Artikel top billede

Sådan ser brugergrænsefladen i Vito ud.

Socialstyrelsens svar på hård kritik fra Aarhus Kommune: "Vi vil meget gerne fortsætte dialogen"

Socialstyrelsen svarer her på kritikken fra Aarhus Kommune, der anklager styrelsen for 'sabotage', fordi kommunen ikke kan få lov til at tilgå en database på en bestemt måde i ny it-løsning.

Socialstyrelsen får hård kritik af Aarhus Kommune for håndteringen af en database.  

Sagen handler om adgangen til data fra den såkaldte hjælpemiddeldatabase, som Socialstyrelsen administrerer.

Aarhus Kommune har fået udviklet en løsning til borgerne, Vito, der skal gøre det let for borgerne selv at søge efter hjælpemidler, hvis man eksempelvis ser eller hører dårligt eller har andre udfordringer.

Databasen er dog ikke udviklet med det formål, mener Socialstyrelsen, og derfor ventes det nu, at der i løbet af få måneder vil blive lukket ned for adgangen til data - hvorefter Vito reelt vil være strandet.

Få historien her: Strid om database mellem dansk kommune og styrelse: Vil spærre for adgang til data i helt ny it-løsning

Det har fået rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), til at sende et brev til både socialminister Mai Mercado (KF) og innovationsminister Sophie Løhde (V).

“Socialstyrelsen lægger hindringer i vejen for at Aarhus Kommune kan bruge Vito sammen med borgerne. Aarhus Kommune oplever, at Socialstyrelsen ikke er villig til at stille data til rådighed for Vito,” lyder det blandt andet i brevet til ministrene.

Læs mere om det her: Database-strid får Aarhus Kommune til at gå direkte til to ministre

Her er Socialstyrelsens svar på kritikken

Computerworld har set nærmere på sagen og striden om databasen og har på den baggrund stillet en række spørgsmål til Socialstyrelsen, som styrelsen har svaret på skriftligt.

Her er Socialstyrelsens kommentar til kritikken fra Aarhus Kommune:

”Alle borgere i Danmark har i dag fri adgang til at søge i hjælpemiddelbasen. Aarhus Kommune ønsker med Vito at bruge data fra hjælpemiddelbasen i en ny kommerciel sammenhæng og på en måde, som adskiller sig væsentligt fra de oprindelige intentioner med basen."

"På den baggrund har vi haft behov for grundigt at undersøge mulighederne for og konsekvenserne af, at styrelsen videregiver data i den form og til det formål, som systemet Vito understøtter samt vores hjemmel til at gøre det."

"Vi har i det forløbne år været i tæt dialog med Aarhus Kommune om mulige løsninger og vil meget gerne fortsætte dialogen med Aarhus Kommune. Socialstyrelsen ønsker naturligvis, at så mange som muligt får glæde af hjælpemiddelbasen.”

Hvordan kan det være, at man efter flere års dialog mellem Aarhus Kommune og Socialstyrelsen ikke har været i stand til at nå frem til en løsning?

"Der er ikke tale om flere års dialog. I november 2016 bliver Socialstyrelsen oplyst om, at Aarhus Kommune ønsker at bruge webapplikationen Vito til at filtrere og præsentere kopierede data fra hjælpemiddelbasen. Socialstyrelsen gør Aarhus Kommune opmærksom på, at den tiltænkte metode kunne være problematisk i forhold til hjemmel, kontraktforhold, samarbejde med hjælpemiddelleverandørerne og sikring af lige konkurrencevilkår."

"I første halvdel af 2017 er Socialstyrelsen og Aarhus Kommune i dialog om løsningsmuligheder, og Socialstyrelsen bidrager med en række tekniske løsningsforslag, som Aarhus Kommune dog slutteligt ikke ønsker at bruge. Aarhus Kommune vælger 1. oktober 2017 at offentliggøre Vito med fremvisning af hjælpemiddelbasens data uden Socialstyrelsens samtykke."

I hvor høj grad mener Socialstyrelsen, at denne sag lever op til intentionen om, at offentlige data skal mere i spil?

"Socialstyrelsen ønsker, at hjælpemiddelbasens data anvendes på alle nyttige måder indenfor juridisk holdbare rammer. Hjælpemiddelbasens data anvendes på mange måder. Der leveres dataudtræk til kommuner som benytter basens data til lagerstyring, data leveres til KL, data fremvises på det europæiske website EASTIN, og der tilbydes søgefunktioner og systematiske linkfunktioner, som kan inkluderes på andre websites."

Er det korrekt, at Socialstyrelsen har en væsentlig indtægtskilde i form af hjælpemiddeldatabasen, som kan blive påvirket, hvis Vito-løsningen skrues sammen, sådan som Aarhus Kommune ønsker det?

"Vito vurderes ikke at have betydning for hjælpemiddelbasens økonomi. Hjælpemiddelbasen drives efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed, hvoraf følger, at indtægterne alene må anvendes til at dække omkostningerne ved at drive databasen."

Læs mere her:

Strid om database mellem dansk kommune og styrelse: Vil spærre for adgang til data i helt ny it-løsning

Database-strid får Aarhus Kommune til at gå direkte til to ministre