Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Nørgaard: Skulle vi ikke se at få noget ÆGTE diversitet i bestyrelserne? Gamle kvinder i stedet for gamle mænd er da ikke et fremskridt

Klumme: Man forstår jo godt, hvorfor man prøver at rette op på noget forkert. Men nogle gange er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. Diversitet er ikke at tvangsudskrive nogle gamle, hvide kvinder til at supplere de gamle, hvide mænd og at udnævne en masse kvindelige DJØF'ere til at erstatte en del af de mange mandlige DJØF'ere. Det er bare mere af det samme.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg gik på Louisiana State University i Baton Rouge, Louisiana, fra 1982 til 1983.

Louisiana havde på det tidspunkt den højeste andel af sorte i USA - jeg mener at kunne huske, at det var cirka 30 procent, hvor det nationale gennemsnit var 11 procent - og nogle gevaldige, sociale udfordringer for at sige det mildt.

Man havde indført kvoter og lempeligere adgangskrav for sorte, så der kunne komme flere ind på LSU.

Man havde for eksempel sænket kravet om antal semestertimer, som man skulle have indenfor "science" (nu ville man sikkert sige STEM), og det gav sig, forudsigeligt, udslag i tre forskellige reaktioner, når jeg talte med folk i kantinen og rundt omkring på campus:

1. Sort, kvindelig studerende i boghandlen: "Alle tror, at jeg kun er kommet ind, fordi jeg er sort."

2. Hvid, kvindelig administrator: "Vi har været nødt til at lave 0001 (Tripple-O-One) kurser i engelsk og matematik for at få nogle af de sorte studerende op på et niveau, hvor de kunne tage vore grundlæggende kurser på første studieår. Vi har samme problem med de hvide brydere, i øvrigt."

3. Hvid, mandlig sociologi-studerende uden for mit kollegium, der hed Pentagon: "Vi er da nødt til at gøre noget aktivt, hvis vi skal ændre på den skæve fordeling af hvide og sorte i gode jobs."

All good intentions

Så hvis man var sort og kom ude fra sumpen (the bayou) og dårligt havde gået i skole, så fik man faktisk en chance for at komme igennem college/universitet alligevel, inkl. finansiel assistance, i et behjertet forsøg på at få hævet den sorte underklasse op på et højere niveau. All good intentions.

Er det gået godt? Ja og nej.

Flere er kommet igennem. Der er sket mange forbedringer i de sortes liv, hvis man ser på statistikker over livsindkomst, folk med længerevarende uddannelser, levetid, osv.

Vi skal selvfølgelig også lige huske de naturkatastrofer, der jævnligt rammer staten, og som sætter en masse ting år tilbage.

Men de utilsigtede bivirkninger har også været til at føle - og ikke kun i Louisiana: Mange stærkt kvalificerede unge med asiatisk baggrund kan ikke komme ind, fordi kvoterne for sorte fylder så meget, som de gør.

Jeg hørte for nyligt en podcast, hvor nogle gamle, erfarne USA-iagttagere havde skiftet mening og ikke længere mente, at den positive forskelsbehandling havde været godt for de sorte.

Jeg ved også, at selv højt kvalificerede, flittige - men hvide - studerende ikke kan komme ind på universiteterne i Sydafrika pga positiv særbehandling.

Vejen til helvede brolagt med gode intentioner

Man forstår jo godt, hvorfor man prøver at rette op på noget forkert. Men nogle gange er vejen til Helvede brolagt med gode intentioner.

På samme vis kan man komme i syv sind, når talen går på kvoter for kvinder i bestyrelser.

Man kan jo sagtens se, at det kun er gamle, hvide mænd, der (selvsupplerende, hyggende og småsnakkende) sidder og dominerer og overdøver i alle mulige bestyrelser. Ligesom de også altid gør i alle vore hundredvis af offentlige nævn og udvalg.

Næsten ingen fatter, at selve diversiteten i baggrund, uddannelse, erfaring og sociale karakteristika i sig selv medfører bedre beslutninger.

Det er noget, som amerikanske bikse har fattet for en del år siden. Det synes jeg, er det værste aspekt ved mono-hvid-kulturen her i landet. Spildet af muligheder for at tænke nyt eller anderledes, og ofte simpelt, billigt og effektivt. Kæmpe spild.

Men det er altså ikke gjort ved at tvangsudskrive nogle gamle, hvide kvinder til at supplere de gamle, hvide mænd.

