Købeguide: Sådan vælger du den helt rigtige bærbar

Der er nogle ting, der bare skal være i orden, når du køber bærbar computer. Undgå at blive snydt og ende med en dårlig handel - vi er klar med en guide, der gør dig i stand til at vælge den helt rigtige bærbar.

1. Købeguide: Sådan vælger du den helt rigtige bærbar

Selv om tablet-pc'en løber med en stor del af opmærksomheden i øjeblikket, er den bærbare computer ikke klar til at gå på pension endnu.

Men du skal kigge dig godt for, når du skal investere i en ny, flad følgesvend, da du meget nemt kan gøre en dårlig handel.

Vi er klar med en række råd og anbefalinger, som er værd at huske, inden du brænder en håndfuld tusindekronesedler af på en ny computer.

Vores anbefalinger i denne købeguide er målrettet en allround bærbar, der skal bruges til daglig surf på nettet, lidt simple computerspil, Word og andre kontorprogrammer samt afspilning af HD-film.

Den skal desuden være i stand til at køre flere programmer samtidig uden at hoste og hakke. Det er kort sagt en maskine, der kan fungere som solidt arbejdsredskab og toptunet underholdningscentral.

2. Processor

Her vil vi som minimum anbefale Intel Core i3, der er baseret på en ny processorarkitektur. Den leverer en fornuftig ydelse til prisen, og du er sikker på, at din pc ikke virker sløv om et års tid.

Hvis du har mod på mere power i maskinrummet - og har godt med penge at brænde af - kan du vælge Core i5 og Core i7.

Når du køber de kraftigere processorer, får du ofte også fire kerner mod normalt to hos i3. Det vil sige, at din computer får mere regnekraft til intensive opgaver.

Det er dog fortsat mest velegnet til opgaver som video- og fotoredigering samt omfattende spil.

Hold dig væk fra bærbare computere med ældre Pentium-processorer som Celeron eller Centrino, selv om de har billige prisskilte. Nogle forhandlere er desuden stygge til bare at skrive "Pentium" under processor-specifikationen uden at angive, hvilken type det er. Ofte er der tale om en ældre model, der ikke har megen motorkraft.

Det er i øvrigt en god idé at lægge vejen forbi Intels webside, hvor du kan få et overblik og sammenligne de mange, mange forskellige processortyper og ikke mindst gennemskue, hvor gammel en given model er.

AMD har også en række processorer til bærbare computere, men vores vurdering er, at du får mest for pengene med Intel i øjeblikket.

3. Ram og styresystem

Vi vil anbefale, at du går efter en pc med minimum fire gigabyte ram. Det giver en fornuftig afvikling af programmer, og computeren bliver ikke forpustet, selv om du multitasker som en poptøs på koffeintrip.

Flere åbne vinduer og programmer samt afspilning af HD-videoklip vil dermed ikke kvæle pc'en og bringe den i knæ.

Mere end fire gigabyte er primært en fordel, hvis du skal redigere fotos eller video.

Styresystem

Windows 7 Home Premium er efterhånden standard på de fleste nyere bærbare, og styresystemet er stabilt.

Det er et fornuftigt valg, og det er muligt at få Microsofts Windows i to versioner, en såkaldt 32-bit og 64-bit version.

Groft sagt er forskellen, at 32-bit-versionen maksimalt kan udnytte tre gigabyte ram, mens 64-bit-versionen kan håndtere mange flere.

Så hvis du smider fire gigabyte ram i en maskine med Windows Home Premium i 32-bit-version, vil du ikke kunne udnytte alle fire ram, men blot tre. Derfor vil det for de fleste være fornuftigt at vælge en 64-bit-version, ikke mindst hvis computeren senere skal opgraderes med nye ram.

Læs mere: Vil du vide mere om forskellen på 32- og 64-bit versioner, skal du læse vores grundige test.

4. Skærmstørrelse og skærmtype

Når du skal vælge skærmstørrelse, skal du gøre dig klart, hvordan du forventer at bruge computeren. Skal den med på farten hver dag, eller vil den primært blive brugt i hjemmet?

Hvis du ofte har den med under armen, vil vi anbefale en model på 13 eller 14 tommer.

