Klog bog om Bagger

Blandt de mange bøger om IT Factory-sagen kan man med fordel vælge Dorte Tofts personlige beretning. Bogen "Bedrag" formår trods svagheder at sætte nyt og interessant perspektiv på den store svindelsag.

Af en eller anden grund har en flok forlags-mennesker med stærkt begrænset fantasi valgt, at danskerne inden for et kort tidsrum skal bombarderes med hele seks forskellige bøger om Stein Bagger og IT Factory.

En af dem er "Bedrag", som udkommer i dag.

Bogen er skrevet af sagens journalistiske hovedperson, Dorte Toft.

Hun har allieret sig med en kammersjuk, journalisten Henning Tüchsen, men hvorfor denne er med må stå hen i det uvisse.

Tüchsen bidrager hovedsageligt med lunkne opkog af den nyhedsgrød, som andre journalister har holdt i kog siden selve svindelsagen tog sin begyndelse i december.

Men avisartikler giver i forvejen en stærkt filtreret virkelighed, og de er en sølle research, hvis de står alene.

Og helt ærligt, hvis man interesserer sig for ITF, har man så ikke læst hovedparten af nyhederne om emnet allerede?

Heldigvis er bogen ikke et samskriv af de to forfattere, men bringer i stedet deres respektive bidrag i signerede afsnit. Dermed kan man alene nøjes med at læse det, der har substans, nemlig Dorte Tofts personlige beretning.

Hendes fortælling om forløbet fra hun først fik færten af noget ufint i ITF over jagtens mange forviklinger, nedture og små sejre til de afgørende øjeblikke, hvor fremtiden blev beseglet for Bagger og co, er basalt spændende læsning.

Slående er det, hvor lang tid det tog for andre journalister at bakke hende op. Ynkeligt er det at læse om Computerworlds forsøg på at tage æren som "det eneste medie i Danmark, der har investeret i vedholdende undersøgende journalistik i denne sag" - selvom netop dette blads kåring af ITF som "Danmarks dygtigste virksomhed" og de tilhørende, omhyggelige hyldestartikler tværtimod tjente til at cementere løgnehistorierne, fremgår det af "Bedrag".

Æren og respekten gik dog til Dorte Toft også selvom hun sympatisk ikke forsøger at forklejne den indsats, hendes kilder havde for opdagelsen af svindelsagen.

Bogen kunne have været et flot værk, hvis Dorte Toft havde fået lov at folde sig ud og aflevere sin fortælling i ro og mag. Men takket være forlagsklummerhovedernes beslutning om at alle Baggerbøger skal på gaden her og nu, har hun øjensynligt haft alt for kort tid til at skrive den kæmpestore historie, som "Bedrag" retteligt burde have været.

Som historiefortæller har Toft dog den store fordel, at hun både kender branchen indefra som programmør og som it-journalist med adskillige år på bagen.

Ikke ret mange andre end hende ville kunne skrive en troværdig, teknisk og historisk velfunderet og bare nogenlunde læselig bog om, hvordan der ud fra den danske softwarebranche kunne opstå et firma som IT Factory.

Derfor kan man trods manglerne lægge "Bedrag" fra sig med en god fornemmelse af at være blevet klogere.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

    Michelle Sørensen

    Netip A/S

    Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

    Sophie Dalsgaard Myhrmann

    Elbek & Vejrup A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

    Ida Laursen

    Norriq Danmark A/S