Her er manden der udstikker retningslinjerne for C#

Portræt: Mads Torgersen er flyttet med kone og fire børn til Seattle for at blive Microsofts program manager for C#-programmeringssproget.

Artikel top billede

Den tidligere Java-ekspert Mads Torgersen arbejder tæt sammen med ophavsmanden til C#, danskeren Anders Hejlsberg.

For tre år siden havde Mads Torgersen ikke regnet med, at han skulle være med til at udforme de kommende versioner af programmeringssproget C#.

På det tidspunkt var det i høj grad Java, som var i fokus for den nu 36-årige dansker, der på det tidspunkt var forskningslektor på Datalogisk Institut på Aarhus Universitet.

Men et møde med Anders Hejlsberg, ophavsmanden til C#, ændrede Mads Torgersens liv.

“Det var på JAOO-konferencen for tre år siden, at jeg mødte Anders. Det var første år, JAOO havde Microsoft-teknologi med.

I universitetsverdenen bliver man ikke ligefrem overeksponeret med Microsoft-teknologi, så jeg blev positivt overrasket over, hvad der på det tidspunkt var med i C#. Jeg syntes også, det lød lovende, hvordan sproget ville udvikle sig,” siger Mads Torgersen.

Mads Torgersens nyvundne inter­esse for C# samt mødet med Anders Hejlsberg førte i løbet af kort tid til en jobsamtale hos Microsoft i Seattle.

Året efter flyttede han til USA sammen med sin kone og fire børn. I dag er han så Program Manager for C#, hvilket betyder, at han er med til at bestemme, hvordan C# skal udvikle sig.

”Det har jeg ikke fortrudt,” siger Mads Torgersen, selv om han spøgefuldt betegner sin vej fra Java til C# - og dermed Microsoft - som overgangen til “det onde imperium”.

Sprogdesign – teori og praksis

Som forsker i objektorienterede programmeringssprog på Aarhus Uiniversitet var design af programmeringssprog et af Mads Torgersens specialer, hvilket giver ham en solid teoretisk ballast, når han er med til at designe nye C#-features.

Men springet til Microsoft har på mere end én måde været en omvæltning.

“I det akademiske miljø er kriterierne for, hvad der er et godt programmeringssprog, at det skal være rent, superabstrakt og så lille som muligt. Med så lidt kode som muligt, skal man gøre så meget som muligt, for så har man fundet kernen af sandheden”.

“I den virkelige verden tænker man programmeringssprog på en helt anden måde. Der skal tingene være rare at bruge, det skal være sådan lidt mere fodformet og skræddersyet.

Der er langt større brug for specialiseringer. Sprogelementerne skal være mindre generelle, så det er nemt at huske, til hvad og hvordan de skal bruges,” siger Mads Torgersen.

Han var dog ikke ukendt med kravene fra den virkelige verden til et programmeringssprog. På Aarhus Universitet var han sammen med en lille gruppe og Sun involveret i at indbygge nye features i Java-programmeringssproget.

Ansigt til ansigt

De mange udviklere, der anvender C#, er noget, som tages seriøst af Microsoft. Derfor holdes der jævnlige møder i designgruppen, hvor fremtidige udformninger af C# drøftes.

“Design skal tages alvorligt. Der skal bruges tid på det. Tingene skal vendes og drejes og kigges efter i sømmene. Vi mødes to timer tre gange om ugen.

Vi er typisk otte mand i designgruppen for C#, inklusive Anders Hejlsberg. Design foregår bedst i en gruppe, hvor man jævnligt mødes.

Det skal ikke bare foregå online med at sende mails frem og tilbage. Det er vigtigt, at man mødes ansigt til ansigt; man er kreativ, når man er sammen,” forklarer Mads Torgersen.

Som program manager skal Mads Torgersen sørge for at kommunikere designbeslutningerne ud til andre grupper i Microsoft, der kan blive berørt af beslutningerne.

“Det betyder, at jeg skal sørge for, at alt vedrørende sproget bliver gjort. Der må ikke være noget, der forsvinder mellem gulvbrædderne.

Jeg deltager i designgruppen, hvor de kommende versioner af C# fastlægges. Jeg kommunikerer vores designbeslutninger ud til resten af organisationen.

Det er vigtigt at koordinere med andre grupper. Hvis der eksempelvis er nye C#-sprogkonstruktioner, der kræver understøttelse i CRL'en (Common Runtime Language, red.), så er det mig, der snakker med dem.

Det kan også være, at vi finder på features, som kan være interessante for Visual Basic-gruppen. Det er så mig, der snakker med dem om det,” forklarer Mads Torgersen.

Kampen mellem C# og Java

Traditionelt har der været en strid mellem C#-udviklere og Java-udviklere om, hvilket sprog der er bedst. Selv om Mads Torgersen har en baggrund i både Java og C#, er han ikke meget for at blande sig i den strid.

“Der er smarte folk på begge sider. Det kan godt være, at nogle folk derude hader hinanden, men det tror jeg ikke, vi gør i kernegrupperne. Vi er de samme slags mennesker med de samme slags interesser. Vi har ikke noget mod hinanden,” siger han.

Mads Torgersen ser Java og C# som to gode udviklingssprog, der i en sund kappestrid kan fremelske det bedste i begge sprog.

“Konkurrence er godt. De to sprog har fået utroligt meget ud af hinanden. For nu at være ærlig; C# lignede Java en del, da det kom ud. Siden hen har de to sprog lånt ideer af hinanden. Eksempelvis startede generics i Java og kom så senere til C#.

Tilsvarende er der masser af C#-features; For-each-loops, enums og andre ting, der startede i C# og siden er kopieret ind i Java,” siger Mads Torgersen.

Fremtidige C#-features

Næste version af C# er planlagt til at udkomme inden for de næste to måneder. Her er den store nyhed LINQ (Language Integrated Query), der gør det muligt at lave forespørgsler i C# op mod databaser, XML, arrays og andre data-kollektioner med det samme forespørgselssprog, fordi LINQ gemmer det underliggende datalag for udvikleren.

“Jeg tror, vi har været heldige med at lave en abstraktion over queries, der er god og generel. Jeg tror, vi har ramt plet,” siger Mads Torgersen.

Computerworld får også Mads Torgersen til at løfte sløret for nogle af de features, som formentlig kommer i versionen efter C# 3.0.

“.Net-familien bliver større og større. Den udvides med dynamiske sprog med DLR (Dynamic Language Runtime). Vi ser Python, Ruby og formentlig flere dynamisk typede sprog i fremtiden.

Det skal være nemmere fra C# at tilgå ting skrevet i de dynamisk typede sprog. I dag kan man gøre det med refleksion, men det er bøvlet. Kan det gøres nemmere, er der en indgang til dynamiske sprog, og letvægts-COM-integration bliver også nemmere,” siger Mads Torgersen.

Fremtidens udfordringer

En anden udfordring, som udviklere står over for i dag, er fremkomsten af multikerne-processorer. Hvordan udnytter man bedst den nye processor-arkitektur?

“Concurrency er et stort problem som ingen vides at have en løsning på. Erlang (programmeringssprog specielt egnet til concurrencyprogrammering, red.) er fantastisk, så længe du skriver dit program i Erlang.

Men budskabet fra Erlang er samtidig, at det eksisterende skal smides væk – eksempelvis objektorientering – og man skal gøre det på Erlangs måde. Den slags løsninger har det med at smide barnet ud med badevandet,” mener Mads Torgersen.

Han ser hellere, at eksisterende mainstream-sprog tager udfordringen med samtidighed op.

Læs mere om Mads Torgersens arbejde med C# i den trykte udgave af Computerworld CTO, der udkom i fredags.

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Sikkerhed | København

Strategisk It-sikkerhedsdag 2026 - København

Få overblik over cybersikkerhedens vigtigste teknologier, trusler og strategiske valg. Hør skarpe oplæg om AI-risici, forsvar, compliance og governance. Vælg mellem to spor og styrk både indsigt og netværk. Deltag i København 20. januar.

Andre events | København

Executive Conversations: Fra hype til afkast – her er vinderne af AI-ræset

Få et klart overblik over AI’s reelle effekt i danske virksomheder. Arrangementet giver unge talenter og ambitiøse medarbejdere viden, der løfter karrieren, skærper beslutninger og gør dig klar til at præge den digitale udvikling. Læs mere og...

Sikkerhed | Aarhus C

Strategisk It-sikkerhedsdag 2026 - Aarhus

Få overblik over cybersikkerhedens vigtigste teknologier, trusler og strategiske valg. Hør skarpe oplæg om AI-risici, forsvar, compliance og governance. Vælg mellem tre spor og styrk både indsigt og netværk. Deltag i Aarhus 22. januar.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Huy Duc Nguyen som Developer ERP. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til at udvikle, bygge og skræddersy IT-løsninger, der skaber vækst og succes i vores kunders forretninger. Han kommer fra en stilling som Software Developer hos Navtilus. Han er uddannet i bioteknologi på Aalborg University. Nyt job

Huy Duc Nguyen

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Søren Vindfelt Røn som Data & AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at effektivisere, planlægge og implementere innovative, digitale løsninger for Norriqs kunder. Han kommer fra en stilling som Co-founder & CMO hos DrinkSaver. Han er uddannet Masters of science på Københavns IT-Universitet. Nyt job

Søren Vindfelt Røn

Norriq Danmark A/S

Enterprise Rent-A-Car har pr. 1. september 2025 ansat Christian Kamper Garst som Senior Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med at vinde markedsandele i hele Norden som led i en storstilet turnaround-strategi. Han kommer fra en stilling som Salgsdirektør hos Brøchner Hotels. Nyt job

Christian Kamper Garst

Enterprise Rent-A-Car

Industriens Pension har pr. 3. november 2025 ansat Morten Plannthin Lund, 55 år,  som it-driftschef. Han skal især beskæftige sig med it-drift, it-support og samarbejde med outsourcingleverandører. Han kommer fra en stilling som Head of Nordic Operations Center hos Nexi Group. Han er uddannet HD, Business Management på Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med kritisk it-infrastruktur og strategiske it-projekter. Nyt job

Morten Plannthin Lund

Industriens Pension