Få styr på sikkerheden: Undgå at dine data glider ud

Klumme: Man kan finde mange vigtige firma-data i praktiske cloud-tjenester som Dropbox og iCloud. Få fif til hvordan du får styr på sikkerheden, når firmaets ansatte flytter rundt på de vigtige data.

Artikel top billede

Ved du, hvor dine ansatte opbevarer salgsbreve og kundeinformationer?

Har du styr på, om de har installeret Dropbox, iCloud eller lignende cloud-løsninger på deres arbejds-pc'er?

Hvis ikke, er det på tide at gøre noget ved det.

Tjenester som Dropbox er blevet populære, fordi de løser et konkret problem:

De giver adgang til data, uanset om medarbejderen sidder ved sin kontor-pc', er hjemme foran hjemme-pc'en eller i marken med en bærbar, tablet eller smartphone.

Tjenesterne gør det let: Installer en klient på alle dine apparater, og derefter kan du nå dine dokumenter, uanset hvor du er.

Men når du kan få fat i dem, øger det risikoen for, at andre også kan.

Hvad sker, der hvis din laptop, smartphone eller iPad bliver stjålet? Har uvedkommende så direkte adgang til virksomhedens fortrolige oplysninger?

Skriv klare regler

Når jeg holder oplæg om it-sikkerhed, spørger tilhørerne mig ofte om cloud-sikkerhed og mobile enheder.

Mit råd er enkelt: I skal overveje risiciene og skrive regler for teknologierne ind i jeres it-sikkerhedspolitik.

Der er flere måder at angribe problemet på. En mulighed er at forbyde den slags tjenester.

Den vej har IBM valgt. Firmaet har således forbudt brug af Dropbox og Apples iCloud.

Et forbud er nemt at indføre, men svært at håndhæve.

Selvfølgelig har medarbejderne forpligtet sig til at overholde forbuddet, idet de skriver under på at have læst it-sikkerhedspolitikken, når de bliver ansat.

Men hvad hjælper det, hvis de ikke overholder det?

Drop administratorrettighed

Hvis man vælger den hårde linje, må man derfor kombinere forbuddet med tekniske forholdsregler.

Det betyder blandt andet, at en medarbejder ikke må have administrator-rettigheder på sin arbejds-pc.

Kun it-afdelingen må kunne installere software på pc'erne.

Medarbejderne kan også snige sig uden om reglerne ved at videresende oplysninger til deres private webmail.

Også her er der brug for en indsats på to fronter: Dels skal it-sikkerhedspolitikken sige, hvad der er tilladt og forbudt, når det gælder e-mail, dels skal man tage teknikken til hjælp.

Det kan ske ved at indføre et system til DLP (Data Loss Prevention).

Det er software, der forsøger at forhindre, at fortrolig information forlader virksomhedens it-systemer.

Men selv det bedste DLP-system virker primært mod utilsigtet datatab.

Er en teknisk kompetent medarbejder fast besluttet på at lægge data ud i skyen, kan vedkommende også slippe af sted med det.

Derfor tror jeg i det lange løb ikke på forbud i ret mange organisationer. I de fleste virksomhedskulturer passer forbud dårligt ind.

Sådan skal du gøre

Det er udtryk for et dilemma: På den ene side skal vi it-folk stille de bedste værktøjer til rådighed, så medarbejderne er så effektive som muligt.

Men på den anden side skal vi forhindre, at de effektive værktøjer udgør en forøget risiko for, at data kommer i de forkerte hænder.

Hvis man ikke er tryg ved Dropbox og lignende løsninger, må man derfor undersøge alternativerne.

Findes der programmer, der på samme måde giver medarbejderne adgang til data, uden at virksomheden må gå på kompromis med sikkerheden?

Undervis i sikkerhed

Information og undervisning skal også være på plads.

Mange medarbejdere tænker ikke over, at de gør noget risikabelt ved at kopiere data til deres mobile enheder. De har jo brug for dem i deres arbejde.

Her er det op til virksomhedens it-sikkerhedsfolk at informere.

For eksempel skal medarbejderne vide, at de risikerer at overtræde persondataloven, hvis de kopierer personfølsomme data til en cloud-tjeneste.

Styr på mobilerne

Jeg har allerede nævnt to tekniske hjælpemidler: Begrænsning af brugernes privilegier på pc'en og indførelse af DLP (Data Loss Prevention). Et tredje værktøj er software til styring af mobile enheder.

En smartphone eller tablet bliver tabt eller stjålet.

Den hændelse bør starte en arbejdsgang, så snart medarbejderen rapporterer den: Data på udstyret skal slettes via fjernstyring.

Dernæst kan man gå i gang med at opspore apparatet. Men skulle det være forsvundet for altid, er det mindre alvorligt, hvis man har nået at slette kontaktdata og andre informationer.

Erkend behovet

Tendenser som BYOD (Bring Your Own Device) og cloud-systemer med mobiladgang er kommet for at blive. Det nytter ikke noget at ignorere dem.

I de fleste organisationer er forbud ikke en farbar vej.

Det skyldes, at medarbejderne ser en fordel ved de muligheder, mobilitet kombineret med cloud-tjenester giver dem.

Derfor er det afgørende, at de sikkerhedsansvarlige tager stilling. Beslut, hvad I vil gøre, skriv det ind i it-sikkerhedspolitikken - og sørg for, at beslutningerne også kan håndhæves i praksis.

For selvfølgelig har din sikkerhedspolitik et afsnit om mobile enheder - ikke sandt?

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Computerworld

    Digital suverænitet kræver mere end strategier

    Danmark vil mindske afhængigheden af globale techgiganter, men det kræver mere end politiske formuleringer og strategier, understreger PROSA’s formand Niels Bertelsen.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job