I Europa er der lignende diskussioner i gang.
Frankrig har i sidste uge valgt side. Eller rettere sagt - valgt begge sider. For i lighed med den nuværende danske løsning, har franskmændene peget på både ODF og OOXML som de offentlige, åbne standarder.
Franskmændenes holdning til dokumentstandard-spørgsmålet er, at formaterne skal være XML-baserede og ISO-godkendte, hvilket passer til både ODF og OOXML.
Flere lande venter på markedet
Parløbsløsningen skinner også igennem i flere andre europæiske lande, hvor der nogen steder peges vagt på ODF, men der er åbnet for andre standarder. Der er også lande i den modsatte grøft, der slet ikke peger på nogen dokumentstandard.
Fra Konkurrencestyrelsens rapport i august fremgår det eksempelvis, at et land som Tyskland har truffet beslutninger om, at føderale myndigheder skal kunne modtage, læse, sende og redigere dokumenter i ODF-formatet fra 2010, men der kan også anvendes andre formater. Det samme gør sig gældende i et land som Schweiz.
England og Irland venter på markedsudviklingen, mens Spanien og Sverige har valgt, at der ikke skal implementeres præferencer for specifikke standarder.
OOXML fungerer ikke alene
Ingen europæiske lande peger på OOXML som det enestående format - tværtimod.
I Belgien blev ODF allerede i 2006 udpeget som det foretrukne, men ikke eksklusive format i udvekslingen af redigérbare dokumenter. Også nabolandet Holland har peget på ODF's .odt-format samt .doc-formatet som standarden til de offentlige redigerbare dokumenter.
Holland minder på mange måder om Danmark, da de hollandske myndigheder skal efterkomme det såkaldte "følg-eller-forklar-princip", hvor myndighederne kan benytte andre dokumentformatet, hvis der er gode argumenter for det.
Socialdemokraterne ønsker erfaringer
Mens mange europæiske lande gør sig sine erfaringer med de åbne standarder, ønsker flere Christiansborg-politikere med socialdemokratiets it-ordfører Yildiz Akdogan i spidsen, at Danmark skal afholde en konference høste internationale dokument-erfaringer.
Og gerne inden Danmark vælger en eller flere dokumentstandarder.
"Men vi skal jo helst afholde den konference, inden vi træffer beslutningen. For mig er det vigtigt, at vi når helt til bunds og kan træffe en beslutning med god mavefornemmelse frem for at vælge en forhastet hovsa-løsning, der kan få store økonomiske og administrative omkostninger," har Yildiz Akdogan tidligere udtalt til Computerworld.
Blandt andre Venstre bakker de internationale konferencer op, også selv om Danmark inden en eller flere konferencer har truffet sit dokumentvalg.
"Vores afgørelse står jo ikke hugget ind i runesten, og vi vil løbende forhandle om eventuelle udskiftninger i dokument-setup'et i den offentlige sektor," har Venstre it-ordfører Michael Aastrup Jensen fortalt til Computerworld.
Artiklen fortsætter på næste side...