Test: Smid harddisken på nettet

Med en god bredbåndsforbindelse kan nettet bruges som harddisk. Masser af online lagertjenester tilbyder gratis eller billig plads på deres servere, og det er en god løsning til fjernbackup og fildeling.

Test: Smid harddisken på nettet

I denne artikel tester vi seks online backup- og lagertjenester, men vi kunne lige så godt have testet 600.

Der eksisterer så overvældende mange nettjenester, der tilbyder gratis eller betalt lager, at markedet er fuldkomment uoverskueligt. Ikke mindst fordi online lagre profilerer sig selv på forskellige måder. Nogle slår sig op som backup-tjenester, mens andre primært er til fildeling.

Så er der dem, der forsøger at være en online usb-hukommelse, og igen andre der primært vil bruges som billede- og datalager i forbindelse med netauktioner som eBay og sociale netværk som MySpace.

Det har ikke været muligt at nå ud i de fjerneste afkroge blandt de mest eksotiske lagertjenester, men vi har som sagt fundet seks populære lagre, der repræsenterer forskellige varianter. Box.net er godt til fildeling, mens IDrive og Mozy er dedikerede backuptjenester. MediaMax, Omnidrive og VMN Storage fungerer derimod primært som online usb-hukommelse.

Afhængig af, hvad ens behov er, vil man nok vælge forskelligt, så testen burde indeholde et brugtbart produkt til alle.

BEMÆRK: En tidligere udgave af denne test erklærede AOL’s Xdrive som testvinder, men det viste sig efterfølgende, at det var for problematisk for europæere at oprette en konto på denne tjeneste, samtidig med at registreringsmulighederne ændrede sig. Derfor er Xdrive desværre taget ud af testen.

Sådan testede vi

Mindste konto (10 point): De fleste online lagertjenester tilbyder en eller anden form for begrænset gratis konto for at lokke kunder til. Her vurderer vi, hvad man får uden at betale.

Største konto (10 point): Selv mod betaling får man ikke altid alt. Der er stor forskel på, hvad betalingskonti giver, så her sammenligner vi lagertjenesternes største konti.

Sikkerhed (20 point): Kodeord-beskyttet er de alle, men sikkerheden bliver først i orden, når både kommunikationen til at fra lagertjenesten samt opbevaringen af filerne er krypteret.

Interface (30 point): Her vurderes det, hvordan man får adgang til sit online lager. Vi kigger efter webinterface, et skrivebordsinterface i form af en applikation, et email-interface så man kan maile filer til sit lager og til sidst også, om man kan læse/skrive direkte fra programmer som Word og Photoshop direkte til lageret.

Brugervenlighed (30): Ingen test uden vurdering af brugervenligheden, som her vurderes både på brugergrænsefladen, men også som helhedsindtrykket af tjenestens konti, sikkerhed og interfaces. Det er her, at en god tjeneste virkelig kan score point.

Box.net - fint til fildeling

Box.net er udviklet af et par unge fyre fra USA, der startede virksomheden med et par notebooks i forældrenes kælder. Ikke desto mindre er Box.net i dag et ret godt online lager, der kan måle sig med de største.

Skal man komme med en kritik må det være den begrænsede båndbredde på både deres konti og så, at de kun tilbyder et webinterface. Box.net skriver godt nok, at de også tilbyder et email-interface, men selv efter grundig research lykkedes det ikke at finde eller benytte denne funktion.

Når man uploader via webinterfacet, foregår det med en eller flere filer ad gangen. Man kan dog vælge at lade Box.net installere en java-applet, og så kan man trække-og-slippe flere dokumenter og hele mapper direkte op til ens online lager.

Brugergrænsefladen hos Box.net er meget flot og tidstypisk, og der tilbydes desuden en del ekstra faciliteter såsom nøgleord på filer, postning af filer til en blog samt deling af filer via sit venne-netværk. Alt i alt et ret godt online lager.

VURDERING 56/100

IDrive – udmærket til backup

IDrive tilbyder nogle ret gode konti og fin sikkerhed, men produktet er ufleksibelt omend både let og effektivt af benytte.