Sidder du derimod oftest med den bærbare derhjemme, er 17 tommer at foretrække, ikke mindst fordi tastaturet vokser tilsvarende.

En 15 tommers model er kompromisløsningen, men pas på vægten, da der er stor vægtforskel ved netop denne skærmstørrelse. 

Opløsningen på skærmen er mindst lige så vigtigt som skærmens fysiske størrelse.

Skærmopløsningen skal minimum være på 1.366 x 768 pixel - gerne højere. Dette er standard på 13 tommer bærbare.

Hvis du vælger en 15 eller 17 tommer bærbar, skal skærmopløsningen vokse tilsvarende. Vi vil anbefale, at skærmopløsningen på en 15 tommer minimum er 1.680 x 1.050 pixels, mens den bør være på 1.920 x 1.080 pixel på en 17 tommer.

Bemærk at mange producenter ofte bruger koder for at forklare skærmopløsninger. WSXGA+ er for eksempel 1.680 x 1.050 pixels. Du kan finde en oversigt over, hvad koderne betyder i det virkelige liv her.

Skærmtype 
De fleste bærbare har i dag såkaldte glossy-skærme, der giver meget genskin. Det kan være et problem, hvis du forventer at bruge computeren meget udendørs, da skærmen dermed forvandles til et spejl.

Fordelen ved glossy-skærme er, at farverne står flottere og skarpere end på eksempelvis matte skærme.

De matte skærme kan dog klare sig bedre i miljøer med meget lys - til gengæld kan de være lidt døde i farverne og kræve, at du skruer meget op for lysstyrken, som kan betyde forringet batterilevetid.

Det kan være svært at vælge mellem en glossy og en mat skærm, og tommelfingerregelen er, at glossy-skærme er klart bedst til indendørs brug, mens matte skærme har en fordel udenfor.

5. Harddisk

De fleste bærbare er i dag udstyret med en fuldfed harddisk på mindst 250 gigabyte.

Det kan være fristende at gå efter en computer med endnu større harddisk, men måske er pengene bedre brugt på en ekstern harddisk.

Den kan bruges til at tage back up af de data, som du har liggende på din bærbare computer.

Tyveknægte elsker de flade pc'er, og derfor er det også ofte dem, der forsvinder først, når langfingrede kriminelle kommer på uanmeldt besøg.

Samtidig arbejder harddisken hårdt og er i en bærbar computer ofte udsat for stød og fald - noget der kan tage livet af selv den friskeste disk uden varsel.

I det hele taget er det en god idé at behandle en hvilken som helst harddisk, ny som gammel, som om den kunne bryde sammen i morgen.

Det er derfor ikke nogen tosset idé at bruge en ekstern harddisk til hyppig backup og så gemme den af vejen, når den ikke bliver brugt.

Hvis computeren dermed skulle blive stjålet eller går i stykker, har du stadig adgang til dine vigtige data. Så vælg hellere en bærbar med en "lille" harddisk på omkring 250 gigabyte, hvis det betyder, at du kan spare nogle penge, som i stedet kastes efter en ekstern harddisk. Som du selvfølgelig opbevarer et andet sted end den bærbare...

6. Porte, tilslutninger og dvd-drev

Nogle producenter er fedtede med tilslutningsmuligheder på den bærbare computere, og det skal du være opmærksom på.

Hvis pc'en blot har to USB-porte, kan du hurtigt komme i problemer, når du skal koble dit kamera, mobiltelefon, mus og ekstern harddisk til. Vælg derfor en bærbar, der har godt med USB-porte og også gerne en HDMI-port.

Det giver dig mulighed for at overføre lyd og billede fra computeren til eksempelvis fladskærmen i stuen, og du kan dermed bruge din pc til diasshow, fremvisning af videoer og til surf. HDMI-porten skal være til stede, hvis du forventer at bruge den bærbare som mediecenter.

Mange er forståeligt nok fristede af Apples flotte Macbook Pro-modeller, og her skal man være opmærksom på, at tilslutning til VGA-, HDMI- eller DVI-stik kræver, at du køber kabler for nogle hundrede kroner ekstra.

Dvd og Blu-ray drev

Langsomt, men sikkert er dvd-drevet ved at dø, og flere bærbare fødes uden den velkendte skuffe til dvd-skiver.

