Fristeren har mange ansigter. Ét af dem er en centraliseret indkøbsfunktion. Jeg afholdt russisk aften for 'Ballerup Ølentusiaster' forleden. Eller det var planen. Først meldte formanden afbud. Så meldte alle andre afbud. Og butikken Moskva i København, der skulle have forsynet mig med for eksempel saltede agurker, var lukket.
Det endte derfor med, at min gode ven Søren og jeg delte nogle gode øl fra Ørbæk og diskuterede centraliserede indkøbsorganisationer. Der må have stået nogle journalister og lyttet. Sikkert nogle Sovjet-sympatisører fra Land & Folk, som troede, der var russisk aften.
I hvert fald var der et par dage senere skriverier i pressen om, at Den Danske Fremmedlegion (tidligere kendt som Det Kongelige, Danske Forsvar) købte sove-containere og tilbehør meget dyrt i forhold til, hvad man bare kan hive ned fra hylderne rundt omkring.
Det undrer mig ikke. I it-verdenen har vi for eksempel SKI til at sikre, at der ikke bare kan købes slagtilbud fra en lille, smidig lokal forhandler, endsige købes små dimser til små behov, men at man SKAL have den motherfucker-laptop, som det er besluttet fra centralt hold at standardisere på, også selvom man faktisk kun skal bruge Word.
Der er jo også historien om udviklingsafdelingen et sted i det midtjyske, der plejede at købe pc'er til nye folk hos den lokale. Han leverede gode maskiner, der var billige, og hvis noget ikke virkede, så fiksede han det bare.
Men så kom SKI. Nu koster det minimum det dobbelte per pc, men den ulempe opvejes heldigvis så rigeligt af, at det nu tager meget længere tid at få leveret - kombineret med, at det er umuligt at få hjælp.
Kynikerne hæver prisen
Jeg kender ingen eksempler på, at centraliserede indkøbsorganisationer sparer penge for dem, der skal bruge det, de indkøber. SKI udsender oven i købet nu såkaldte nyhedsbreve, hvor de giver folk gode ideer til, hvordan de kan købe alt muligt, de ikke anede, de havde brug for, thi SKI får jo 1,5 procent af alt, hvad der købes, så forbruget skal selvfølgelig op.
Men jeg kender masser af eksempler på indkøbere, der ikke har faglig indsigt i alle de ting, de skal indkøbe, så de koncentrerer sig om at få rabat. Så føler de, at de har gjort deres arbejde godt. Det har fået nogle kynikere til at hæve prisen forud for forhandlingerne.
En sideeffekt af dette er, at store indkøbere presser de små leverandører hårdere end de store, fordi de KAN, og fordi de store har kapaciteten til at hente det tabte fra gyngerne ind på karrusellerne, skydeteltet, ølboden og ofte også ved at tage penge ved udgangen. Jeg kender også eksempler på centrale indkøbere, der bliver lettere berusede af magten, der følger med de mange penge, de kan købe ind for.
Og så er de sårbare over for charmerende sælgere og tilbud om fodboldkampe, studierejser, billig portvin og smiger. "Desværre, Kommunedata, vi har KUN den gigantiske kopimaskine udstillet i Stockholm, så vi vil gerne invitere jer på en studietur derop," (eksemplet er fra 80'erne, da IBM stadig lavede kopimaskiner).
Når der så er endnu en skandale om aircondition-anlæg til forsvarets sove-containere, der koster mange gange mere end de burde, så kommer kravene om mere tilsyn fra eksperterne og politikerne.
Men hvad skulle det hjælpe? De har jo heller ikke faglig indsigt og viden - og slet ikke interesse - i de dimser, der skal købes.
Vi skal have mange flere små indkøbsafdelinger. Og skoler. Og sygehuse. Og politistationer. Så begynder det hele at virke igen.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
