Test: To små og billige mediecentre med HD

Selv om pengene er små, er det muligt at få fingre i et billigt mediecenter, der kan sende HD-video til fladskærmen i stuen. Vi har testet to små modeller, der koster omkring 2.000 kroner.

Test: To små og billige mediecentre med HD

Den kompakte Atom-processor fra chipgiganten Intel er især kendt for at have startet lavinen af netbooks og stationære mini-pc'er.

En lavine, der som bekendt ruller hen over samlebåndene i bedste velgående.

Intels Atom huserer i læssevis af computere og er siden hen blevet forbedret, blandt andet med to fysiske processorkerner (dual-core) samt et marginalt mere beskedent strømforbrug.

Netop denne strømbesparende processor er det fælles grundlag for testens to kompakte mediecenter-pc'er.

Vi har sat os for at finde ud af, hvor det bedste køb gemmer sig, og om vi overhovedet kan se krævende Blu-ray-film med så små og billige maskiner installeret under stuealteret.

Testkandidat 1: Maskulin gør-det-selv desktop

Norco BIS-6550HD er navnet på den første testkandidat, som imponerer ved at være helt passivt kølet.

Den eneste roterende komponent er computerens mekaniske harddisk, som heldigvis ikke hører til i den støjende ende af spekteret.

Køleribberne bliver kun håndlune, og det er overordnet en fryd omsider at være helt befriet for enerverende blæserstøj.

Du kan bruge BIS-6550HD til mange almindelige pc-opgaver, og et oplagt anvendelsesområde - hvis man ser bort fra manglen på ydelsesmæssig pondus - er at smække maskinen bag på kontorets eller stuens fladskærm i bedste Apple iMac-stil.

Det foregår nemt med det medfølgende monteringsbeslag, som er VESA-kompatibelt.

Måske vil det da også være en god idé at gemme kabinettet væk bag skærmen, for det signalerer ikke ligefrem designmæssig ynde på nogen måde. Den fysiske fremtoning er lidt klodset, og der er tydeligvis lagt vægt på maskinens praktiske nytteværdi.

Det understreges blandt andet af stikfordelingen, som hærger både for- og bagside. Forsiden indbefatter - udover tænd/sluk-knap og -dioder - COM-port, to USB 2.0-stik, Gigabit Ethernet-port samto PS/2-stik til mus og keyboard.

Bagsiden har derimod VGA-, S-Video- og HDMI-stik, kortlæser til Compact Flash- og SD-kort samt stik til mikrofon og headset eller højttalere.

Der er altså lagt op til et gedigent kabel-miskmask, hvis du vælger at stille BIS-6550HD synligt på skrivebordet eller tv-bænken. Så det lod vi helt være med.

Hardwarechip kun til HD

Intel Atom N270-processoren på 1,6 gigahertz gør sig godt med Windows XP, som maskinen leveres præ-installeret med på harddiskens 160 gigabyte, men manglen på hestekræfter betyder med denne konfiguration normalt, at højopløselig video volder problemer.

Men dét er den inkluderede HD-dekoderchip fra Broadcom bedøvendes ligeglad med. Den tygger sig rask væk gennem selv en 15 gigabyte stor fuld HD-film (1080p) uden brok, mens processorforbruget typisk placerer sig et sted mellem 30 og 40 procent. Det er i sig selv noget af en bedrift.

Dekoderen kan til gengæld ikke ændre på, at Flash-baseret HD - eksempelvis på YouTube - hakker grusomt. Vi installerede beta-udgaven af det kommende Flash 10.1, men lige lidt hjalp det.

Funktioner og strømforbrug

WiFi og det hurtige gigabit ethernet tæller på plussiden, ligesom strømforbruget er særdeles lavt. Med en almindelig elmåler fra Elsparefonden kunne vi konstatere, at det maksimalt krøb op på godt 18 watt. I inaktiv tilstand på Windows-desktoppen var strømforbruget helt nede på 15 watt.

Listen over både plusser og minusser vidner om, at BIS-6550HD er en desktop-computer, der ikke helt er i balance med sig selv.

Bevares, den kan gå an som støjsvag kontormaskine, og det er bestemt en fornøjelse, at selv tung HD-video kører glat. Til mere mediecenter-orienteret brug falder ydelsen dog helt igennem, og vi kan ikke inden for overskuelig fremtid forestille os en løsning, der skulle gøre maskinen i stand til at afspille Flash-baseret HD på YouTube. Problemet er GMA 950-grafikchippen fra Intel, der efterhånden har nogle år på bagen.

