Jeg var til et interessant møde forleden hos en mangeårig kunde. De har problemer med leverandøren af et standardsystem, som er centralt for deres forretning, og vi diskuterede scenarier.
I skal da selv udvikle et system – så har I kontrol med det hele, skal ikke slås med eksterne leverandører, og I kan konkurrere på livet løs uden at skulle vente på ny funktionalitet i standardsystemet,”" sagde jeg bombastisk og skråsikkert.
"Måske. Men for fem år siden gik vi over til et standardsystem, og dermed bort fra et hjemmelavet system, fordi det efterhånden lignede et kludetæppe", svarede kunden meget rimeligt.
"Men ligner standardsystemet ikke også et kludetæppe nu?" spurgte jeg.
Det håber jeg næsten for kunden, at det gør, for det betyder, at de har tilpasset det over tid.
It-fix
Man kan ikke købe et varigt, teknisk it-fix til forretningskritiske problemer. Alle systemer har en tendens til at blive kludetæpper over tid – og samtidig kan de jo gå hen og blive teknologisk forældede. Man får ikke evig fred – højst lidt ro i nogle år.
Når freden så er forbi, skal man beslutte sig til, om man vil videreudvikle på sit gamle system, udvikle et nyt fra bunden eller tilpasse et standard-system fra en leverandør.
Den sidste mulighed – tilpasning af et standardsystem – kan blive en særdeles bekostelig affære på mange planer.
Det ser ud til, at en SAP-implementation kan blive så dyr, at selv offentlige monopoler, der har penge som hyldevare, tvinges i knæ.
Også de menneskelige omkostninger, samt ikke mindst organisationens manglende evne til at foretage sig noget som helst i de par år, det tager at tilpasse standardsystemet til virkeligheden, trækker søm ud.
Og mindst én it-chef og to projektledere bliver altid nødt til at forlade skuden undervejs. Altid.
Glæden ved afhængighed
Til sidst står man med et standardsystem, der er tilrettet virksomheden – og er afhængigt af de konsulenter, der har sat sig ind i virksomhedens behov og dernæst foretaget de nødvendige ændringer og tilføjelser til systemet.
Ligesom man er afhængig af bestemte mennesker, hvis man selv får udviklet et system fra bunden.
Dertil kommer fryden ved at være afhængig af en leverandør, hvad angår opgraderinger, man ikke har bedt om, uendelige patch-seancer, fordi en anden kunde i Øvre Volta fik problemer med at håndtere diamanter på over 400 karat, og – ikke at forglemme – prisen på softwaren, supporten og retten til at få nye versioner og patches man ikke har bedt om og ikke har brug for.
Dertil skal lægges den garanti, der er for forhøjede timepriser, fordi man nu er afhængig af én eller to betroede partnere.
Disse vil til gengæld ofte kræve, at de tages med på råd om alt, og skal godkende alle ønsker om forandringer.
Dette har intet med SAP specifikt at gøre. Det er tilfældigvis SAP (og som regel IBM som registreret partner), der får de største ERP/CRM-ordrer herhjemme, mens Microsoft, Oracle og de andre får en lang hale.
Når de andre implementerer store systemer, går det hverken værre eller bedre.
Høje mænd
Jeg mindes en tresiders artikel i The Economist om høje mænds fordele i livet. Artiklen sluttede fantastisk med ordene: ”So are there no good news for short men? No, there are not.”
Helt så slemt er det naturligvis ikke fat med standardsystemer, men når det gælder fleksible systemer, der skal give virksomheden konkurrencefordele i Den Foranderlige Verden, tror jeg efterhånden meget mere på egenudvikling, hvor det overhovedet er muligt.
Sirius-folkene bygger selv deres slæde. Så kan de selv reparere den.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør for
Miracle A/S.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
