Strøm til vand
Strøm gennem havet
I et elektrisk kredsløb skal strømmen ud fra generatoren og hen til forbrugeren
og hjem til generatoren igen. Det er nødvendigt, for at generatoren
hele tiden kan sende strømmen af sted med spænding. Derfor skal der altid
bruges to ledere. Det giver et problem, når de to ledere ligger tæt ved
siden af hinanden i et jordkabel og skal føre vekselstrøm. Problemet består
i, at noget af strømmen i kablet bliver brugt til at lade det op. Jo længere
kablet, er jo mere skal det lades op. Resultatet bliver, at når kablet får en vis
længde, bliver ladestrømmen lige så stor som den strøm, der kan løbe i
kablet. Der vil så ikke komme strøm ud i den anden ende af kablet. Højspændingskabler
med vekselstrøm må derfor ikke blive for lange. Heldigvis
opstår problemet ikke ved jævnstrøm.
Hvis et jordkabel med højspænding skal være langt, er det derfor nødvendigt,
at kablet fører jævnstrøm. Kontek-forbindelsen er et eksempel på sådan
et kabel. Det går fra Bjæverskov på Sjælland til Rostock i Tyskland og
forbinder det sjællandske ledningsnet med det tyske. Kontek-forbindelsen
har en længde på 175 km. Kablet har en spænding på 400 kV og kan sende
en strømstyrke på 1.500 ampere. På hele den lange strækning er det
gravet ned i jorden eller i havbunden.
I et kredsløb skal strømmen som nævnt føres både frem og tilbage. Gennem
Kontek-kablet føres strømmen frem til Tyskland, og når strømmen skal
tilbage, anvendes Østersøen som den anden leder. Det kan lade sig gøre
på følgende måde:
I Bjæverskov bliver vekselstrømmen fra det sjællandske ledningsnet lavet
om til jævnstrøm. Det sker i en
converter station (forvandlingsstation), hvor
vekselstrømmen ved hjælp af tyristorer bliver ensrettet. Den negative elektrode
på converter stationen bliver tilsluttet kablet til Rostock, mens den
positive elektrode går ud i Køge bugt ved Stevns. I Østersøen ud for
Rostock ligger den negative elektrode, så havet mellem Rostock og Stevns
bliver den anden leder. Når strømmen kommer til Rostock, afleverer den i
en converter station energi til det tyske ledningsnet. Derefter vender den
hjem til Bjæverskov gennem vandet. I den tyske converter station laver tyristorer
jævnstrømmen om til vekselstrøm igen, som kommer på det tyske
ledningsnet.
Kilde:
http://www.nkt.dk/dk/Menu/CSR/Skoleservice/bliv_elektrisk.pdf