Mange ledere er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til overvågningen af medarbejdernes internetvaner på jobbet. Og der er mange argumenter, der gør, at erfaringsudvekslinger på området lynhurtigt udvikler sig til et rent tovtrækkeri af holdninger.
Udviklingen fra 'nine to five' til de mere udviskede rammer for, hvornår man udfører sine arbejdsopgaver, har også udvisket rammerne for, hvornår man beskæftiger sig med sit privatliv. For om det så er bestilling af teaterbilletter eller surfing efter nye sko, så kan medarbejderen i mange tilfælde retfærdiggøre sine handlinger med, at vedkommende jo også arbejdede længere den anden dag, logger på om aftenen eller arbejder hjemmefra.
Personligt mener jeg, at de åbne rammer og friheden giver mere arbejdsglæde. Med graden af frihed afhænger så sandelig også af hvilke jobtyper, der tales om. Hvis et job for eksempel udelukkende består af kundekontakt, duer det jo ikke, at halvdelen af dagtimerne bruges til privat surfing.
Der er også et praktisk minus i forhold til friheden. I vore dage bevirker de teknologiske fremskridt nemlig, at det ikke kun er spørgsmålet om frihed, der er vigtigt i forhold til privat surfing på nettet. Lederen skal også overveje de sikkerhedsmæssige risici, der er forbundet med al den frihed på nettet, og her kan man komme i en ubehagelig situation med medarbejderne.
Vira lurer på mange - også helt igennem legitime - hjemmesider, så hvis medarbejderne skal have lov at surfe, skal sikkerheden i hvert fald være høj. Og hvordan sørger man for, at sikkerheden er i orden?
Ligesom man beskytter sine e-mailprogrammer med antivirus- og antispamfiltre, bør man beskytte sin virksomhed mod vira, der bliver opfanget, når medarbejderne surfer eller laver research. Det kan man med antivirusløsninger, realtidsscanning og ved at sætte lås på hjemmesider.
Og det er her, det ubehagelige ligger: Når medarbejderen føler, at lederen ser ham over skulderen for at finde ud af, hvilke sider han besøger.
Sociale netværkssider som Facebook kan kompromittere virksomhedens sikkerhed. Alligevel er det et ømtåleligt emne, når lederen spørger medarbejderen, om han går på Facebook i arbejdstiden.
Desuden er der en del imagerelaterede overvejelser, lederen skal tage stilling til. Er der kategorier af hjemmesider, man ikke vil have virksomheden associeret med? Eller har virksomheden certificeringer eller branchekodeks, der indebærer, at man skal holde sig inden for bestemte rammer?
Uanset hvad, er det vigtigt, at lederen gør klart, at der er bestemte og vigtige grunde til, at overvågning i nogle situationer er nødvendigt. Og hvorfor man kan blive nødt til at blokere medarbejdernes adgang til visse typer sider.
Det vigtigste er, at man som leder laver en grundig undersøgelse af medarbejdernes egentlige behov, inden man begynder at lave regler. Er det overhoved vigtigt for medarbejderen at tjekke webmail på jobbet, og går medarbejderne generelt på Facebook? For hvis disse behov i realiteten ikke eksisterer blandt dine medarbejdere, så er det jo irrelevant at begynde at opstille regelsæt, der føles begrænsende for medarbejderne.
Så min anbefaling vil være, at ledelsen først diskuterer emnet internt: Hvor meget surfing er ok, hvilke kategorier vil vi ikke tillade surfing på, og er der forskel blandt medarbejdergrupperne? Dernæst kan ledelsen undersøge, hvordan medarbejdernes internetvaner i grunden er. Min erfaring er, at mange bliver overraskede over det, statistikken viser om medarbejdernes surf-mønstre. Men på denne måde kan man udarbejde sin virksomheds helt egen, tilpassede surf-politik.
Thomas Holm Jensen er administrerende direktør i it-sikkerhedsvirksomheden SoftScan.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
