Spiltest: Dying Light - udøde om dagen, udødelige om natten

Dying Light er både fjollet og frygtindgydende - men hvad du finder i zombie-sandkassen afhænger af, hvad (og hvem) du tager med dig.

Zombier forgår som bekendt ikke let, og de seneste års konstante strøm af udøde i underholdningsbranchen ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

Den polske spiludvikler Techland, der blev et kendt navn med Call of Juarez, har allerede erfaring med digitale zombier.

I 2011 udkom således Dead Island, et relativt forglemmeligt spil solgt på en uforglemmelig trailer.

Dying Light læner sig op ad sin forgænger - på godt og ondt - og låner tilmed en hel del gameplay-elementer fra andre spil.

Resultatet er et spil, der svarer lidt til et påskeæg i hænderne på en landskabsmaler - præget af smukke detaljer og solidt håndværk, men det virker bekendt og føles hult.

Den har vi hørt før...
Du er Kyle Crane, et stereotypisk amerikansk, hvidt muskelbundt, der er blevet sendt ud for at infiltrere karantænezonen i den fiktive by Harran (inspireret af den historiske tyrkiske by af samme navn) og finde en person i besiddelse af hemmelige oplysninger, der kunne bringe din organisation, GRE (Global Relief Effort) i vanære.

Efter en dårlig faldskærmslanding i Harran bliver Kyle overfaldet af en bande, der jages på flugt af zombier, alt imens Kyle bliver reddet af to andre overlevende og bragt med til deres tilflugtssted.

Du får hurtigt vundet deres tillid, og efter en kort guidet løbetur bliver du kastet for zombierne som en af "de gode".

Det er et tyndt plot, et fænomen der desværre stadig er alt for typisk i computerspil, og efter 10-15 minutter står det klart, at det ikke blot er historien, den er gal med - originalitet er noget, man må lede langt efter i næsten enhver henseende.

Dying Light gør rigtig mange ting godt - problemet er bare, at det virker identitetsforladt (eller -forvirret), fordi det ikke tør stå på egne ben.

Gammelt stof, nye klæder
Da Techland kom under vingerne på WB Games var de angiveligt glade for den "kreative frihed", som det affødte - derfor er det en anelse underligt at se, hvordan Dying Light låner med arme og ben fra andre spil.

Parkour - eller "free running" - er et centralt element i Dying Light, hvorfor beskrivelsen "Mirror's Edge med zombier" er nærliggende.

Har du prøvet nogle af de største titler de seneste par år, vil du dog sandsynligvis også kunne genkende komponenter fra Far Cry-serien, Fallout-serien og sågar Red Dead Redemption for bare at nævne et par stykker.

Der er som sådan ikke nogen grund til at genopfinde den dybe tallerken, men Dying Light har så travlt med at efterligne og spænde over genrer, at det i sidste ende er lige så forglemmeligt som sin forgænger.

Det er ærgerligt, for spillet er på ingen måder decideret dårligt, men man sidder ofte med en følelse af, at det kunne have været noget helt specielt.

Bortset fra nogle indledende problemer med pc-versionen (en tendens der desværre rammer mange moderne spiltitler, der er udviklet og optimeret primært til spillekonsoller) lever Techland op til sit navn - der er helt styr på den tekniske del.

Dying Light er ganske enkelt umådeligt flot.

Alt lige fra belysningen til teksturerne skriger af realisme, og lydkulissen gør sit for at skabe en uhyggelig stemning ­- hvad enten det er en klirren fra en flaske på jorden eller skrig i det fjerne, sidder man næsten hele tiden med en urolig fornemmelse af, at det er bedst at holde sig i bevægelse.

Forskelligt som dag og nat
Ud over zombier er Harran befolket af både skøre typer og postapokalyptiske stereotyper.

Der er ikke meget kulør på persongalleriet, men når mørket falder på, sker der til gengæld ting og sager med byens hvileløse "beboere".

Om natten bliver der vendt op og ned på hierarkiet, og opholder du dig uden for en af de sikre zoner, må du være beredt på at flygte over hustagene, hvis de skræmmende stærke og hurtige "volatiles", "night hunters" og andre superzombier opdager dig og sætter jagten ind.

