Det kan godt lade sig gøre at få talegenkendelse til at fungere som journalværktøj blandt lægerne i Region Sjælland, som har afsat over 100 millioner kroner til teknologien.
Men det kan nemt gå galt, fordi der er en række faldgruber, man skal passe på, når man indfører teknologien på regionens sygehuse.
"Dem skal man arbejde med. Men det kan godt lade sig gøre," siger Børge Lindberg, som er leder af Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, og som oprindelig er lektor i taleteknologi.
Den første udfordring er integrationen. Dels mellem selve systemet til talegenkendelse og de eksisterende systemer, men også mellem lægen og talegenkendelsessystemet, forklarer han.
Integration
"Lægen skal kunne se, hvad systemet tror, han har sagt. For hvis rette-processen bliver for omstændig, så går det galt," siger Børge Lindberg.
Han forklarer, at der er to elementer, der kan medføre fejl. Nemlig systemer, som kan misforstå lægen og lægen, som kan komme til at sige noget forkert eller uforståeligt.
"Den trænede lægesekretær ved nogle gange, hvad lægen mente, og altså ikke sagde. Den egenskab får talegenkenderen nok aldrig. Vi mennesker kan nedskrive og stave ord, som vi aldrig har hørt før. Talegenkenderen kan først gøre det, når det nye ord ligger i dens ordforråd," siger Børge Lindberg.
Han forklarer, at der i en række situationer er et stensikkert fejlretningsbehov. Eksempelvis hvor lægen fortryder, hvad han har sagt, eller hvor systemet misforstår lægen.
Men der kan også opstå fejl som er kritiske, eksempelvis at usikker bliver til sikker. Og er lægesekretæren ikke involveret, er der jo kun lægen, der kan afgøre dette, og dermed bruge tid på det, forklarer institutlederen.
Nøjagtighed
Ifølge Børge Lindberg er det vigtigt, at talegenkendelsessystemet er i stand til at genkende en meget høj procentdel af de ord lægen siger.
"Hvis man har en genkender, der genkender med cirka 90 procents nøjagtighed, det vil sige 10 procent fejl, så er den ubrugelig," siger Børge Lindberg.
"Lad os antage at en sætning i snit består af 10 ord. Så vil hver eneste sætning gennemsnitligt være fejlbehæftet. Og det vil ingen kunne leve med," understreger Børge Lindberg, som forklarer, at man skal op på mellem 97 og 98 procents nøjagtighed før systemet kan bruges.
Børge Lindberg fortæller, at talegenkendelsessystemer af uforklarlige årsager genkender nogle personer bedre end andre, selvom alle er normaltalende.
"Hvis en læge er nede på 93 procent, vil det begynde at blive irriterende at bruge systemet," siger han, og peger på, at en del læger desuden ikke taler et godt nok dansk med normal udtale, sådan som talegenkendelsen forudsætter.
Tilpasning tager tid
Talegenkendelsen skal også tilpasses til den enkelte læge, hvilket er en proces, som kan tage omkring en halv time, forklarer Børge Lindberg. Herefter opdateres den enkelte persons akustiske profil i øvrigt løbende, hver gang man benytter systemet.
Men ifølge Børge Lindberg spiller brugerskaren omkring systemet ind på succesraten. Hvis der er tale om et miljø med stor udskiftning af turnuslæger, som muligvis kun skal benytte systemet i få dage, kan det være irriterende og uproduktivt, at man skal bruge en halv time, inden man kan tage talegenkendelsen i brug første gang, forklarer Børge Lindberg.
"Så bliver talegenkenderen ikke trænet godt nok, med lavere performance til følge," siger han
Derfor har stabiliteten af brugerskaren med andre ord også indflydelse på kvaliteten af talegenkendelsen, forklarer institutlederen. Hvis der er stor udskiftning og kortvarigt brug, falder accepten også af talegenkendelsen.
Samtidig generer og forringer larm og støj generelt talegenkendelsen. Det kan ifølge Børge Lindberg i nogen grad afhjælpes med mikrofoner, der sidder tæt til munden. Men miljøet skal helst være så stille som muligt, forklarer han.
Vaner
Læger, som i årevis har været vant til at indtale en journal til en lægesekretær, skal nu til at diktere anderledes.
"De må ikke tale så sjusket, som de måske har vænnet sig til.
Derfor er der brug for en tilpasning af rutinerne, så lægerne vænner sig til, at de taler til en talegenkender og ikke en lægesekretær, forklarer Børge Lindberg.
"Og det er der nogle, som har lidt svært ved, og/eller slet ikke ønsker," siger han, og gætter på at denne holdning er mest udbredt hos den lidt ældre generation af læger.
Ifølge Børge Lindberg er det imidlertid ikke nok at have klaret disse faldgruber på vejen mod talegenkendt journalskrivning. Egentlig skal man starte med at undersøge, hvad gevinsten skal være.
Han forklarer, at gevinsten eksempelvis kan være et bedre patient flow, eller at patientjournalerne bliver bedre. Besparelser på lægesekretærerne er der ikke nødvendigvis meget ide i, hvis der i stedet skal bruges mere tid hos lægerne, som er en mere omkostningstung og knap ressource.
"Men et eller andet sted skal der være en gevinst. Ellers er der ikke nogen fidus i at kunne tale til en computer," siger han.
