Vi skal begynde at se os selv som en del af et fællesskab, hvor vores egen trivsel afhænger af, at alle trives.
Jeg er klar over, at det kan lyde som en tåget hippiedrøm – men jeg kan argumentere for det:
I gamle dage, dengang økonomien var baseret på at udveksle fysiske produkter, var det sådan, at hvis jeg solgte det, jeg havde fremstillet, til en anden, så kunne jeg ikke selv nyde godt af det længere.
Det var dét, man kalder et nulsumsspil: Mængden af goder var endelig, så hvis nogen skulle have mere, måtte andre nødvendigvis have mindre.
Men: Når det, vi udveksler, er information, så bliver der bedre basis for et såkaldt plussumsspil, hvor begge parter i en transaktion ender med at have mere. Det er en af de yderst positive omstændigheder ved internettet, at det gør det meget let at opnå den form for win win-situationer.
Hele web 2.0-begrebet bygger på, at man kan få massevis af brugeres store og små bidrag til sammenlagt at fungere som en slags kollektiv intelligens. Web 2.0-logikken er, at vi tilsammen ved meget mere, end nogen enkelt person eller enkelt firma kan vide alene. Wikipedia, YouTube, blogs og supportsites er klassiske plussums-spil, hvor alle vinder ved at bidrage til det fælles bedste.
Der er en parallel til det i forretningsverdenen, hvor begrebet “open innovation” er kommet på listen over tidens obligatoriske buzzwords. Mange nye tjenester opstår, fordi to produkter, der hidtil har været set som helt adskilte, bliver kombineret – et eksempel er kombinationen af en iPod og et par Nike løbesko med en trådløs sender.
Læg noget i puljen
Ved at koble de to produkter sammen, opstår der helt nye muligheder; for eksempel at sælge musik på iTunes baseret på, hvad løbere fortæller, de kan lide at jogge til.
Forudsætningen for, at den nye tjeneste kan blive så stærk, som den er, er, at Nike og Apple åbner for et samarbejde – og at de indbyder brugerne til selv at bidrage.
Igen: ved at bidrage til et fælles bedste, opstår der noget helt nyt, hvis værdi er større end summen af de enkelte bidrag.
I det gamle spil gjaldt det om at holde kortene tæt ind til livet.
Man forsøgte at holde sig foran konkurrenterne ved at holde sine metoder hemmelige. I et plussums-spil får hemmeligheder derimod en anden betydning: De kan blive en forspildt mulighed.
Plussums-spil
De oplysninger og værktøjer, man holder for sig selv, kommer ikke i spil.
Andre kan ikke bygge videre og tilføje nye funktioner, og dermed går udviklingen langsommere.
Man ender med at forsøge at konkurrere alene mod et andet system, som andre skaber i samarbejde, og som derfor udvikler sig langt hurtigere.
Eller man kan risikere, at en hel branche står i stampe, fordi spillerne holder fast i hver deres del af en løsning, der kun kan fungere samlet.
For at starte et plussums-spil kræver det, at nogen tager det første skridt ved at åbne sig og lægge noget i puljen, som andre kan arbejder videre på.
At turde tage dét skridt er en ny kompetence. Det er ikke nemt, for der kan være en risiko ved at åbne sig.
Pointen er imidlertid, at der i stigende grad også er en risiko ved at lukke sig ude.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
