Med en lettere paranoid fornemmelse af at blive overvåget gør jeg mig klar til at møde den selvudnævnte bioniske "lillebror" Rob Spence i receptionen på Scandic Hotel i København, hvor Copenhagen Future TV-konferencen bliver holdt.
Den noget svedige fornemmelse af forfølgelsesvanvid skyldes, at den 37-årige canadier ikke er som alle de andre filmmagere og tv-folk, der er i København for at deltage på konferencen om fremtidens tv.
Dokumentaristen Rob Spence er nemlig kommet til hovedstaden for at give sit bud på, hvordan man kan skrue fremtidens tv-udsendelser sammen ved hjælp af mennesker med indbygget elektronik.
Og han ved, hvad han taler om. For selv om han for fire år siden helt mistede sit højre øje som resultatet af en skudulykke med sin bedstefars gevær som 13-årig, har Rob Spence stræbt efter at komme til filmen. Det lykkedes i 2007, hvor han blandt andet instruerede dokumentarfilmen Let's All Hate Toronto.
Men det er næppe filmen om, hvorfor alle canadiere hader byen Toronto, der har gjort ham til lidt af en kultfigur i medielandskabet. Det er derimod ambitionerne om at blive "the eyeborg guy", som er et engelsk ordspil med termen cyborg - et menneske, hvis krop er sammenkoblet af teknologi.
Rob Spence har selv fået installeret et 1,5 millimeter gange 1,5 millimeter kamera i sit glasøje og er bevæbnet til at filme alt og alle i sine omgivelser. I dag møder han dog op uden det blinde kameraøje, men har i stedet en klap for "hullet i hovedet", som han selv siger.
"Kvinderne elsker klappen for øjet, fordi de ikke ved, om man er svag eller en bad boy," siger Rob Spence med et stort grin, mens han sætter sig mageligt til rette i læderstolen i hotelfoyeren.
Han skifter øjeblikkeligt smilet ud med en mere seriøs mine, da Computerworlds udsendte spørger, hvad han vil med sit glasøje-kamera-projekt.
"Jeg eksperimenterer mig frem, men helt basalt er jeg bare en dokumentar-filmmager, der har et lidt anderledes kamera. Jeg spiller naturligvis på et pop-fænomen som Terminators røde øje, men jeg ønsker egentlig ikke at adskille mig fra andre filminstruktører," fortæller Rob Spence.
Mangler penge
Den utraditionelle instruktør har endnu ikke filmoptagelser, der kan bevise, hvordan kameraet virker optimalt.
Men han hiver sin laptop op på bordet og fremviser en lille film-snas fra første gang, han og makkeren, ingeniøren Kosta Grammatis, afprøvede udstyret i marts.
Og det er en noget flimrende oplevelse, som får selv den mest grumsede dogmefilm til at fremstå som et HD-mesterværk. Men man kan dog sagtens se, når Rob Spence blinker med øjet eller bevæger sig tæt på andre personer og objekter.
"Jeg mangler penge til at kunne få det optimale udstyr. Selv om vi hele tiden optimerer hardwaren, mangler der et godt stykke endnu," erkender Rob Spence.
En hær af "Little Brothers"
Projektet har ifølge Rob Spence kostet omkring tre millioner kroner i den frivillige tekniske hjælp, han har fået fra forskere og ingeniører. Selve hardwaren er langtfra er så dyr.
Nej tak til virtuelt syn
Inde i øjet sidder der et lille kamera, som medicinalindustrien bruger til at filme inde i menneskekroppen med.
Derudover er der sat en trådløs videosender ind samt et lille batteri fra en fjernstyret legetøjshelikopter. Uden for øjehulen af har Rob Spence og hans medhjælpere en videomodtager, der kan blive koblet til en computer for at optage de ting, som den enøjede mand kigger på.
"Vi finder eksisterende teknologi og modificerer den og gør tingene mindre. Men det koster utroligt meget at finde de rette dele i forhold til, hvad selve delene koster," fortæller Rob Spence.
Rob Spence bliver tit spurgt, om det ikke er muligt at koble kameraet til synscentret, så han kan få et virtuelt syn. Og denne gang er ingen undtagelse.
"Tjaeh, den nuværende teknologi kan give mig et 60 pixels-syn, og jeg kan ikke leve med at have sådan et syn på det ene øje og et normalt syn på det andet," svarer han på spørgsmålet.
Little Brother is watching you
Uden sponsorer er han tvunget til at tale med så mange journalister som muligt, og senere på konferencen venter et russisk tv-hold, så han også kan opnå eksponering i Østeuropa.
Og ofte bliver den charmerende canadier mødt med både fascination og foragt, når han præsenterer sit projekt.
"Folk føler sig overvågede, hvis jeg har mit kameraøje i. Det, synes jeg, virker ret underligt, for de bliver alligevel overvåget af alle mulige andre kameraer hele tiden. Hvis det ikke er overvågningskameraer, så kan det være folks mobiltelefoner, der filmer. Men en enkeltperson som mig er åbenbart mere skræmmende end offentlige myndigheders kameraer eller et selskab som Google, der kender alt til folks adfærd på internettet," smiler Rob Spence med sit venstre øje.
"Det virker som om, vi er meget mere bange for at blive optaget, mens vi fortæller en politisk ukorrekt joke og bagefter uploadet til YouTube, end vi er for den virkelige, systematiske overvågning, som foregår i mange samfund," fortsætter han.
Rob Spence har dog ingen ambitioner om at filme folk i det skjulte eller blive en såkaldt lifecaster i lighed med Jennicam-projektet, hvor internetfænomenet Jennifer Kaye Ringley fungerede som dokumentarist.
Et projekt, der siden er blevet afpudset i et Microsoft-forskningsprojekt, hvor it-personligheden Gordon Bell vil optage alt og gøre de tusindvis af optagelser søgbare.
For det første er det alt for kompliceret med en nuværende batteri-levetid på 45 minutter. For det andet mener Rob Spence, at lifecast-konceptet er afprøvet uden den helt store kommercielle succes.
Et eyekon for andre
"For tiden arbejder jeg med virksomhedsvideoer, der bliver optaget med et helt almindeligt kamera. Med tiden håber jeg dog på at kunne leve af at optage videoer med mit specialbyggede kamera, som har samme rystelser og perspektiv, som vi kender fra vores eget syn," siger den canadiske instruktør.
Han håber, at hans eyeborg-projekt kan inspirere andre personer, der mangler et øje.
"Vi kan måske blive en hel hær af enøjede filmskabere, som en slags kommentar til overvågningssamfundet," griner han og trykker Computerworld udsendte i hånden som afsked.
