Handy kamera med avanceret automatik

Med trykfølsom skærm, stærk vidvinkel og et væld af automatiske finesser er Panasonic Lumix FX500 et flot flagskib. Men prisen er høj, og hvordan ser billederne ud?

Rør dine billeder

Hvis man holder af teknik, kan man kun blive imponeret over Panasonics nye flagskib inden for lommekameraer. Lumix FX500 er spækket med de seneste elektroniske finesser - og vandt da også den prestigefyldte TIPA-pris for årets bedste digitale kompakt-kamera i Europa.

Kompakt er det i hvert fald - med dimensionerne 95 x 57 x 23 millimeter og en vægt på 175 gram. Lækkert er det også, selv om det flotte alu-hus på bagsiden går over i sort plast.

Det nyudviklede Leica-objektiv har optisk stabilisator, som giver færre rystede billeder. Objektivet leverer 5x zoom med en brændvidde svarende til 25 - 125mm.

God og ærlig løsning

Det er en vidvinkel langt ud over det sædvanlige. Og en kæmpe fordel når du fotograferer større forsamlinger og bygningsværker. Eller bare er fanget i et trangt lokale eller en anden situation, hvor du ikke har mulighed for at "zoome ud med fødderne".

Nogle vil måske savne lidt i den anden ende, men zoomen kan næsten fordobles fra 5x til 9x, hvis opløsningen reduceres til tre megapixel.

Her er altså tale om en regulær beskæring af motivet, hvor billedkvaliteten ikke lider skade som følge af interpolering. Hele billedet bliver bare "mindre". Det er en god og ærlig løsning, som også Sony har brugt en del.

Trykfølsom skærm

Men det er den trykfølsomme tre tommer skærm, der virkelig kommer til at sælge dette kamera. Skærmen er skarp og klar - også uden døre, da lysstyrken automatisk justeres efter de aktuelle lysforhold.

Frem for alt kan man stille skarpt på en del af motivet ved simpelthen at pege på det. Man kan også justere blænde, lukkertid og eksponerings-kompensation ved at føre pegefingeren over skærmens virtuelle skydeknapper.

Det fungerer overraskende godt, faktisk bedre end i mange kompaktkameraer med fysiske knapper.

Også når man gennemser billederne, er tryk-skærmen en stor gevinst. Du kan lynhurtigt udpege et foto fra oversigten, zoome ind på udvalgte områder - og endda rulle rundt i motivet med pegefingereren. Her går der næsten lidt iPhone i den.

Automatisk

Mange er glade for faste optage-programmer, så Panasonic har indbygget hele 20 af slagsen. Ud over de gængse som sport, portræt og landskab får du både mad, fest, baby, kæledyr, stjernehimmel og altså mange flere.

Mest imponerende er dog det automatiske scenevalg. Når elektronikken ser, at motivet domineres af et ansigt, vælger kameraet selv portræt-programmet. Og hvis du går meget tæt på blomsterne og bierne, skiftes her automatisk til makroindstilling.

Tilsvarende kan den intelligente ISO-kontrol registrere, om motivet er i bevægelse. I så fald skrues der op for følsomheden og ned for lukkertiden, så skarpheden bevares.

Hjælpsomt kamera

Hertil kommer den intelligente eksponering, der kan hive detaljer frem fra skyggen, uden at partier med højlys "brænder ud". Og hvis blitzen efterlader røde øjne, fjernes de naturligvis i kameraet.

Den automatiske fokus støtter sig til ni punkter og stiller automatisk skarpt på helt op til 15 ansigter i samme motiv.

Den kan indstilles til kontinuerlig skarphed, som giver hurtig og effektiv respons - også til omkringfarende børn. Generelt er kameraet hurtigt og responsivt i forhold til andre kompaktkameraer.

I god kvalitet (fine) kan du skyde op til 2,5 billeder i sekundet - om end kun i godt et sekund (tre billeder).

Billedkvaliteten

Alt i alt er FX500 et af de mest hjælpsomme kameraer, vi endnu har prøvet. Når alt står på Auto, er det faktisk svært at tage mislykkede billeder med dette apparat. Omvendt vil kræsne fotoentusiaster finde, at der også er langt mellem de egentlige mesterskud.

Problemet er - som så ofte før - den lille billedsensor, der på grund af markedsvilkårene kombineres med en urealistisk høj opløsning (10 megapixel). Resultatet er billedstøj, som her trænger sig på allerede fra lave ISO-tal.

Du får altså synlige korn i billedet, også når solen skinner. Andre typiske billed-problemer som fortegning og lilla kanter er derimod holdt flot i ave, hvilket udløser et anerkendende nik til Leica-optikken.

Video-kvaliteten er også forholdsvis god, uden at kameraet dog på nogen måde kan erstatte et rigtigt videokamera.

Til feriefolket

Billederne lagres på et SD-kort, som ikke medfølger, og derfor har apparatet et indbygget "alibi-lager" på sølle 50 megabyte. Så længe kort-priserne er så lave som nu, kan vi ikke hidse os op over dette.

Det genopladelige batteri har ifølge Panasonic saft til 280 billeder, men hvis du gør flittigt brug af tryk-skærmen, blitzen og den kontinuerlige autofokus, skal du regne med væsentligt mindre. I så fald vil et ekstra batteri være en fornuftig investering.

Voldsom pris

Som de fleste kompaktkameraer er FX500 ikke rettet mod foto-entusiaster. Hvis billedkvaliteten er altafgørende, er det svært at forlige sig med billedstøjen, og prisen er ret voldsom for et kompaktkamera.

For samme beløb kan du blive ejer af et Canon 400D inklusive objektiv, som giver billeder i en helt anden klasse. Men sådan et kamera er selvfølgelig ikke nær så handy, og så kræver det mere af fotografen.

FX500 reder fire stjerner på det kompakte design, den lette betjening - og især den avancerede automatik, som er guld værd for "ferie-fotograferne".

Annonceindlæg fra Computerworld

Udsolgt succes rykker i større rammer og offentliggør stjerneprogram

Computerworlds Cloud & AI Festival tager konsekvensen af sin egen succes

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

Kari Lehtimäki

Den danske eID-virksomhed Idura

Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job