Billeder: Kim Stensdal

Ny EG-direktør har en plan: Sådan skal EG vokse sig større og endnu mere profitabel

Interview: Mikkel Bardram er ny administrerende direktør i EG. Selvom EG nu har 2.000 ansatte og en omsætning på 1,8 milliarder kroner, er der potentiale for endnu mere, mener den nye direktør.

EG er en af de store danske it-koncerner, der er vokset mest i de senere år.

Det begyndte i Herning i 1977, og i dag har EG omkring 2.000 medarbejdere fordelt på 27 kontorer i Danmark, Norge og Sverige.

Omsætningen i EG-koncernen nåede i 2015 op på 1,8 milliarder kroner - en stigning på 12 procent i forhold til året før.

Derfor kom det også som lidt af en overraskelse, da EG i oktober meddelte, at Leif Vestergaard efter 12 år i CEO-rollen blev skiftet ud med en ny administrerende direktør, Mikkel Bardram. Læs om det her.

Forklaringen fra bestyrelsens side var blandt andet, at EG skal føres ind i "næste udviklingsfase", og at "udviklingen skal accelereres."

Læs mere her: EG's bestyrelsesformand: Derfor skifter vi Leif Vestergaard ud som direktør trods masser af vækst og fremgang

Og det er der bestemt også gode muligheder for, lyder det fra Mikkel Bardram, da Computerworld møder ham i EG-hovedkontoret i Ballerup, hvor han tiltrådte den 1. november.

"Min rolle er at få lagt en ny, strategisk plan for virksomheden og at sørge for at samle virksomheden omkring den. Vi skal fortsætte med at vokse - men måske mere på den organiske side," forklarer Mikkel Bardram.

Den nye EG-direktør er netop fyldt 40 år og kommer til EG fra en stilling som administrerende direktør i Satair Group.

Tingene skal spille sammen
Mikkel Bardram lægger ikke skjul på, at mulighederne for mere vækst i EG i høj grad handler om at udnytte det faktum, at it og digitalisering for alvor er kommet på agendaen i danske og nordiske virksomheder:

"EG har nu fået en størrelse, hvor der er kompetencer på rigtig mange områder. Både inden for forskellige produktområder og inden for forskellige kundesegmenter. Den næste rejse handler om at få de ting til at spille sammen."

"Det ligger der en rigtig stor værdiforøgelse i at sikre, at vores kunder bliver tilbudt alt, hvad vi har i vores portefølje af produkter," siger han.

"Hvis man ser på, hvor kunderne står lige nu, så handler det netop om, at der er alle mulige nye muligheder, de kan teste af i markedet og nye muligheder for innovation."

"Fordi vi sidder på deres forretningskritiske applikationer, står EG rigtig fint i forhold til det - EG skal også tage ansvar for de ting, der ligger udenom ERP."

"EG har netop købt nok serviceydelser og kompetencer op til at kunne levere hele den palet, men har måske ikke formået at få det fulde potentiale ud af det," lyder det fra Mikkel Bardram.

Andet og mere end ERP
Skal fundamentet under EG fortsat være ERP, eller tænker du det bredere?

"Jeg synes, at fundamentet under EG er, at vi hjælper kunderne med deres strategiske udfordringer inden for nogle vertikaler," siger Mikkel Bardram og tilføjer, at den dybe kundeforståelse er afgørende for EG.

"Kunderne tænker det jo ikke fra ERP-siden nu. De tænker, at de skal lave digital transformation og udvikle nye forretningsmodeller."

"Der er mange steder en forventning til, at man bare lige kan teste noget og prøve det af - men det skal gøres driftssikkert og sammen med den forretning, man allerede har. Så der er behov for at binde de to ting sammen."

Hvordan er EG rustet til kampen om kunderne på det nye marked for 'digital transformation', som der jo også er mange andre, der gerne vil have del i?

"Når vi laver kundeundersøgelser, svarer kunderne, at de ser os som deres 'trusted advisor.' Fordi vi har en troværdighed i det, vi kommer med og har været en del af deres forretningsudvikling i mange år. Det vil sige, at vi forstår kunden rigtig godt."

"For vores eksisterende kunder er der ikke så langt fra den dialog, vi har med dem i dag, til det andet. Det behøver ikke at komme fra en helt ny vinkel. Det er en naturlig udvikling."

"Vi kan hjælpe dem med nogle steps, der er naturlige over de kommende år - eksempelvis at de skal have styr på deres datamodel, hvis de vil arbejde med big data." Fra Satair til EG
Du kommer fra at være CEO i Satair Group - hvad kan du bruge det til i forhold til den rolle, du nu er trådt ind i?

"Jeg har været i servicebranchen i de sidste 18 år, og det her er bestemt også servicebranchen. Jeg var SAP-konsulent i fire år og McKinsey-konsulent i fire år inden for business og teknologi, og de sidste 10 år har jeg så været i Satair."

