Jeg er lige som alle andre i gang med at teste forskellige virtuelle netværk.
Selv om en af mine venner har belært mig om, at virtuelle netværk ikke er det samme, som at have et rigtigt netværk, så virker det besnærende at have adgang til alle de mennesker, som man har mødt i job- eller uddannelsessammenhæng samlet i en overskuelig database.
Jeg har da også mødt og genfundet gamle venner fra fortiden igennem for eksempel LinkedIn – eksempelvis fik jeg en mail fra en gammel ven som skrev:
"Er du ikke hende Trine, jeg sad ved siden af i folkeskolen og hev i fletningerne".
Jeg kunne ikke gør andet end melde mig skyldig. Siden da er det blevet til flere hyggelige kaffemøder, når min gamle klassekammarat er hjemme fra Frankrig.
LinkedIn har givet mig mange forbindelser både jobmæssigt og med folk, jeg har læst med i både Australien og Danmark – og som et professionelt netværk virker det rigtig godt.
Samtidig har man også samlet alle sine kontaktdata et sted – det er webbaseret og til at flytte med rundt alle steder. Det passer rigtig godt til mit til tider lidt omtumlede liv.
Virtuelt dameblad
Facebook er et andet netværk, som jeg har stiftet bekendtskab med i den seneste tid.
På Facebook mødes jeg især med mine veninder – det er det ultimative virtuelle dameblad med alt fra quizzer til sladder og chat om dagens gøren og laden.
Som sådan fungerer Facebook som et supplement til det fysiske møde, og det kan være meget effektivt i en travl familiehverdag, hvor der trods alt er brug for lidt kommunikation med veninderne.
Respekt for den hårfine grænse
Grunden til, at Facebook og LinkedIn virker, er, at vi som mennesker dybest set er nogle nysgerrige væsner.
Vi kan bruge de virtuelle netværk til at snuse i, hvad vores venner nu går og laver, men også give hints om, hvad vi selv er beskæftiget med lige nu.
I disse netværk, hvor man jo skal acceptere folk som venner, før de bliver indlemmet i kredsen, er der allerede sket en form for filtrering og etableret en form for gensidig tillid. Og det er den tillid som er limen i disse netværk.
Skrøbelig tillid
Derfor virker det også som forurening af disse sfærer, når for eksempel Facebook proklamerer, at virksomheden ejer de data og den information, som man lægger ind i Facebook.
Så forurenes intimsfæren af en anden logik og bestemt ikke af en logik, der er baseret på gensidig tillid.
Derfor oplever Facebook også i disse dage, at flere og flere trækker deres medlemskab tilbage, og at andre ikke i samme grad benytter tjenesten.
Det samme skete på SecondLife for et år siden, hvor for meget porno og lir gjorde, at tjenesten mistede sin legitimitet.
Tillid er nemlig en skrøbelig størrelse og lader sig ikke købe for en markedsmæssig logik.
Det kræver andre former for partnerskaber og konstellationer.
Netværkstjenester er gode, og jeg er selv en stor fan af dem (fortalte jeg, at jeg nu også er på Plaxo – den ultimative kobling imellem LinkedIn og Facebook) – men disse tjenester kræver, at man forstår, hvad det er for en kontrakt, man indgår med brugerne.
Der er en hårfin grænse for, hvor meget man kan blande kommercielle interesser sammen med noget, der handler om menneskelige relationer.
Men hvis den grænse accepteres – så velkommen i mit netværk.
Trine Nielsen er markedsdirektør i KODA.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