Det står i skarp kontrast til de nærmest komiske "almindelige" zombier, der vælter rundt i gaderne og falder over hinanden.

De bliver hurtigt til forhindringer eller omvandrende boksebolde, som du forsøger at tæve på nye og underholdende måder, efterhånden som du lærer nye færdigheder.

Dying Light er kort sagt uensartet og svinger stemningsmæssigt som et pendul mellem Dead Rising og The Walking Dead.

Underholdning uden substans
Der har på det seneste været en bølge af såkaldte "open world"-spil, og det ser ikke ud til, at den stopper lige foreløbig.

Det lader til at være en populær misforståelse, at en åben spilverden i sig selv er et kvalitetstempel - ja sågar et must så snart en udvikler har et vist budget.

Der er masser at lave i Harran, men såvel den kreative nedslagtning af zombier som sidemissionerne bliver hurtigt ensformige.

Hvor megen morskab du får ud af Dying Light, afhænger i sidste ende af, hvilke forventninger du har på forhånd.

Håber du på en helstøbt, intens og karakterdrevet spiloplevelse i stil med The Last of Us, vil du nok blive skuffet.

Er du til gengæld blot ude på at more dig med at hoppe rundt på hustage og lege kispus med zombier, så er der mange timers underholdning at finde her.

Falder du inden for sidstnævnte kategori, anbefales det, at du inviterer vennerne med - sandkasser er som regel sjovest, når man har andre at lege med, og Harran er ingen undtagelse.

Op til 4 spillere kan spille sammen online og følge kampagnen samt fuldføre sidemissioner sammen eller konkurrere i forskellige tilfældigt genererede minispil undervejs, såsom "hvem kommer først til punkt X på kortet" eller "hvem slår flest zombier ihjel, inden tiden udløber".

Du kan også invadere andre spillere som en af nattens superzombier i "Be the Zombie". Online kan Dying Light faktisk være rigtig sjovt - hvis du selv er villig til at slå hjernen fra.



mest debatterede artikler

Premium
Airtames medstifter og CEO Jonas Gyalokay stopper på posten: Indsætter CFO som ny direktør
Medstifter af Airtame, Jonas Gyalokay, stopper som topchef i selskabet. Han fortsætter i stedet som bestyrelsesformand, mens Airtames CFO bliver administrerende direktør. Få indblik i ledelsesrokaden her:
Computerworld
Hånden på hjertet: Er der plads i din virksomhed til it-nørderne, der sjosker rundt i ikke nødvendigvis ens strømpesokker?
Klumme: Er der plads i din organisation til it-nørder, der går rundt på arbejdspladsen i to ikke nødvendigvis ens strømpesokker, fordi det er svært virkeligt at koncentrere sig, når skoene klemmer?
CIO
Har du rost din mellemleder i dag? Snart er de uddøde - og det er et tab
Computerworld mener: Mellemledere lever livet farligt: Topledelsen får konstant ideer med skiftende hold i virkeligheden, og moden går mod flade agile organisationer. Men mellemlederen er en overset hverdagens helt med et kæmpe ansvar. Her er min hyldest til den ofte latterliggjorte mellemleder.
Job & Karriere
IBM Danmark trækker tilbud om frivillige fratrædelser tilbage for stort antal ansatte: "IBM har taget røven på sine ansatte"
Som led i IBM Danmarks store fyringsrunde fik 130 ansatte grønt lys til at forlade selskabet på en frivillig fratrædelsesordning. Men nu har IBM Danmark trukket det oprindelige tilbud tilbage for størstedelen af de ansatte.
White paper
Gør dine medarbejdere til et aktiv i sikkerhedsarbejdet
Vi glemmer hurtigt gode råd og sikkerhedskurser. Men sådan behøver det ikke at være. Moderne træning, opfølgning og simulationer skaber en sikkerhedsorienteret kultur, som minimerer risikoen for, at din virksomhed rammes af ødelæggende cyberangreb.