Jeg havde engang en iPod. Den var dejlig, men den var dyr, lige knap 3.000 kr.
Den holdt i halvandet år.
Så fik jeg det tegn, alle Mac-ejere frygter: The sad Mac. Ak!
Den var død. Jeg gjorde alt.
Jeg læste manualen, jeg fandt support-grupper online, jeg tog den sågar med til Apple storen i New York og fik den undersøgt i deres “genius bar”, men geniet kunne kun beklage: It’s a hardware failure. End of story.
Ind i skuffen med den
Men man smider jo ikke bare sådan én ud. Jeg lagde den bagerst i skuffen, måske i et naivt håb om et eller andet mirakel.
Om ikke andet kunne den være interessant at dissekere en stille dag.
Og dér lå den så i halvandet års tid indtil for et par uger siden, da jeg tilfældigvis så en artikel i New York Times, der fortalte om en fyr, der havde repareret sin iPod ved at lægge et ark papir ind i den.
Tilsyneladende var det et trick, der kan genoplive langt de fleste iPods.
Jeg fornemmede, miraklet kunne indtræffe, og i øvrigt var der ikke rigtig noget at tabe, så jeg gik i gang med at splitte iPoden ad, (det hjælper, hvis man varmer den en lille smule op med en hårtørrer).
Så kunne den sørme igen
Der er ingen væsentlige overraskelser, når man får den åbnet – det skulle da lige være skiltet med “Made in Taiwan”.
Jeg fulgte artiklens råd, foldede et visitkort to gange sammen, lagde det bag harddisken og klipsede kassen sammen igen. Det hele tog under 10 minutter.
Og minsandten! Den lyste op, den spillede igen, og den har spillet fint lige siden. Wow, en klar succes-oplevelse.
Dårlige lodninger
Men: Som faste læsere af Computerworld måske har bemærket, så kunne jeg på denne plads for halvandet års tid siden fortælle om et andet Apple problem.
Min datters hvide G4 iBook døde ligeså pludseligt som hendes fars iPod – det var en hel epidemi herhjemme.
Det viste sig, at iBook’en lider af dårlige lodninger, der betyder, at man efter noget tid kun kan få liv i skærmen ved at klemme sammen om motherboardet ved bogstaveligt talt at sætte en skruetvinge på maskinen.
Der verserer en meget lang stribe klagesager over dét problem, men Apple nægter, at det er selskabets fejl.
I min datters tilfælde har vi endnu ikke fået erstatning trods en kendelse i Forbrugerklagenævnet.
Jeg kan godt forstå, Apple kæmper med næb og kløer og sætter advokater til at forhale og forplumre, for det virker, som om der er et mønster i, at en hel del af deres maskiner kun virker under pres.
Det kan blive dyrt for selskabet , og jeg må tilstå, at det håber jeg efterhånden også på, at det bliver.
Jeg er faktisk fan
Det er lidt traumatisk for mig, det her.
Jeg er lidenskabelig fan af Apples produkter, jeg har holdt fast gennem tykt og tyndt siden min første Mac for 20 år siden.
Ingen bliver vel så skuffede som forsmåede fans, og jeg ER skuffet over, at Apple ikke går til bekendelse og anerkender, at de har (eller i det mindste har haft) et problem med kvaliteten.
Det er helt ude i hampen, at man skal trækkes med retssager i årevis, når der er så mange eksempler på den samme type fejl.
