Scenen: Bossen for et plejehjem modtager brev fra Kommunen.
Brevet indeholder et spørgeskema med 48 spørgsmål, som skal stilles til biksens demente beboere.
Spørgsmålene handler om, hvad de demente går og gør sig af tanker.
Bossen ringer til damen fra kommunen og prøver at fortælle hende, at de demente ikke aner, hvad de går og tænker i løbet af dagen. F.eks. fordi de er demente.
Damen fra kommunen beder så om, at skemaerne udfyldes af de ansatte, hvilket bossen modsætter sig, da det jo så bliver en personaleundersøgelse.
Damen fra kommunen fortæller, at de er tre mennesker, der har arbejdet på dette spørgeskema i et år, så det er vigtigt, at der kommer nogle besvarelser tilbage.
Chefen for biksen tager personligt ind for at møde damen fra Kommunen og fortæller hende blandt andet, at demente ofte ikke engang kan huske deres eget navn.
Damen fra Kommunen lyser op i et kæmpestort, megalettet smil og replicerer: "Det er overhovedet ikke noget problem. Der må gerne afleveres anonymt!"
Alle er på Støtten
Ovenstående er ikke taget fra Live fra Bremen.
Ingen ville jo tro på sådan en historie, hvis Julie Zangenberg fremsagde punchlinen med nok så meget patos og charme (og særdeles lækkert hår).
Men for Thyra Frank og hendes bande af dissidenter på plejehjemmet Lotte er det daglig alvor.
Dissidenter. Det slog mig, da jeg hørte denne og andre historier forleden:
Vi har nu et samfund, hvor alle er på Støtten eller prøver at leve af andres penge (dvs. komme på offentligt finansierede projekter). Når vi stifter en forening i Danmark nu om dage, er første spørgsmål "Hvad skal foreningen hedde?" og det andet er "Mon ikke vi kan få noget støtte fra Kommunen?".
Og så er der nogle få dissidenter (ligesom i Østeuropa i gamle dage), der råber op eller bare ikke vil være med. Og de har liiiidt svært ved at blive respekteret, hørt eller endsige forstået.
Danmark er et kommunistisk østblokland
En gammel tv-mand fortalte mig lige, at der kun er to nationer, der har en større procent af nyheder på tv, som er statsfinansierede. Det ene er Cambodia.
Alle offentlige hjemmesider med respekt for sig selv har et Stasi-felt, der kan udfyldes med angiveri og stikken af med-danskere.
Og det er sgu nok én af de få ting, der reelt bliver læst inde hos det offentlige - ellers får man jo aldrig svar, når man skriver til dem via deres websites.
Vi er det land i Verden, hvor der er mindst forskel på rig og fattig, hvor 750.000 betaler topskat (inklusive lærere og tømrere), og hvor 3,3 millioner vælgere er finansierede af det offentlige, mens 1,1 million arbejder i private bikse (mange af dem dog med offentlige projekter, naturligvis).
Lidt svært at gøre noget ved vores største problem, når tre ud af fire vælgere er totalt afhængige af det, ikke?
Kommunistisk østblokland
Vi er altså nu et kommunistisk østblokland, blot med effektive computere, hvilket giver alle i Stasi-apparatet helt nye muligheder for overvågning, kontrol og selvangiveri.
Men de mennesker, jeg kender, der voksede op i Østeuropa, siger, at der er en kæmpe forskel:
Man blandede sig aldrig fra Statens side så meget i alle vore små, personlige, familiære og forretningsmæssige detaljer, som man gør her i Danmark.
Jeg tror, det er på tide, at vi it-folk tænker rigtigt godt over, om vi vil arbejde for hvem som helst i fremtiden (det vil sige det stadigt stærkere og mere styrende Stasi), eller om vi vil til at være dissidenter og opføre os modigt, dumdristigt, selvmorderisk - og etisk.
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