Middelmådig maskine

Så selvom vi sætter pris på den passive kølingsmetode, dekoderchippen til HD-video og netværksstikkets gigabit-hastighed, lander vores endelige bedømmelse på karakteren tre ud af seks.

Står du akut og skal bruge en ekstremt strømbesparende maskine - udelukkende til fremvisning af HD via HDMI-stikket - er det til gengæld svært at finde et bedre valg.

Norco BIS-6550HD er set på nettet i udlandet til knap 400 dollar svarende til cirka 2.200 kroner.

Norco BIS-6550HD

Specifikationer: Læs mere her

Testkandidat 2: Kompakt kvindebedårer fra Giada

Modsat maskinen fra Norco har Giada skrumpet alt, der skrumpes kan.

Giada Slim-N10 NVIDIA Ion Nettop, som pc'en er døbt, har meget beskedne dimensioner på 19 x 15 x 2,5 centimeter (B x D x H), men er til gengæld aktivt kølet. Et uundgåeligt kompromis, størrelsen taget i betragtning.

Det hvidlakerede ydre med påmalede mønstre i blåt tager sig smagfuldt ud, mediecenteret fås dog også udført i sort og pink.

Modsat forrige testkandidat kan pc'en umiddelbart ikke VESA-monteres bag på fladskærmen, men har i stedet fået tildelt en fiks stander, så den ikke blot kan arrangeres horisontalt, men også vertikalt.

Giadas bidrag er baseret på kombinationen af en Intel Atom N330-processor, altså dualcore-versionen, samt Nvidia-chipsæt og -grafikchip, og fordelen skulle være, at pc'en dermed kan tærske gennem både HD-video og Flash-baserede videoer - eksempelvis fra YouTube.

Gode grafikkræfter

Da vi sidst testede ION-platformen fra Nvidia, var der lige dele glæde og malurt i bægeret. Mens HD-video fløj hen over fladskærmen, kneb det med den tunge Adobe Flash-video.

Det kommende Adobe Flash 10.1 (hent på eget ansvar beta-versionen her) kan imidlertid udnytte grafikchippen fra Nvidia, som Atom-processoren her er parret med, så det kører helt flydende.

Vi har testet med beta-udgaven og er imponerede over, hvor godt det fungerer. Selv de tungeste HD-videoer ruller hen over skærmen uden irriterende afbræk med fastfrosne billeder. Når den endelige version af Flash 10.1 lander, kan Giada - og andre tilsvarende Nvidia ION-baserede mediecentre - altså kyle endnu et trumfkort på bordet.

Miljøvenligt mediecenter

Vores testeksemplar af Giada Slim-N10 kom forhåndsinstalleret med Windows 7 Home Premium på en 250 gigabyte stor harddisk, og med to gigabyte DDR2-hukommelse er der ydelse nok til en ganske habil allround-oplevelse bag fladskærmen.

Forudsat at du altså ikke skal jonglere med tunge Photoshop-filer og indkode krævende videoformater - til sådanne formål rækker den Atom-drevne processor bare ikke, medmindre du har tålmodighed i lange baner.

Strømforbruget ligger ganske vist højere end konkurrenten fra Norco og lyder på maksimalt 26 watt, når du presser hardwaren til det yderste. Surfer du på nettet eller bruger tekstbehandling, sluger Slim-N10 derimod blot 20 watt.

Den implementerede WiFi-chip følger den efterhånden noget forældede 802.11g-standard, og vi havde gerne set, at 11n-standarden i stedet var indført. Især fordi det kræver en del af den trådløse netværksforbindelse at streame HD-video.

Vi bemærker også, at den kablede netværksforbindelse er en anelse bedaget. Her får du altså 100 megabit frem for 1.000 megabit, som klart havde været at foretrække.

Til trods for minuspunkterne er Giada Slim-N10 et fornuftigt pc-køb, som især formår at tiltrække sig opmærksomhed blandt det kvindelige publikum, hvilket formodentlig må tilskrives det yderst kompakte design og den lakerede overflade.

Slim-N10 er faktisk også det mest kompakte Nvidia ION-baserede mediecenter, vi hidtil har set. Til en pris på godt 2.200 kroner er det samtidig et af de absolut billigste.

Overordnet tildeler vi derfor Giada karakteren fire ud af seks.

Giada Slim-N10 NVIDIA Ion Nettop

Specifikationer: Læs mere her




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere