.
Behøver ikke ende i katastrofe
I de kommende få årtier bliver det for alvor påtrængende, når den svulmende globale middelklasse i udviklingslandene vil skabe et ekstremt pres på energi, vand, stål, luft og atmosfærens evne til at opsuge kuldioxid.
Det behøver ikke at ende i en katastrofe. Men det vil kræve snarlige ændringer i vores livsstil.
Og naturligvis vil computer- og kommunikationsteknologien blive brugt massivt til at muliggøre den omstilling.
Det hele kan tale sammen
Nødvendigheden af at effektivisere og styre forbruget af ressourcer falder sammen med, at stort set alle vores apparater vil blive forsynet med sensorer, computerkraft og evnen til at kommunikere med os og hinanden.
Sammen vil et utal af apparater i vores hjem, kontorer, butikker og biler forsøge at optimere forholdet mellem vores komfort og vores ressourceforbrug. Og jo mere de ved om os, des bedre kan de gøre det.
Generelt går vores informationer om verden i retning af større opløsning og hyppigere updates – i det ekstreme går vi, med tiden, mod mikroskopisk detaljering i realtime. Alt hvad vi gør, alt hvad der sker, vil være registreret, somewhere.
Vi bliver holdt ansvarlige
Og så er vi tilbage ved det med øko-fascismen.
Det er et grimt navn, og det er let at forestille sig alskens skræmmescenarier og dybtgående indgreb i vores personlige frihed.
Ikke desto mindre er det muligt, at det ikke er en dårlig ting, men tværtimod en absolut nødvendighed, hvis alternativet er økologisk kollaps og kamp om ressourcerne.
Det indebærer, at vi vil blive holdt ansvarlige for alt, hvad vi forbruger – og omvendt; krediteret for alt, hvad vi bidrager med.
Vi vil blive takseret for vores energiforbrug i små bitte takst-trin, til priser, der løbende svinger, afhængigt af blæsten, solskin, regnvejr, tidspunktet på dagen og så videre.
Enormt potentiale
Der er et enormt potentiale for at spare ved at anvende energi mere hensigtsmæssigt i forhold til den aktuelle produktion, men det ville kræve al vores opmærksomhed, hvis vi selv skulle holde øje med det.
Vi har brug for smart apparater, der selv kan sanse, planlægge og forhandle.
Men maskinerne kan ikke redde kloden alene, vi mennesker er selv nødt til at deltage i omlægningen.
For at kunne gøre det hensigtsmæssigt, og for at kunne vurdere konsekvenserne af vores handlinger, har vi brug for gennemskuelighed.
Mange valg
På mit gasfyr derhjemme kan jeg indstille temperaturkurver og natsænkning, og hvad ved jeg.
Men, ærligt talt, jeg har ingen anelse om, hvorvidt det virker eller ej.
Jeg står ikke op og måler efter, jeg får ikke nogen daglig eller ugentlig rapport om forbruget i de enkelte rum.
Jeg ved ikke, hvad de mange apparater derhjemme bruger. Jeg ved dårligt nok, hvor langt jeg kører på literen i min bil.
Sådan er der så mange valg, jeg ikke har en chance for at vurdere: Er det ok at købe torsk i dag, skal jeg slukke for neonlyset, hvis jeg går ud i nogle minutter og så videre.
Hvad miljøet angår, er der brug for meget mere information. Men selvfølgelig på en måde vi kan overskue og handle efter.
Og nu vi er i gang med ønsketænkningen; meget gerne på en måde, så vi bevarer kontrollen med, hvem der får adgang til alle de personlige data.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