"Satair var i en fragmenteret industri, hvor det handlede om at få bygget en stor nok virksomhed op til at kunne tage et fuldt ansvar for kunderne og deres indkøb af reservedele. Vi opkøbte virksomheder og blev selv opkøbt af Airbus, og vi arbejdede med at få en masse forskellige kompetencer til at spille sammen over for kunden."

Læs også: Derfor er der brug for ny topdirektør i succesrige EG

"Det ser jeg en parallel til her: EG har bygget alle de forskellige kompetencer sammen til nu at være klar til at tage det fulde ansvar hos kunden."

"På direktør-plan handler det om at lægge strategien, sætte holdet og organisationen, så det kan spille sammen. Så der er mange paralleller i det," siger Mikkel Bardram til Computerworld.

Klar til nye opkøb
Det er nemt nok at sige, at man som virksomhed skal være mere agil og innovativ, men hvor er det, at de danske og de nordiske virksomheder mangler noget i forhold til den digitale transformation?

"Jeg tror, at meget af det er en forlængelse af de strategier, kunderne allerede har - men hvor der et større og større teknologielement i det."

"EG's rolle er jo så at supplere med det teknologielement og et dybere perspektiv på, hvad der virker."

"Hos mange kunder behøver de ikke at være totalt revolutionært det, du kommer med. Rigtig meget af det handler om at gøre de ting, der er logiske for kunden, for at være klar til at komme videre. Der er eksempelvis rigtig meget at gøre på datasiden."

"Og så handler det om at binde tingene sammen til en fuld oplevelse."

Med den vækst, I gerne vil opnå, er det så tilstrækkeligt at bygge videre på det eksisterende kunder, eller skal der mere til?

"Der er stadig opkøb i vores strategi. Det giver stadig mening at købe virksomheder, når det passer ind i specifikke kundesegmenter med egen software, eller hvis der er specifikke kompetencer, vi har brug for for at kunne servicere vores kundesegmenter."

"EG er to typer af virksomheder: Vi er dels en serviceforretning omkring ERP, hvor vi bygger noget oven på nogle standardprodukter og har en konsulent- og projektforretning, dels er vi et softwarehus med vores egne softwareprodukter, som vi har bygget fra bunden."

"Produkterne er kendetegnet ved at være målrettet specifikke segmenter, både i det offentlige, hvor vi leverer løsninger til alle landets kommuner, og til erhvervslivet, f.eks specifikt til frisører, håndværkere, læger, bedemænd og så videre."

"Så der er mulighed for flere opkøb og også af udviklere for at kunne udvikle os videre som et softwarehus," siger Mikkel Bardram.

Han tilføjer, at EG i dag har omkring 300 udviklere selv, ligesom man i stigende grad benytter sig af near- og offshore-sourcing til at komplementere egne udviklere.

Vil fokusere på omsætningen
Hvad er det for et succeskriterie, du bliver målt på?

"Succeskriteriet er generelt, at vi skal vokse profitabelt. Vi skal vise, at det er en vækst-virksomhed, og at den vækst, vi får, også er profitabel på bunden."

"Det er min holdning, at vi gør det bedst ved at fokusere omsætningsvæksten."

Hvad er dine egne kendetegn, når det kommer til ledelsesstil?

"Det skal helst ikke være for hierarkisk. Ledelsen skal være tilgængelig for medarbejdere, og det skal være baseret på samarbejde - så ikke nogen siloer."

"Jeg er allergisk mod politik og særinteresser, så det handler om, at man får lavet en ordentlig, faktabaseret analyse af, hvad der er bedst for virksomheden - og så rykker den vej."

"Man skal gøre det, der er rigtigt for virksomheden, og jeg vil gerne have, at alle medarbejdere har det syn," lyder det fra den nye EG-direktør.



Læs også:

Leif Vestergaard færdig som topchef i EG - ny direktør allerede ansat

EG's bestyrelsesformand: Derfor skifter vi Leif Vestergaard ud som direktør trods masser af vækst og fremgang

Derfor er der brug for ny topdirektør i succesrige EG




Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Så mange vilde ting accepterer du ved at klikke 'accept' til brugerbetingelserne på dit nye fjernsyn
Massiv data-indsamling over alle sete programmer, anvendelse af optagelser af din stemme og ok til at andre kan indsamle data er blot nogle af de ting, som du siger ja til for at anvende dit nye smart-tv.
CIO
Dansk it-kæmpe omskoler 400 it-udviklere og 50 teams i stort projekt
Interview: Jan Peter Larsen står som udviklingsdirektør i BEC i spidsen for et agilt transformationsprojekt, der ikke bare inkluderer 400 udviklere fordelt på 50 teams, men også topledelsen i BEC. Her fortæller han om arbejdet med at blive mere agil.
Comon
Skat slår fast: Esport og computerspil er sportsgrene
Debatten om hvorvidt computerspil på konkurrenceniveau er en sportsgren eller ej får nu uventet indspark fra Skat: Esport er en sportsgren.
Channelworld
White paper
Cloud transformation: Vind, træn eller tab
Dette whitepaper er for de virksomheder, der vil i gang eller er ved at træffe beslutningen om at gå i gang med migreringen til cloud.