Af Søren Lauridsen, Computerworld Online & Pia Lykke, IT-Branchen
Et flertal af danske forældre vil gøre det sværere for børnene at se porno og vold på Internet. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at mere end halvdelen er villige til at installere filtre på computeren. 38 procent synes, der er problemer med børns brug af Internet.
Heraf peger næsten alle på pornografiske sites som det største problem, mens også vold og racisme nævnes. Direkte spurgt siger 75 procent, at det største problem med Internet er, at der er for mange pornografiske sider.
Et af de sites, der lige nu er et af de mest populære blandt teenagere, er newgrounds.com - en hjemmeside, der gør grin med tidens kendte pop- og rockidoler. Her er en af de mest brugte kategorier parodier af poppigen Britney Spears. De manipulerede billeder er af forskellig grovhed, men et sted vises Britney Spears i samleje med en hund - et andet har skiftet hunden ud med et grønt monster.
Det er blandt andet sites som dette, der har fået Tele2 og Red Barnet til at arrangere konferencen Gråzoner på Internet, som afholdes torsdag på Christiansborg. Som et led i konferencen har Gallup og Wapmore undersøgt 1000 Internet-brugeres holdninger til Internet og filtrering.
Børnevenligt net
53 procent svarer, at de vil benytte sig af et tilbud om en børnevenlig udgave af Internet, hvis udbyderen tilbyder en sådan. Samtidig svarer 47 procent dog, at det hovedsagelig er op til brugerne og forældrene at begrænse adgangen til anstødelige hjemmesider. 22 procent mener, at det er op til Internet-udbyderne.
Centrumsdemokraterne stillede i december i Folketinget forslag om, at computere på offentlige steder, som for eksempel biblioteker, fik installeret filtre. Forslaget blev dog trukket tilbage, da der ikke var tilstrækkelig opbakning til det. I den forbindelse markerede foreningen Digital Rights sig i debatten.
? Min holdning er, at vejen med filtre er en teknisk forjættende løsning, men at man famler i blinde. De erfaringer, jeg har hørt om netfiltre, fortæller om mange problemer. Blandt andet, at filtrene også sorterer en masse god og lødig information fra, siger Rikke Frank Jørgensen, formand for Digital Rights. Hun mener i stedet, at man som forældre bør ruste sine børn ved at fortælle dem om, hvad Internet er på godt og ondt.
På trods af, at forældrene ser flere problemer ved deres børns brug af Internet, er den overordnede tillid til mediet dog ikke fjernet. Fire ud af seks svarer, at de er trygge ved børnenes brug af nettet.