Fordi IDrive ikke har noget webinterface, er man nemlig nødt til at have IDrive-programmet installeret, hvis man skal have adgang til sit online lager. Derfor er IDrive kun interessant for dem, der har brug for mere eller mindre automatisk backup.

Backup kan automatiseres til at køre i baggrunden, og man kan selv bestemme, hvor meget båndbredde denne backup må bruge. Så kan man til gengæld også lave backup af filer og mapper blot ved at højreklikke på dem og vælge enten Backup Now eller Add to Backup Set. Man kan også benytte IDrives backupprogram til at vælge, hvad og hvornår der skal laves backup.

IDrive installerer også sit online-lager som et virtuelt drev sammen med pc'ens harddiske og cd-drev, og man kan åbne dette drev og kopiere data fra det ved hjælp af træk-og-slip metoden. Desværre kan man ikke kopiere data op på online-drevet på samme måde, hvilket igen giver et indtryk af et ufleksibelt produkt.

Som online backupløsning er IDrive fin, og brugergrænsefladen er rimeligt god.

VURDERING 62/100

MediaMax frister, men ender i bunden

Hvis man kan se bort fra begrænsningen i båndbredden og den manglende sikkerhed, er MediaMax et vældig godt sted at gemme masser af filer online. De 25 gigabyte online plads er nemlig det første man bemærker ved den gratis MediaMax-konto.

Men inden man forelsker sig alt for voldsomt i tanken om en gratis backup af ens komplette samling af digitalfotos og mp3-musik, skal man lige bide mærke i, at man kun må flytte en gigabyte ind og ud af kontoen pr. måned. Det vil sige, at det tager 25 måneder eller godt to år at fylde det store, gratis lager. Nedtur!

Undrer man sig over, at MediaMax ikke oplyser om kryptering af hverken overførsler eller lager, er det fordi, der efter alt at dømme ikke er nogen sikkerhed. Man kan uploade filer via ubeskyttet ftp til sit lager (men ikke downloade via ftp), og sikkerhed ud over passwordbeskyttelse er ikke noget man finder hos MediaMax.

Til gengæld får man et godt webinterface, og et rimeligt godt backup-program med indbygget filhåndtering. Dette programmer hedder MediaMax XL, og kan bruges til backup af udvalgte mapper på pc'en. Man kunne godt have ønsket sig et lidt mere raffineret planlægningsværktøj til sikkerhedskopieringen, men det kan da bruges.

Til trods for de 25 gigabyte gratis plads, ender MediaMax alligevel i bunden af testen.

VURDERING 47/100

Mozy giver backup og super sikkerhed

Har man brug for at dele sine filer med andre, eller at kunne downloade filer fra sit online lager, når man sidder ved en fremmed pc, er det ikke Mozy, man skal have fat i. Men har man brug for ubegrænset og topsikret backup af pc'en, er Mozy en klar hitter.

Ubegrænset sikkerhedskopiering af pc'en. Ubegrænset! Man kan lave backup af så mange gigabyte, man ønsker, og der er ingen grænser for, hvor meget båndbredde man må bruge.

Der er en øvre grænse på 2 gigabyte, hvis man vælger gratiskontoen, men sikkerheden er helt i top, og Mozy er i det hele taget meget sammenlignelig med IDrive, idet Mozy også er en rendyrket backupløsning.

Der er intet webinterface til Mozy. Man skal downloade Mozy's backupprogram for at kunne læse og skrive filer til sit online lager, og dette foregår udelukkende som backup.

Der er ingen træk-og-slip filhåndtering. Til gengæld skal det siges, at der er godt med konfigurationsmuligheder i Mozy's backupprogram, og man kan blandt andet bestemme, om sikkerhedskopieringen skal vente, til pc'en ikke bruges, og hvor meget båndbredden sikkerhedskopiering må bruge.

Begejstringen for Mozy er altså stor, men når man ikke kan bruge det til andet end backup, dæmpes den en anelse.

VURDERING 60/100

Omnidrive – vældig god til det meste

Båndbredden er i bund hos Omnidrive, men til gengæld ligger priserne i den høje ende. Det kan Omnidrive tillade sig, fordi de tilbyder et rigtig velfungerende online lager.

Omnidrive er et online lager, der kan det hele - eller i hvert fald det meste. Man får et fortræffeligt webinterface, og installerer man Omnidrive på sin pc, integreres lageret som et virtuelt drev på linje med pc'ens harddiske, og man kan derefter blot trække-og-slippe filer direkte til drevet.

Man kan også læse og skrive direkte på det virtuelle drev fra sine applikationer, og så er Omnidrive tilmed integreret med Zoho Office , så man kan læse og skrive dokumenter fra sin online tekstbehandling til sit online lager. Det er snildt.

Ønsker man at benytte Omnidrive som automatisk backup, bruger man blot sit favorit backupprogram, så i denne kapacitet excellerer Omnidrive også. Man får til gengæld ikke andet at vide om sikkerheden, end at den er der, og så er gratis-kontoen kun på en gigabyte og med en fem gigabyte begrænsning på båndbredden. Det er ikke helt super.

Punger man ud med en lille hundredekroneseddel om måneden, får man 50 gigabyte, hvilket må siges at være OK, så på nær begrænsningene i båndbredden er Omnidrive altså teknisk set et strålende online lager.

VURDERING 64/100

VMN Storage er bare ftp

VMN Storage er ikke det mest brugervenlige online lager. Det er faktisk blot en krypteret netadgang til en server, men for nogle er dette måske den helt rigtig løsning. Når VMN Storage skriver, at man kan få adgang til sine filer uanset hvilken pc, man sidder ved, er det nemlig ikke helt forkert.

Man vil dog nok forvente at det foregår via et webinterface, men sådan et tilbyder VMN Storage ikke. De tilbyder heller ikke en special-applikation, man kan downloade og installere, men derimod blot en krypteret ftp-adgang til deres server.

Dette er i mange sammenhænge faktisk vældig brugbart, for så har man større frihed til at bruge sin favorit ftp-applikationer. Man får dog tilbudt at downloade AceFTP fra VMN Storage's webside, og den fungerer såmænd strålende. Men vil have have adgang til sine filer fra en fremmed pc, er det nødvendigt, at den har et ftp-program installeret. Dette er ikke altid optimalt.

Man får ubegrænsede filstørrelser og båndbredde, men kun en enkelt gigabyte gratis plads. Man kan selvfølgelig betale for mere, men man skal lige bide mærke i, at ens filer ikke er krypterede på serveren. Dommen må derfor være, at VMN Storage kan være interessant for de lidt mere teknisk interesserede, men ikke så spændende for almindelige brugere. VMN ender derfor i bunden af testen.

VURDERING 50/100

Samlet skema

Dette skema giver overblik over de forskellige programmers karakterer. Klik på billedet for at se det i et større format.

Konklusion

At blive testvinder, når man samtidig er et af de dyreste produkter er for sin vis ikke overraskende. Omnidrive gør det godt, men IDrive og Mozy ligger lige bagefter. Især i denne test gælder det, at det ikke er alle produkter, der svarer til alles behov, og derfor er testvinderen måske ikke det rette produkt for enhver.

Omnidrive har et rigtig godt interface og de fleste faciliteter, men man hæmmes lidt af den begrænsede båndbredde. Er det fuldstændig ubegrænset og sikker backup af sin pc, man vil have, er det en IDrive- eller Mozy-konto til 28 kroner om måneden, man skal vælge. IDrive vinder på point, fordi man simpelhen får en bedre brugergrænseflade, men de to tjenester er meget sammenlignelige.

VMN Storage er muligvis testvinder for dem, der bare vil have gratis ftp-adgang til en server ude i verden, og for dem der har brug for en hel terabyte lager, er MediaMax selvfølgelig vinderen.

Men for alle os almindelige brugere, der gerne vil have en online backup af vores vigtigste dokumenter - en online backup vi kan tilgå fra andre pc'er, og som vi kan læse og skrive til på alle relevante måder, må Omnidrive være det bedste valg.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere