Den franske udvikler Dontnod er en af dem, det er svært ikke at bemærke. Lige siden de første gang begyndte at røre på sig, har det været tydeligt at ambitionerne og kreativiteten aldrig har manglet, også selvom erfaringen måske ikke har været til at realisere det hele. Den slags er svært ikke at beundre.
Det er ligeledes de samme kvaliteter man mærker fra første gang man starter Vampyr op. Jonathan Reid er navnet på den person man inden længe tager kontrollen over, og mens tidsperioden er sat kort tid efter den første verdenskrig, er det hverken krigens pinsler eller lignende som er omdrejningspunktet for det hele.
I stedet er udfordringen at Jonathan efter at være blevet angrebet af en unavngiven person, vågner op som vampyr med alle de udfordringer og muligheder som den slags giver.
Dontnod har brugt det hele som fundament for et action-rollespil, hvor det dog handler om mere end at tæve tilfældige tyveknægte til benmel, og suge livet ud af alt hvad der krydser ens vej.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk
Efter den første overraskelse bliver det således meget klart, at Jonathan ikke er ovenud lykkelig for sin nye tilværelse, og særligt den konstante blodtrang skal er en udfordring, når man basalt set ikke ønsker at gøre andre fortræd.
Dette dilemma udnyttes på snedig vis I spillets regelsæt. Ved at sætte tænderne i nogle af de mange mennesker som krydser Jonathans vej, belønnes man således med erfaringspoint der kan veksles til nye, potente evner der på sigt kan gøre det hele lettere.
Samtidigt er det muligt at høste endnu flere erfaringspoint, hvis man første afhjælper ens kommende ofre med deres problemer. Det er en lidt løjerlig måde at motivere spilleren til at påtage sig et væld af forskellige sideopgaver, og med forklaringen om at dette som følge gør blodkvaliteten bedre er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet.
Konsekvenserne for at vælte sig i en blodrus er dog mange, foruden Jonathans eget moralske kompas der til dels er styret af hans fortid som læge, og altså ikke har det for godt med pludseligt at frarøve liv i stedet.
Hvis man derfor tager livet af alt og alle, vil man ikke kun se hovedpersonen selv, men også den omkringliggende verden begynde at ændre sig, og introducere nye, mere mystiske fjender.
Mere rammende er dog at man slet og ret ikke vil kunne få adgang til alle de samme ledetråde eller hemmeligheder, hvis man uden at tænke sig om gør det af med de personer som ligger inde med dem.
Læs også: Anmeldelse: Tre af de største episoder fra E3-messens historik
Mest naturligt virkede det således eksempelvis for undertegnede at forsøge at klare sig igennem historien, uden at gøre nogen der ikke virkelig havde fortjent det, fortræd. Den beslutning betød dog også at min erfarings-hungrende hovedperson, gradvist fik det sværere og sværere i de mange kampe, hvor manglen på evner og generel styrke betød at der skulle gås mere nøjsomt til værks.
Kampene kommer man ikke uden om, uanset hvor passiv en vampyr man ønsker at være. Med alt fra pistoler til økser og sværd, er det muligt at sende de mange fjender til det hinsides, men sjovere er det at gøre brug af nogle af de mange vampyr-evner. Disse kræver dog blod at bruge, og det betyder at det ofte godt kan betale sig at banke en fjende i gulvet for efterfølgende at sætte tænderne i ham, i stedet for blot at gøre det af med dem.
Denne uventede dybde i kampsystemet, betyder at det hele bliver tilføjet en rytme hvor man gør bedste i at overveje sine muligheder hele tiden. At det samtidigt er muligt at sammensætte og opgradere ens egne våben, gør blot det hele sjovere.
Desværre kan Vampyr ikke helt undgå nogle af de problemer der også tidligere har karakteriseret Dontnods udgivelser, og basalt virker det igen som om ambitionerne og ideerne har været større end budgettet.
Trods dets mange gode ideer, savner kampsystemet således balance, hvilket betyder at det ikke er den store udfordring at klare sig igennem spillet, uden at krumme et hård på nogle af de mange personligheder man møder på sin vej.
Udviklerens balanceringen af sværhedsgrad og udfordring er simpelthen ikke på plads, og man føler det derfor ikke som den store forskel, hvis vælger at klare sig igennem uden en ekstra blodpose eller to. Det er faktisk virkelig ærgerligt, for hvis man havde følt sit tvunget til at tage tunge, meningsgivende valg med jævnlige mellemrum, havde det hele også været en mere mindeværdig oplevelse.
Samtidigt lider det hele også under et par tekniske problemer, som man dog med tiden må formode bliver bedre. Alligevel er det lidt ærgerligt når grafiske skavanker pludseligt viser sig ud af det blå, samtidigt med at billedhastigeden fra tid til anden synes at have sit helt eget liv.
Vampyr er det tætteste Dontnod endnu er kommet på at sammensætte en oplevelse hvor ambitionerne hænger sammen med kompetenceniveauet, og selvom der stadig er irriterende mangler eller balanceproblemer, bydes her også på et fornøjeligt action-rollespil med nogle virkeligt gode og originale ideer.