Da rigtig mange programmer i dag downloades fra nettet og ikke nødvendigvis kommer på dvd-skive, er det faktisk ikke det store problem. Desuden kan du oprette et virtuelt dvd-drev og oprette såkaldte image-filer, der er kopier af dvd'er (læs en guide her).

Fordelen ved at slippe for dvd-drevet er, at maskinen bliver billigere, samtidig med at den kan konstrueres tyndere og lettere.

I nogle tilfælde kan det dog stadig være en fordel at få et dvd-drev i den bærbare, og især et Blu-ray-drev kan være en smart løsning, hvis du vil bruge den bærbare som mediecenter og afspille HD-film via HDMI-kabel til fladskærmen i stuen.

7. Grafikkort

Når det kommer til grafikkort, findes der to løsninger: et såkaldt on board grafikkort og et dedikeret grafikkort, som du kender fra den stationære pc.

Til almindelig brug vil det være udmærket at nøjes med en on board løsning, der sagtens kan magte videoafspilning og småspil.

Hvis du vil spille de nyeste 3D-spil, skal du investere i en bærbar med et indbygget dedikeret grafikkort fra enten Nvidia eller ATI.

De nyeste løsninger fra både ATI og Nvidia er desuden så smarte, at de enten slår fra eller drosler ned for kræfterne, når du skriver e-mail.

Begge producenter sender så ofte modeller på markedet, at det kan være svært at følge med, men Notebookcheck følger konstant op på de nye modeller. Så på denne oversigt kan du hurtigt slå modellen op og se alder og eventuelt formåen på netop dit kort.

Husk at bærbare, der reelt kan levere en god spilleoplevelse, ofte koster mellem 8.000 til 10.000 kroner med et ægte fuldblodsgrafikkort. Det kan derfor være en god idé at overveje, om du reelt har brug for bærbare spillekræfter - eller om det bedre kan betale sig at købe en god, let bærbar og en Xbox 360 eller PlayStation 3 ved siden af.

Prisen er ofte den samme i længden.

8. Tastatur og trackpad

Du skal bruge rigtig mange timer sammen med din bærbare pc, og derfor skal tastatur og trackpad fungere.

Inden du svinger dankortet, skal du være sikker på, at tastaturet ikke knager og buer, når det trykkes ned.

Læg vejen forbi din lokale hardwarepusher og find ud af, om tastaturet er behageligt at skrive på, og om der let opstår slåfejl.

Vi anbefaler desuden folk at se efter en 17 tommer model, hvis ikke den skal transporteres så ofte, da tastaturet så er i naturlig størrelse, og du får det numeriske tastatur med.

Prøvekør også trackpaden for at se, om den reagerer ordentligt og er nem at bruge. Det er vigtigt, at trackpaden ikke virker alt for gumpetung og klodset, når du skal manøvrere cursoren rundt på skærmen. Samtidig skal den være placeret, så du ikke får ondt i håndledet, når den betjenes - selv i længere perioder.

9. Batterilevetid

Der var engang, da bærbare computere ikke kunne leve særligt længe uden nærkontakt med en stikkontakt.

Men efterhånden er producenterne blevet dygtige til at få de flade følgesvende til at holde til en hel dag på farten, og derfor er otte timers batterilevetid eller mere ikke noget særsyn.

Producenterne er flinke til at opgive en batterilevetid under specifikationer, men nogle gange er det meget optimistiske vurderinger. Som forbruger kan det derfor være svært at finde ud af, hvor lang tid en computer reelt holder sig i live, hvis den bruges moderat eller intensivt.

Du kan dog næsten altid se, hvilken type batteri der er placeret i maskinen. Jo, flere celler det har, desto mere power og holdbart er det. Vi vil anbefale, du ser bort fra fire-cellede batterier og i stedet vælger en model med minimum et seks-cellet batteri.

Husk at du kan spørge sælgeren eller producenten om den forventede batterilevetid.

Den er særlig vigtig for de transportable 13 og 14 tommer modeller, hvor den i vores øjne som minimum bør være på 5-6 timer.

For 15 tommer er 3 til 4 timer ikke et urimeligt krav, og en ny frisk 17-tommer bør kunne runde 2 timer.

