Jeg så forleden, at islændingene samledes i Reykjavik for at demonstrere mod krisen.
Det er en handling i samme kategori som RajaBjarnes initiativer med flyvende yogier og mental kraft mod terrorisme.
Man kan ikke undgå at få respekt for folk, der kommer på den slags idéer.
Ligesom dem, der tjener penge på at sælge sten til jyder (nyd for eksempel Krystallagrets hjemmeside).
Men ja, vi skal til det igen.
Ligesom i 2000/2001, hvor mange underlige dotcom'er i flere år fik penge til særdeles underlige ting, uden at de i øvrigt behøvede specificere nærmere, hvordan pengene skulle tjenes ind igen (hvis man bare sagde ‘banner-reklamer,' var alt i orden).
Rådgiverne i banker og revisionsinstitutter forklarer i de fede tider alle, der gider lytte, at pengene IKKE må ligge og bare ligge i kisten.
Nej, nej, nej, de skal ud og arbejde.
De skal ud og give afkast. De skal finansiere rådgiverne. Geares.
Jeg kommer med min høtyv
Jeg agter personligt at møde op i Danske Banks Finanscenter i Odense med en høtyv og bede om en samtale med min såkaldte bankrådgiver (jeg tror det betyder, at han rådgiver banken).
I de vilde tider (som dem vi lige har oplevet i de sidste fire-fem år) ser det derfor for uøvede øjne ud som om, at folk med penge nærmest lemmingeagtigt kaster deres formuer og sig selv ud over skrænten for at vise, at de fan'me også er med på det seneste og den værste.
I virkeligheden er der tale om det økonomiske begreb ‘conspicuous spending,' der går ud på at tiltrække hunner ved at investere i åndssvage og helst meget dyre dimser. Vise overskud. Flashe.
For det er mænd, der gør det.
Heltegerninger og ofrer livet
Kvinder udfører heltegerninger og ofrer deres liv, hvis deres børn derved kan reddes.
Mænd, derimod, ofrer med glæde deres liv og levned for totalt ukendte mennesker - med andre ord:
Heltegerninger er en ren mandlig ting, og det kan jo undre, hvad der får os til det, når man tænker efter.
Det gør vi så heldigvis heller ikke i selve situationen.
Derfor ser man aldrig kvinder, der investerer i ting, der ikke findes, og hvis de er it-chefer et det også pokkers svært for leverandørerne at forklare dem, hvorfor de skal anskaffe noget, de ikke har brug for (det nyeste begreb er ‘design by pricelist,' dvs. hvis det er det dyreste, så er det nok det, kunden har brug for).
Det er også næsten umuligt at få de kvindelige it-chefer slæbt med på luderturene til diverse udenlandske serverrum for at se på endnu en sort dims, der kører hurtigere end dens sorte forgænger.
Kvinderne nægter med andre ord at lege for legens skyld og de nægter stort set også at udføre dumme og farlige handlinger bare fordi de KAN.
De er med andre ord hamrende kedelige, så vi mænd finder bare selv på noget, ja vi gør så.
Der er ikke mange kvindelige navne blandt de mange islandske, vi præsenteres for i disse dage.
Det lettere urimelige er så, at efter endnu en omgang vanvid og følgende nedsmeltning er det os mænd i de (vild)ledende stillinger, der modtager et hav af uopfordrede ansøgninger fra kvinder, hvis flapsy-hapsy jobs nu ikke mere kan finansieres derude.
Livs-rådgivere, chief happiness officers, HR-folk, menneske-trænere og den slags vil få det hårdt i de kommende år.
Det giver muligheder.
Mogens Nørgaard er direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
