Klumme: Sidste gang, jeg skrev en klumme i CW, handlede det om Myers-Briggs Type Index, Enneagrammer, farvekodning af mennesker, 360 graders-evalueringer, ophidsede auraer og horoskoper.
Jeg anser disse pjattefjolleting som fuldt ligestillede, hvilket jeg håber ikke falder nogen for brystet? Nej, det tænkte jeg nok.
En fantastisk kvinde henvender sig til mig med baggrund i klummen og siger, at hun har den helt rigtige metode, og at jeg kunne få lov til at prøve den gratis.
Det sagde jeg naturligvis ja til. Den Helt Rigtige Metode til at kortlægge mig må man tage seriøst.
Lidt skuffende foregik den et sted i skyen. Det vil sige, at jeg skulle svare på en masse spørgsmål på et website. Jeg havde sat næsen lidt op efter et eksamenslokale.
Hvad skal man svare?
Ideen var at svare et sted mellem og afhængigt af, hvad man syntes om nogle udsagn.
En hel del af spørgsmålene havde (i min optik) imidlertid ikke yderpunkter eller udsagn, der havde noget med hinanden at gøre, og til disse svarede jeg derfor konsekvent
Ved de øvrige spørgsmål havde jeg ikke benyttet midterværdien overhovedet, så de kunne let skelne og måske kigge nærmere på deres spørgsmål eller diskutere dem med mig.
Det viste sig imidlertid at være uden betydning. Der blev ikke gjort noget ved det, og profilen blev udarbejdet inklusive de midterbesvarelser, jeg havde lavet (som betød: "Ved ikke").
Så kom DFK med rapporten/profilen af mig, og den var spot on, sådan som jeg opfatter mig selv, og sådan som en del har beskrevet mig gennem et laaaangt liv. Det var fantastisk.
Så enten er testen forsynet med så meget redundans, at den kan overvinde en hel del 'forkert'-besvarede spørgsmål - eller også er den så passende generel, at jeg 'synes godt om'.
Og så er den jo et godt udgangspunkt for at kunne snakke videre, som jeg har hørt gennem alle årene og gennem alle mulige test, inklusive tarotkortlæsning (hvor jeg dog endte med at give den søde kvinde gode råd om hendes nystartede biks, hvilket var en stor personlig sejr og dybest set ret morsomt).
Det her rager ingen andre
Nå. Så sad vi der. DFK. Mig. Og rapporten om mig og min personlighed.
Jeg foreslog, at vi diskuterede, hvad man så kan bruge sådan en rapport til.
DFK's første forslag var at lade sådan en profilering være det første, man bød en ny medarbejder velkommen med i firmaet. Wauw.
"Velkommen til dit nye job i dit nye firma med dine nye kolleger og din nye chef. Her er en detaljeret rapport om din personlighed. Lad os så få det bedste ud af det og arbejde målrettet med dine svagheder. Kaffemaskinen er dérhenne, og der er frokost klokken 12.15."
DFK og jeg diskuterede også andre mulige anvendelser: Til almindelig bevidstgørelse af individer (eller bare bosser) i virksomheden om deres styrker og svagheder. Til optimal sammensætning af teams. Og sikkert også andre ting.
Det her rager ingen andre
Og pludselig slog det mig, hvorfor jeg aldrig har brudt mig om den slags; dybest set rager det jo ikke andre mennesker på min arbejdsplads, hvordan jeg er som personligheds-profiltype-farveenneagram-stjernetegn.
Bare jeg passer mit arbejde, er rimelig omgængelig, fleksibel - og "bidrager til den fælles værdiskabelse", som det hedder på nydansk.
Faktisk anser jeg det for et indgreb i den personlige frihed - den MENTALE personlige frihed. Det måske sidste frirum, vi har/havde.
I et land, hvor Stasi-Troels ville blanko-tillade Skat at kopiere og kigge i alle data (inklusive mail) hos alle virksomheder. Hvor Stasi-Möger vil gøre det lovligt for Skats folk (uden dommerkendelse - det sinker dem bare) at trænge ind og udspørge folk på deres private ejendom.
Hvor folk ikke må gøre, hvad de vil, i deres egen traktorkabine eller lastbil. Den absolut sidste frihed: Den mentale.
Hvis jeg nu gerne vil lægge noget bag mig, starte på en frisk, prøve noget nyt med mig selv i mit nye job, eller bare VÆRE I FRED OG VÆRE MIG SELV, FOR SATAN - har jeg så lyst til at blive pseudopsykoanalyseret og derefter få diskuteret min personlighed med diverse fremmede (og mine kolleger og min chef og mine underordnede, og - wait for it - HR-kvinderne)?
Nogen må gribe ind
I en verden, hvor jeg:
- ikke må spørge en kvinde, om hun er gravid eller påtænker at blive det,
- ikke må gå en medarbejder hårdt på klingen vedr. sygdom,
- skal behandle medarbejderne rimeligt forsigtigt og hensynsfuldt...
... må jeg godt udsætte dem for at få gennemanalyseret og gennemdiskuteret deres personlighed med henblik på en konstant og aldrig ophørende optimering af dem som "ressource"?!
Jeg undrer mig over, at fagforeningerne og lovgiverne og zombierne fra DJØF-staten ikke har grebet ind.
Det er da om noget relevant for det psykiske arbejdsmiljø, som Arbejdstilsynet er så tossede med i disse år (fordi det fysiske ikke giver dem nok at lave).
Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