Er batterilevetiden vigtig for dig, bør du se efter en maskine med særlige udgaver af Intels processorer, der slutter på UM, for eksempel i5-560UM. Der er tale om udgaver, som kører lidt langsommere, men som bruger væsentligt mindre strøm.

10. Vægt

Skal du have en bærbar eller en slæbbar? Vægten på en bærbar computer er bestemt ikke ligegyldig.

Vi vil anbefale, at du ikke går over to kilo, hvis den skal transporteres meget.

Det kan godt være, at du i første omgang kan spare nogle penge ved at vælge en tung model, men bare vent til du ser regningen fra din kiropraktor.

Hvis du køber en bærbar, som primært skal bruges i hjemmet, kan du tillade dig at vælge en, der vejer mere end to kilo.

Husk også at se på opladeren der følger med den bærbare, hvis du skal bære den med. De fleste producenter er ved at skifte til små lette opladere, men nogle af de store maskiner har fortsat tunge bæster, der slider på din ryg.

11. Eksempler på bærbare computere

Vi har foretaget en søgning på Edbpriser.dk for at finde frem til nogle bærbare computere, der matcher nogle af rådene i vores guide. Da de kun er fundet via en onlinesøgning, har vi ikke haft hænderne på maskinerne og kan dermed ikke sige, om byggekvaliteten er i orden, men hardwaremæssigt lever computerne op til vores krav til en pc, der skal bruges til arbejde og underholdning.

I 13 tommer-klassen finder vi blandt andre:

Asus U31

Udvalgte specifikationer:
Processor: Core i3
Ram: Fire gigabyte ram
Styresystem: Windows Home Premium
Skærm: 13 tommer
Opløsning: 1366 x 768 pixel
Harddisk: 500 gigabyte
Batteri: Otte-cellet
Vægt: 1,8 kilo
Dvd: Intet dvd-drev
Grafikkort: on board
Porte: Blandt andet tre USB- og en HDMI-port

Pris: Set til 4.200 kroner
Læs mere om Asus U31 her.

Acer Aspire TimelineX 3820T

Udvalgte specifikationer:
Processor: Core i3
Ram: Fire gigabyte ram
Styresystem: Microsoft Windows 7 Home Premium 64-bit
Skærm: 13,3 tommer
Opløsning: 1366 x 768 pixel
Harddisk: 320 gigabyte
Batteri: Seks-cellet
Vægt: 1,8 kilo
Dvd: Intet dvd-drev
Grafikkort: on board
Porte: Blandt andet tre USB- og en HDMI-port

Pris: Set til 5.200 kroner
Læs mere om Acer Aspire TimelineX 3820T

I 15 tommer-klassen finder vi blandt andre:

Sony VAIO E Series VPC-EB4X1E/BQ

Udvalgte specifikationer:
Processor: Core i5
Ram: Fire gigabyte ram
Styresystem: Microsoft Windows 7 Home Premium 64-bit
Skærm: 15,5 tommer
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
Harddisk: 500 gigabyte
Batteri: Ikke oplyst
Vægt: 2,7 kilo
Dvd: Dvd-brænder og Blu-Ray-læser
Grafikkort: ATI Mobility Radeon HD 5650
Porte: Blandt andet tre USB- og en HDMI-port

Pris: Set til 6.500 kroner
Læs mere om Sony VAIO E Series VPC-EB4X1E/BQ her

I 17 tommer-klassen finder vi blandt andre:

HP Envy 17-1190EO
Udvalgte specifikationer:
Processor: Core i7
Ram: Fire gigabyte ram
Styresystem: Microsoft Windows 7 Home Premium 64-bit
Skærm: 17,3 tommer
Opløsning: 1600 x 900 pixel
Harddisk: 640 gigabyte
Batteri: Seks-cellet
Vægt: 3,4 kilo
Dvd: Dvd-brænder og Blu-ray læser
Grafikkort: ATI Mobility Radeon HD 5850
Porte: Blandt andet fire USB- og en HDMI-port

Pris: Set til 9.100 kroner

Læs mere om HP Envy 17-1190EO her

(bemærk, at Envy'ens skærmopløsning ikke er helt i top)




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere