En verden i tre dimensioner

3D-briller

Når man er vant til at bevæge sig rundt i en tredimensional verden, virker computerskærmens to dimensioner ret begrænsende i mange situationer. Grafikken kan blive nok så flot, men realismen bliver aldrig ret høj, så længe billedet kun er i 2D. Den manglende dybde giver også problemer, når designere skal have en ordentlig fornemmelse af den 3D-model, de har skabt.

Når man snakker om 3D i forbindelse med computere, må man skelne mellem det private og det professionelle marked. Private computerentusiaster forbinder typisk 3D med spil, hvor man kan bevæge sig rundt i en tredimensional verden. Godt nok er denne verden defineret i tre dimensioner, men på skærmen får man kun de to af dem med. Følelsen af dybde mangler.

Briller som disse kan give en vis dybdefølelse i 3D-programmer. Denne ELSA-model er trådløs.

Flere producenter fremstiller særlige briller, som med lidt held kan give en fornemmelse af dybde i 3D-programmer, herunder spil. Teknologien i brillerne varierer, men for dem alle gælder det, at højre og venstre øje præsenteres for forskellige billeder. Fælles for alle 3D-briller er også, at der kræves særlig software for at få en dybdeeffekt, og der findes mange forskellige 3D-formater.

Glassene i de fleste stereoskopiske briller, der eksempelvis forbindes til særlige grafikkort, er faktisk små LCD-paneler, der skiftevis åbner og lukker. Når man kan se skærmen med venstre øje, kan man ikke med højre. Brillerne er synkroniseret med skærmen, så øjnene får lidt forskellige billeder. Derved kan man få illusionen af dybde i billedet. 3D-briller bruges både af spilentusiaster og professionelle for eksempel til design (CAD).

3D-briller er forholdsvis billige, men de besværlige at have på, og ergonomien er ofte ikke særlig god, idet billedet har tendens til at flimre for øjnene. Derfor er det en fordel med 3D-teknikker, der ikke kræver briller, og sådan nogle findes da også.

3D-skærme

Spillene bliver en hel del heftigere, hvis billedet fylder det meste af synsfeltet, som tilfældet er med parabol-skærme som denne. Egentlig dybdefølelse mangler dog stadig.

En enkel måde at give 3D-effekt uden briller er at få billedet til at fylde så meget af synsfeltet som muligt. Denne metode kendes fra planetarier, men mindre kan også gøre det. Billedet projiceres op i en parabol, som brugeren sidder midt for. Firmaer som Elumens tilbyder paraboler i mange størrelser. Oplevelsen bliver større, men man mangler stadig den altafgørende dybdefølelse.

For en rigtig 3D-virkning uden briller må man ty til særlige skærme. Det kan for eksempel være en skærm, hvor to LCD-paneler anvendes til at give 3D-effekten. New Zealandske Deep Video Imaging har udviklet denne særlige skærm, som vi har skrevet om før.

Også Dimension Technologies har 15'' eller 18'' 3D-fladskærme på programmet. Her er teknologien anderledes. To forskellige billeder sendes mod hver sit øje, idet hver anden pixel kun kan ses af det ene øje, og hver anden kun af det andet. På en skærm med opløsningen 1024x768 ser hvert øje faktisk kun det halve antal pixels i bredden, altså 512, og med den rette software opstår 3D-effekten.

ELSA Ecomo 4D virker langt bedre, end dette billede giver indtryk af.

Ecomo 4D fra ELSA er endnu en mulighed, hvis man har 50.000 kroner for meget. Denne skærm virker ved at følge brugerens øjne ved hjælp af to digitalkameraer og herudfra danne et billede, der fremstår tredimensionalt. Denne skærm har PC World Online haft lejlighed til at afprøve, og virkningen er ganske imponerende. Objekter, der eventuelt kan være i bevægelse, ser ud, som om de svæver frit i luften, og man får lyst til at række ud efter dem.

Disse skærme er ikke for alle og enhver. Den billigste 3D-skærm koster nemlig 1.700 dollar, så det vil mest være folk, der har brug for den tredje dimension i forbindelse med arbejdet, der aftager skærmene.

Kig i krystalkuglen

En elektronisk glaskugle fra det amerikanske firma Actuality Systems gør det muligt at se computerskabte 3D-modeller fra alle sider. I "krystalkuglen" skabes de tredimensionale billeder ved at projicere en serie todimensionale billeder, hver med en opløsning på 768x768 pixels, op på en skærm, der roterer med 600 omdrejninger i minuttet. Det menneskelige øje binder billederne sammen, så illusionen om et objekt i tre dimensioner opstår. 3D-billedet opdateres 20 gange i sekundet i den ti tommer store kugle.

Et molekyle i tre dimensioner. Den særlige glaskugle fra Actuality Systems har kodenavnet Helios .

Teknologien er i princippet forholdsvis simpel, men et realistisk billede kræver millioner af informationer. Bearbejdningen af disse data vil typisk være flaskehalsen i 3D-systemer. I Actuality Systems' kugle sidder en Texas Instruments processor, der kan klare 1.600 millioner instruktioner i sekundet, der sammen med seks gigabit DDR RAM sørger for at producere 117 millioner voxels i sekundet. En voxel er en informationsenhed, der beskriver et område i rummet, på samme måde som en pixel definerer et punkt på en flade.

3D-displayet kan for eksempel finde anvendelse inden for mange former for design og ved bioteknologisk og medicinsk forskning, idet formen af et molekyle kan visualiseres. Diverse CAD-programmer understøttes. Indtil videre findes 3D-kuglen kun som prototyper, men Actuality Systems regner med at have produkter på markedet til næste år.