For lidt under et år siden var jeg i Canada hvor jeg læste et semester på universitetet.
Jeg havde et fag, der hed Entrepreneurial Marketing, hvor vi fik stillet følgende opgave: giv et bud på en branche, som er præget af mange små udbydere, hvor man med en stor nok pengepung kunne opkøbe en stor andel af disse udbydere og udkonkurrere resten på stordriftsfordele.
Jeg synes, jeg havde en genial ide, men ud over, at der var mange andre, der fik samme geniale ide, så var den i virkeligheden ikke så genial: Håndværkere.
Godt: Langt de fleste håndværkerfirmaer er små.
Skidt: Sort arbejde forhindrer konsilidering, fordi det er sværere at gemme sig for skattefar som stort firma.
Sort arbejde eroderer fundamentet for et konkurrencepræget marked, og det rammer især sektoren for services i private hjem – rengøring, havehjælp, håndværkere og pc-hjælp.
Hvorfor er store firmaer gode?
De optimerer arbejdsgange ved videnudveksling og sænker derved produktionsomkostningerne og i sidste ende forbrugerens pris.
Matcher ikke besparelserne
Det matcher dog ikke helt besparelserne, man opnår, ved at de ikke behøver betale skat; ikke i Canada og især ikke i Danmark.
Men det vigtigste er, at organisationer etablerer brands, som skades af dårlig omtale.
Individuelle håndværkere kan for eksempel sagtens komme for sent til halvdelen af alle aftaler med en kunde, uden at det får nævneværdige konsekvenser – ingen andre end kundens nærmeste omgangskreds finder ud af, at håndværkeren er utjekket.
Markedet er så fragmenteret, at der er masser at vælge mellem, så der er ingen grund til at fortælle historien videre, for hvad er sandsynligheden for, at ens ven tilfældigvis skulle vælge samme håndværker?
Hvis det er en god håndværker, anbefaler man denne, og således får håndværkere da også mange opgaver, men det er et problem, at dårlig omtale ikke har et ordentligt medium.
Hvis en håndværker arbejder for et stort firma, er dårlig omtale et større problem, da der er flere potentielle kunder, som forbinder brandet med dårlig service.
FORTSÆTTES
Hvad kan egentlig så gøre?
Men det kan jo ikke betale sig for leverandørerne af serviceydelser til private at organisere sig, så kan de ikke lave sort arbejde – hvad kan man så gøre?
Skatteminister Kristian Jensen vil slå hårdere ned på sort arbejde.
Det hjælper måske lidt, men det kræver en meget stor indsats at finde alle synderne, fordi kunderne har interesse i, at det er sort, fordi det er billigere, og derfor ikke anmelder dem.
Man kan også gøre de nævnte services fradragsberettigede op til 8.500 kroner per person, som fungerer fint i Finland.
Jeg har haft svært ved at finde fornuftige grunde til ikke at indføre denne model.
Blandt fordele tæller, at ordningen øger beskæftigelsen for lavtlønnede grupper, bedre ligestilling af kønnene da kvinderne frigøres mere fra huslige pligter, mere “kvalitetstid” i familien og flere penge i statskassen pga. omstilling af sort arbejde til hvidt.
Det kan godt være, det ikke går lige op, men er det ikke en investering værd at tilbyde familier det, de mangler mest: tid?
Men jeg er ikke politiker, og selv om det har fungeret i Finland, vil Kristian Jensen ikke gøre modellen efter herhjemme.
En løsning, der giver forbrugerne den kvalitetssikring, de har brug for, er initiativer som anmeld-haandvaerker.dk, hvor man kan give håndværkere smileys (ligesom på restauranter) på parametre som pris, oprydning, tilfredshed m.fl.
Giv os nogle flere sites, der anmelder privatservice og brug dem, der eksisterer.
Lad ikke de utjekkede småfirmaer fortsætte deres elendige service upåagtet, fortæl verden om dem! Naturligvis også de gode historier.
Af Mads Schjølin, direktør for Detectum.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
