Intro
Fremtidens processorer vil have to kerner eller mere – det er AMD og Intel enige om. Men hvor flerprocessor systemer tidligere har været forbeholdt servere og kraftige arbejdsstationer, vil vi alle om få år have minimum to processorer siddende i vores desktop pc.
Svaret på mange af processor fabrikanternes problemer er nemlig at sætte to processorer på én og samme chip.
Disse processorer kaldes dual core eller dobbeltkerne processorer, og de kan sikre, at pc’ens ydelse vil kunne forsætte med at stige med samme fart, som det har været tilfældet gennem de sidste 30 år.
Panden mod muren
Som de fleste efterhånden er klar over, bankede Intel hovedet mod gigahertz muren sidste år og måtte erkende, at Pentium 4 processorens Netburst arkitektur ikke kunne skaleres op til de 10 gigahertz, som man tidligere regnede med.
Faktisk gik man i stå ved 3,8 GHz, og vurderingen fra Intels side var, at det ikke kunne betale sig at øge frekvensen yderligere.
Et af de helt store problemer i den forbindelse er varmen. Jo hurtigere en processor skal arbejde, jo mere strøm skal den bruge, og jo mere varme udvikler processoren.
Varmen skal ledes væk fra processoren, så den ikke brænder sammen, og man nåede simpelthen grænsen for, hvad der kunne klares med den nuværende luftkølingsteknologi, hvis man da ikke ville sidde i stue med en mindre vindmølle.
Da det således er slut med at øge ydelsen med massive stigninger i clockfrekvensen, har Intel og AMD måtte tænke i alternative baner, og resultatet er processorer med mere end én kerne.
Umiddelbart skulle man måske tro, at to kerner må være dobbelt så godt som en, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. I hvert fald ikke for gennemsnitsbrugeren og den software, han eller hun bruger i dag.
Software til dobbeltkerne
For at kunne udnytte kræfterne i en dobbeltkerne processor kræver det en af to ting – og gerne en kombination.
Enten skal man have startet to applikationer, som kan arbejde samtidig, eller også skal det program, man arbejder med, være forberedt på at kunne bruge mere end en processor.
For sidstnævntes vedkommende kræver det, at softwaren er programmeret og kompileret med tanke på, at det skal kunne have flere tråde i gang på samme tid. Det vil sige, at programmet kan fordele arbejdsopgaverne på begge processorer, og det kan forøge hastigheden dramatisk. Desværre er det ikke tilfældet med hovedparten af den software, der kan fås i dag.
Med ydelsesforbedringer, der i bedste fald kan nå helt op på 80 procent er der dog store perspektiver i brugen af dobbeltkerne processorer.
Almindelige brugere vil dog ikke mærke den store forskel i de mest almindelige applikationer som tekstbehandling, surfen på internettet, afspilning af musik eller chat. Disse arbejdsgange vil ikke blive hurtigere.
Der findes dog programmer, hvor brugeren vil kunne drage stor nytte af to processorer. En krævende opgave er for eksempel, når video eller lyd skal komprimeres til eksempelvis MPEG 2 film og MP3 lyd.
Denne type opgaver vil være ren guf for dobbeltkerne processorer, som vil klare opgaverne meget hurtigere end et system med kun en processor.
Spil kan drive udviklingen
Også spil vil kunne udnytte de mange hestekræfter, men der kommer nok til at gå et stykke tid, inden spiludviklerne for alvor er klar til at udnytte teknologien.
Processorens ekstra kræfter vil ikke kunne bruges til meget i forbindelse med grafikken, da grafikkortene i dag har overtaget langt hovedparten af dette arbejde.
Tilbage er så ting som kunstig intelligens til computerskabte fjender og simuleringen af en realistisk fysisk verden, hvor tingene i spillet har masse og fylde og kan påvirke hinanden i forhold til almindelige fysiske love.
Kaster man en papkasse på en bil i et spil, skal papkassen naturligvis bare ramme og falde ned, men kaster man i stedet en bowlingkugle på bilen, skal det resultere i en bule i bilen.
Det lyder måske forholdvist simpelt, men det er uhyre krævende for en computer at holde styr på disse ting i realtime, og det vil blandt andet være disse aspekter i spillene, som vil kunne gøres mere realistiske i fremtiden.
Problemet er bare, at spiludviklerne i forbindelse med udviklingen af spillet er nødt til at programmere til laveste fællesnævner. Hvis en spiludvikler har sat sig for, at spillet skal kunne bruges på en processor med en 1,5 GHz processor, så nytter det ikke at programmeringen er så avanceret, at afvikling af spillet kræver en 3,2 GHz dobbeltkerne processor.
Hvis spillet udvikles til dobbeltkerneprocessorer, så fjenderne i spillet bliver klogere, betyder det i princippet, at spillets grundregler ændrer sig.
Det vil medføre øget udviklingstid, da det skal testes og afbalanceres i forhold til brugerne, så det ikke bliver for svært at vinde. Derfor er programmørerne nødt til at sørge for, at spillets grundregler opfører sig ens, uanset om brugeren har en eller to processorer i sin pc.
Indtil dobbeltkerne processorerne bliver standard, og software producenterne kommer på omgangshøjde, er det nok de færreste almindelige brugere, som vil kunne mærke nogen forskel på, om pc’en har en enkelt hurtig processor eller en dobbeltkerne processor.
Både Intel og AMD er da også enige om, at det inden for en overskuelig fremtid stadig vil være de hurtigste enkeltkerne processorer, der vil give den bedste ydelse for gennemsnitsbrugeren, da dobbeltkerne processorerne vil få en lavere clockfrekvens.
Dobbeltkerne i fremtiden
Men dobbeltkerne processorer er også i høj grad fremtidsrettet.
Mulighederne for, hvordan vi kan bruge vores pc, ændrer sig nemlig hele tiden, og det er slet ikke sikkert, at vi i dag kan forestille os, hvordan vi bruger pc’en om fem år – og hvad det vil kræve af computerkraft.
Selv om tekstbehandling ikke er blevet bedre, end dengang den kørte på en 400 MHz processor, så betyder de hurtige processorer i dag, at vi kan arbejde i tekstbehandlingsprogrammet, samtidig med at vi downloader en fil fra internettet og afspiller musik på pc’en.
Vores måde at bruge pc’en på har ændret sig, og derfor kan vi alligevel udnytte de mange ekstra kræfter i moderne processorer. Der er ingen grund til at tro, at den udvikling stopper med dobbeltkerne processorer.
Blandt andet håber Intel på, at computeren bliver stuens omdrejningspunkt, der kan fungere som spilmaskine, samtidig med at den også agerer videooptager, dvd og musikafspiller for resten af husstanden. Og så skal dobbeltkerne processorerne nok få deres sag for.
Dobbeltkerne processorer på vej til hjemme pc’en
Andet kvartal 2005:
Pentium D er en dobbeltkerne Pentium 4 processor med en systembus på 800 MHz, men uden HyperThreading.
Pentium Extreme Edition 840 er navnet på dobbeltkerne udgaven af Pentium 4 Extreme Edition. Processoren får en systembus på 1.066 MHz samt understøttelse af HyperThreading.
Fjerde kvartal 2005:
Yonah er kodenavnet for Intels kommende Pentium M processor til bærbare pc’er. En dobbeltkerne udgave skulle være klar i slutningen af 2005.
Andet halvår 2005:
AMD vil være klar med dobbeltkerne processorer, baseret på Athlon 64 arkitekturen til både bærbare og desktop pc’er.
