1. Test: Nintendo 3DS er en gimmick
Da Nintendo første gang viste deres nye håndholdte konsol 3DS frem på spilmessen E3 i Los Angeles i 2010, var det med en vis skepsis, at fænomenet måtte tages i øjesyn. Det var svært at tro på, at den lille spillemaskine vitterlig kunne levere et 3D-billede helt uden brug af aktive eller passive briller.
Men faktum var, at det kunne Nintendo faktisk. Fornemmelsen, når øjnene fæstner sig på konsollens øverste 3,53 tommer store skærm, er lidt som at kigge på de der tredimensionelle billedkort, som i gamle dage fulgte med morgenmadspakkerne. Hvor en let vippen fik det til at tage sig ud, som om billedet ændrede sig - som om det havde en ekstra dybde.
Pludselig ser man dobbelt
Effekten i såvel spil som filmklip er meget overbevisende, men også en anelse kvalmefremkaldende. For nok er den store dybde i billedet og den klare fornemmelse af forgrund og baggrund imponerende, men den er også anstrengende i længden. Blot et af mange argumenter for, at Nintendo med rette har placeret en skydeknap i skærmens højre side, så spilleren selv kan indstille 3D-effektens dybde - eller simpelthen helt slå den fra.
Men ikke så snart har betagelsen af 3D-effekten indfundet sig, før det også bliver klart, at spillekonsollen kun har en meget lille betragtningsvinkel, hvor 3D-effekten fungerer optimalt. Så snart konsollen vippes i kampens hede, og øjnene pludselig falder bare lidt skævt på skærmen, forsvinder den eftertragtede 3D-effekt. I stedet ser man dobbelt, hvilket ikke kun spolerer indlevelsen i spillet, men også i det forkerte øjeblik er regulært ødelæggende for spiloplevelsen.
Når man for eksempel i spillet Pilotwings Resort skal flyve gennem et antal ringe, så er det ikke ligefrem nemmere, når de enkelte ringe pludselig optræder dobbelt i skærmbilledet. Endnu et argument for at slukke for 3D-effekten.
2. Nu med analog styring
Rent fysisk ligner Nintendo 3DS sin forgænger. Det er fortsat kun den nederste 3,02 tommer skærm, der er trykfølsom, men Nintendo har valgt at opgradere den medfølgende stylus til en lidt tykkere model, hvilket er rart.
Volumenknappen er igen en analog skydeknap i stedet for digitale trykknapper. Det er en lille detalje, men i praksis rigtig fornuftigt, fordi man så kan sikre sig, at lyden fx er slukket, inden konsollen tændes.
En mere regulær nyskabelse er den analoge styrepind, som Nintendo langt om længe har valgt at inkludere. Der er en god fornemmelse af modstand og frihed i styringen, og på længere sigt giver den analoge styring mulighed for en helt anden grad af finesse i spillenes styring, som de digitale styreknapper ikke kan levere.
Samtidig har Nintendo 3DS fået indbygget et gyroskop, så spiludviklerne kan vælge at lade spillerne styre spil ved at vippe konsollen. Det er en form for styring, der er meget velegnet til spil som fx Super Monkey Ball. Men at vippe med konsollen harmonerer rigtig skidt med den begrænsede synsvinkel, hvilket igen er et argument for at slå 3D-effekten fra.
Som Nintendo DSi er maskinen også udstyret med et enkelt internt kamera, men har nu to kameraer på bagsiden, så det også er muligt at tage foto i 3D. Kamerafunktionen bevæger sig imidlertid ikke ud over legetøjsstadiet, dertil er billedkvaliteten for ringe og opløsningen på 0,3 megapixel alt for lav.
3. En social spillekonsol
Nintendo har i forbindelse med lanceringen af 3D-konsollen valgt at introducere brugerne for et nyt begreb: Streetpass. Muligheden for automatisk at udveksle indhold med andre spillere, som man måtte passere på sin vej gennem byen.
Tanken er, at når spillerne tager konsollen med sig, lader de den befinde sig i dvaletilstand. Her holder Nintendo 3DS automatisk øje med, om der kommer andre spillekonsoller inden for rækkevidde, og sørger så fx for at udveksle de såkaldte Mii-figurer (som også kendes fra Nintendo Wii) eller små stumper spilinformation.
Når spillerne så tænder deres Nintendo 3DS næste gang, vil de opleve, at konsollen så at sige har oplevet noget nyt på deres vegne. Det er en skæg tanke. Om det kommer til at virke i praksis, har vi ikke kunnet teste, da det indlysende kræver at langt flere danskere har en Nintendo 3DS liggende i tasken. Nintendo lover, at indbyggede filtre sorterer upassende indhold fra, så den niårige datter ikke pludselig har en Mii med en penis i ansigtet rendende omkring på sin Nintendo 3DS.
Strømsluger
En af de mest appellerende funktioner ved tidligere håndholdte Nintendo-konsoller har været lange batteritider. En nyopladt konsol har kunnet sikre ro på bagsædet eller flyveturen til endog meget lange rejser. Det er ikke et løfte, Nintendo 3DS kan indfri.
Under absolut optimale forhold uden brug af netværksfunktioner, uden 3D og med et lavt lydniveau kan batteritiden strække sig op på otte timer - en almindelig Nintendo DSi kan klare 14 timer. Hvis der er fuld udblæsning på 3D-effekten, slukker legen efter kun tre timer. Endnu et argument for at glemme alt om 3D.
I det hele taget er der rigtig mange argumenter for, at Nintendos 3D-effekt mere er visuelt lir, end noget der rent faktisk flytter spillekonsollen nye steder hen. I og med der kan slukkes for effekten, er det heller ikke noget, spiludviklerne kan bruge i spillene rent indholdsmæssigt. Det er blot en gimmick.
Et sidste argument for at glemme alt om 3D er prisen. En Nintendo 3DS koster 2.299. En Nintendo DSi kan købes til det halve.
