Om få år vil vi for alvor se vores liv passere revy, når vi ved, vi skal dø.
Måske bliver en del af dødsritualet at kaste et sidste blik på de kvinder, man elskede, høre sine børns første ord, betragte sine forældre i deres forelskede ungdom og gense det øjeblik, som man nu, hvor det hele er slut, kan se var det øjeblik, der definerede en som menneske.
Den virkelighed er inden for rækkevidde.
Alt det kræver er et lille kamera i en halskæde eller skjorteknap, der optager alt, man møder på sin vej, og sender billeder og lyd til store serverparker i skyen.
Naturligvis er der intellektuelle spørgsmål som sikkerhed og privatliv på spil, hvis man dokumenterer hele sit liv. Men afvis dem et øjeblik og overvej i stedet, hvordan et gennemdokumenteret liv vil være: Hvert skænderi ville kunne afgøres ved at spole tilbage, fjerne minder ville fremstå lysende klare på fladskærmen, forliste forhold ville kunne genoplives helt frem til dén endelige afsked, man måske aldrig forstod var den endelige afsked, da den fandt sted. Tanken er både fascinerende og dybt skræmmende. Især fordi det ikke længere vil være det samme at være menneske.
Et liv er 222 terabyte
Teknologien er på plads. Nu mangler der ikke andet end plads til de 666.216 timers video, lyd og GPS data som Danmarks Statistik definerer som et gennemsnitsliv for mænd i Danmark. Det fylder en del mere, end de par hundrede megabyte, som forskere mener, er grænsen for den menneskelige hukommelse. Alene en enkelt spillefilm på to timer fylder i dag omkring 700 MB i komprimeret Divx form. Altså betydeligt mere end den menneskelige erindring om sit liv. Et enkelt menneske liv komprimeret i DivX format ville fylde 222 terabyte. Hele Danmarks befolkning ville fylde langt over en milliard terabyte; mere end en zettabyte. Til sammenligning regner analysehuset IDC med, at den samlede mængde af data i verden i 2010 vil være 988 exabyte. Det er lige under en zettabyte. Vores liv overstiger med andre ord al tilgængelig data i verden.
Journalisten Andrew Kantor udtænkte i 2007, hvor meget plads det ville kræve at dokumentere en enkelt dag. Eller i hvertfald dagens højdepunkter. Han komprimerede dagen ned til to timers mindeværdige begivenheder og to timers fjernsynskigning. Resultatet var, at en dokumentation i jpgs, mp3, mails, pdf'er, dokumenter og Xvid ville koste 3,7 GB plads.
Det er langt mere overskueligt, men temmelig langt fra en 1:1 dokumentation af ens liv.
Vi er i ændringernes begyndelse
I de seneste 10 år har den 75-årige computerpioner Gordon Bell affotograferet sin tilværelse med et billede i minuttet. Som seniorforsker hos Microsoft har han båret koncernes prototype kamera, SensaCam, som en halskæde. Sammen med kollegaen Jim Gemmel har han skrevet bogen Total Recall, der udkommer i denne måned. Bogen bærer undertitlen 'Hvordan e-hukommelsesrevolutionen vil ændre alt', og den undertitel kan vise sig at være ganske præcis. Allerede nu er ændringerne omfattende. Facebook og Twitter har gjort vores tanker offentlige. Alle de små finurlige indfald, som er for små eller for meget ude af kontekst til at udtale, bliver i stedet massepubliseret til dem, der læser med. Samtidig har digitalkameraer og mobiltelefoner forlængst gjort vores liv gennemfotograferet. De første ændringer, det har medført, er en generationskløft mellem dem der aldrig har kendt andet, og os andre der er opdraget med et liv, der enten er offentlig eller privat, ikke både offenligt og privat.
Allerede i 2007 fortalte forskeren Anders Albrechstlund, der har specialiseret sig i IT-etik på Århus Universitet nærværende journalist om udviklingen.
»Omdrejningspunktet er at udstille sig selv som en del af det sociale fællesskab. Man deltager aktivt i en positiv overvågningspraksis, hvor de skræmmebilleder, man normalt knytter til overvågning, ligger meget fjernt fra de unges opfattelse af overvågning,« sagde han dengang.
Vi er med andre ord allerede i gang med den overvågningsrevolutionen, der uværligt er knyttet til hukommelsesrevolutionen. Ungdommen er allerede strøget afsted. Vi andre skal indstille os på at slentre efter.
Bill Gates' spørgsmål
Gordon Bell mener, at vi er 12 år fra Total Recall - det dokumenterede liv. Senest på det tidspunkt vil teknologien og pladsen være lille og billig nok til at gemme vores liv, og ikke mindst vil de algoritmer for billedgenkendelse, stemmegenkendelse og geotagging, der skal gøre ens liv søgbart, være gode nok. Computerne ville ikke bare kunne genkende vores børn. De vil også kunne genkende vrede, glæde, sorg og kedsomhed. Allerede nu er små digitalkameraer istand til at vurdere, om vi smiler og har åbne øjne. Programmer som iPhoto kan genkende individer på billeder og på Facebook sidder ens nærmeste venner og tagger en på film.
I bogen fortæller Gordon Bell, hvordan den fuldstændige hukommelse vil ændre os som mennesker, hvordan den vil ændre samfundet, og hvordan den vil ændre alt andet. Eller som Bill Gates skriver i forordet:
"Total Recall er en teknologisk revolution, der vil ændre måden mennesker tænker på meningen med deres liv: Hvad ville ske, hvis vi øjeblikkeligt havde adgang til al den information, vi har været udsat for gennem hele vores liv?".
Vi ved det ikke endnu. Vi ved blot, at noget vil ske.
Bogen Total Recall udkommer 17. september i USA.
