Jeg er en af dem, der løber en del, jeg jogger, som man siger.
Mine løbeture betyder en hel del for mig, jeg kan godt blive ret irritabel, hvis der går flere dage uden, at jeg kan komme ud.
Mit løbe-setup er udpræget low-tech. Jeg har altid set med en vis undren på de toptunede typer med pangfarvede, aerodynamiske dragter, pulsmålere, hydration pack-bælte og en iPod i ørerne.
Jeg tillader mig en smule skadefryd, når det lykkes mig at overhale. Ha, tænker jeg i mit stille sind, hvem har brug for alt det hardware - jeg løber raw.
Så skete det
Men så var det, at jeg til min fødselsdag fik et Nike + iPod-sæt, altså en lille sender, som anbringes i skoen og en modtager, som sættes på iPod'en, så man undervejs kan opsamle data om, hvor langt man har løbet, og hvor mange kalorier, man har brændt af.
Med sættet kan man undervejs få opmuntrende bemærkninger i øresneglen og besked om, hvor langt man har løbet, og hvordan man klarer sig.
Det er på mange måder et fascinerende koncept, og nu var chancen der for at prøve det. Men altså...
Jeg vil nødig puste det for højt op, men for mig blev det en konfrontation med noget, jeg synes, er meget problematisk ved den allestedsnærværende teknologi.
For mig er mine løbeture et pusterum, mit private space, hvor hjernen kan få fred og køre lidt i tomgang.
Det er en meditationsting - og sjovt nok er det netop, fordi der ikke rigtigt sker noget, at det ofte er ekstremt produktivt.
Så spæner jeg bare afsted
Hvis der er noget arbejde eller et problem, jeg ikke kan få styr på - en klumme til Computerworld eksempelvis - så kan jeg med en, til vished grænsende sandsynlighed, læse materialet igennem og derefter spæne ud i skoven.
En fire til fem minutter efter begynder den indre monolog og ved hjemkomsten en halv times tid efter, kan jeg, dryppende af sved, sætte mig til tasterne og tage fat, der hvor jeg gik i stå. Fuld af ideer og med fugtigt keyboard.
Det er hyggeligt at høre musik, når man løber, men personligt får jeg ikke tænkt en ærlig, dyb tanke undervejs.
Noget andet er så, at jeg synes, jeg mister følingen med min krop, når det er musikken, der sætter tempoet.
Jeg løber ikke altid lige hurtigt, og jeg er ikke altid lige frisk, men musikken kører altid samme hastighed.
Jeg føler mig lidt som en marionetdukke, der hjerneløst og småforpustet forsøger at følge rytmen.
Endelig - og det skal I ikke sige videre - så holder jeg faktisk lige pause af og til på min ture.
Jeg går lidt, indtil jeg får vejret, og det haster ikke med at komme videre - jeg har jo fri.
Men med iPodens digitalur kørende gnaver konkurrenceormen straks; Jeg må i gang igen, ellers får jeg en dårlig tid.
Jeg presser mig selv for at gøre det bedre end sidst - og det er selvfølgelig præcist det, der er meningen.
Det er bare ikke meningen med mine løbeture.
Min pointe er, at det er vigtigt med lejligheder til at følge sit eget tempo uden at tænke på at præstere noget.
Vi har brug for at have tidspunkter, hvor der specifikt IKKE er noget indhold, og hvor vi er overladt til vores eget selskab.
Så Nike + iPod-sættet fungerer fint teknisk, men det fungerer ikke for mig.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
