Er der noget mere irriterende end at sidde til et middagsselskab og snakke, og finde ud af, at ingen hører efter – at man taler ud i luften?
Som leder kan man opleve samme situation på arbejdspladsen.
Her er det ikke stegen, rødvinen og den gode stemning, der stjæler opmærksomheden, men de mange kommunikationskanaler, nye medarbejdere har i gang.
Facebook, My Space og LinkedIn. MSN, e-mails og sms. Der er mange nye kommunikationskanaler. Det har ændret hverdagen for mange.
Især de medarbejdere, vi vil se på arbejdsmarkedet de kommende år, har taget kommunikationsteknologien til sig.
De unge er opvokset med sms og internettet.
Evigt kommunikerende
De er flittige brugere af kommunikationsteknologien også af nyeste skud på stammen – de virtuelle netværk. MTV Networks’ store undersøgelse af unges brug af teknologi, viser, at for omkring 80 procent af de unge er teknologien usynlig.
De unge er evigt kommunikerende og besidder for manges vedkommende evnen til at kommunikere via flere kanaler samtidig.
Eller gør de?
Man kan godt føle sig som den forladte middagsgæst, når unge medarbejdere under en samtale skriver sms’er med den ene hånd.
Det stiller spørgsmålet: Hvordan skal ledelsen forholde sig til nye typer af medarbejdere med andre måder at arbejde og kommunikere på? Når nye medieformer og teknologi ændrer samvær og mødeform på arbejdspladsen?
Man kan bede medarbejderne lægge mobiltelefonen i skuffen og spærre adgangen til Facebook. Der er gode grunde til at gøre det.
En britisk undersøgelse viste, at kontoransatte bruger en halv...fortsættes
... time om dagen på internettjenesterne.
Den tabte produktivitet opgøres til 70 milliarder kroner om året. Desuden viste undersøgelsen, at 15-20 procent af mange virksomheders båndbredde går til denne form for internet-trafik.
Jeg tror ikke på den løsning. Det er min holdning, at uproduktive medarbejdere ikke er et it-problem!
Dertil kommer, at de unge muligvis slet ikke er interesseret i at arbejde et ’begrænset’ sted.
Et sted, hvor de ikke må kommunikere og dermed arbejde på deres måde. De nye kommunikationsformer er jo også de unges arbejdsredskab.
Får de arbejdet gjort?
Skal man som leder så bare tillade det hele, og tro på de unges evne til multikommunikation? Tro på, at de får arbejdet gjort, selvom det måske ikke ser sådan ud?
Der findes ikke et almengyldigt svar. Som ledelse bør man tage initiativ til, at der foretages en gensidig forventningsafstemning, så alle kan tilpasse sig.
Det gælder de nye medarbejdere, der er vant til at multikommunikere og som skal i job første gang.
Og det gælder de gamle rotter på arbejdsmarkedet – ledelse såvel som medarbejdere – der skal lære de nye (typer af) medarbejdere at kende.
Det, man kan forvente af hinanden, er på den ene side, at alle udviser en aktiv lytning.
Gensidighed i samtalen er udtryk for gensidig respekt af hinanden. Mangler den, går intensiteten – ikke bare i samtalen, men i samarbejdet og dermed i arbejdet – fløjten.
Skal vi skabe kvalitet i produktionen er vi nødt til at signalere, at vi lytter til hinanden. Muligvis med nye signaler, hvilket ledelsen må acceptere.
Derved skabes en fælles platform, der hverken ødelægger muligheden for den enkelte for at udføre jobbet på bedst mulig måde, eller den enkeltes glæde ved at arbejde, og som samtidig ikke efterlader nogen som den til-sig-selv-talende middagsgæst.
Lars Goldschmidt er administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