Det er ikke gjort ved at udnævne en masse kvindelige DJØF'ere til at erstatte en del af de mange mandlige DJØF'ere i nævn, udvalg og tænketanke. Det er IKKE diversitet.

Mere af det samme

Det er bare mere af det samme og vil fortsat vedblive med at producere en masse ligegyldige møder, hvor det kun er kontrol, der reelt er på dagsordenen, så bestyrelsesmedlemmerne kan undgå at komme til at hænge på Nordisk Fjer-klausulen og dermed havne i fængsel.

Jeg kan se, at det er blevet meget moderne at tage en bestyrelsesuddannelse. Kig på billederne af dem, der graduerer. Samme type alle sammen.

Det er jo som sidste scene i Kammerat Napoleon, hvor dyrene står ude i regnen og ikke mere kan se forskel på de gamle herrer (menneskene) og de nye (grisene).

Det giver IKKE diversitet eller større klogskab i bestyrelses- eller andre møder. Det giver bare mere CYA (Cover Your Ass) i alle led. Mere juristeri. Mere spild. Kald det governance, så det lyder fedt, men lad være med at kalde det bedre. På forhånd tak.

For en akademisk spændende kritik af mono-kultur og repræsentativt demokrati mv., check out den fremragende, politiske filosof Hélene Landemore, for eksempel i denne podcast om hendes bog "Open Democracy":

Jeg kan røbe, at hun godt kan forstå Trump- og Brexit-tilhængerne, at hun kalder sig selv en "Recovering Aristocrat" og at hun blandt andet citeres for dette udsagn:

"Ordinary people have the intelligence, when they are together, to run their own affairs, and we should not accept the premise that things are getting more and more sophisticated and complicated, so that we should let the experts rule."

Truede med tvangsopløsning

Det viser sig, at det IKKE er optimalt at sætte de tre bedste økonomer i landet sammen for at løse et økonomisk problem.

De skal suppleres af helt andre typer og baggrunde, hvis det skal blive verdensklasse. Det er noget, som jeg, der elskede beslutningsteori på KU, kan nikke genkendende til.

Man indførte den tvungne 40 procents-ting i bestyrelser i Norge for nogle år siden, og der var så også en ordentlig, syg kæp af den rene Putin-motivation til at bakke kravet op, nemlig tvangsopløsning af virksomheden, hvis den ikke have nået målet indenfor et års tid eller så.

Hold nu op, hvor fik de travlt alle steder.

Jeg kan specielt huske to situationer, som jeg oplevede tæt på:

- Nogle danske kvinder, der var kendte og anerkendte i deres egen ret i dansk erhvervsliv, blev kontaktet og tilbudt bestyrelsesposter i norske bikse. Ikke fordi man kendte dem i Norge eller de kendte noget til virksomhederne. Af desperation.

- En norsk kvinde toppede på et tidspunkt med over 53+ bestyrelsesposter. Hun beskrev det som at være jaget vildt. Erhvervslederne tiggede og bad hende, fordi de ellers ville blive tvangsopløst.

Putin-adfærd dur kun i overgangsfaser

Den slags Putin-agtig adfærd kan være fin nok i en overgangsfase, og jeg tror ikke, at nogen norsk virksomhed døde af den ene eller anden grund.

Men det gør ikke noget godt for kvinders professionelle ry. De risikerer at skulle kæmpe mod de samme argumenter som de sorte på LSU i 1982.

Jeg tror i øvrigt, at de danske kvinder hurtigt blev trætte af at flyve til Oslo for at deltage i et møde, overnatte og så flyve hjem igen. Og her kommer vi til noget, der længe har undret mig:

Hvorfor tror man, at bestyrelsesmøder er interessante? Reelt er det jo direktionen, der til dagligt træffer alle vigtige beslutninger - ellers overlever biksen ikke særligt længe.

Bevares, der findes "arbejdende bestyrelsesformænd", men det er jo bare en ansættelse af en erfaren person, intet andet.

Der er intet magisk eller specielt effektivt ved bestyrelser eller bestyrelsesmøder. Det er kontrolforanstaltninger for at sikre, at aktionærerne ikke bliver snydt, og det er godt. Checks & balances. Og nogle gange også et lønligt håb om den fede networking.

Meget tit røvkedeligt

Men ligefrem "seats of power" er det meget, meget sjældent.

Derimod er det røvkedeligt meget, meget tit. Og ja, Lasse og jeg prøvede det hele i de 13 år jeg var i Miracle: Vi prøvede folk med faglig erfaring, folk med adgang til bonede gulve, folk med en helt anden baggrund, folk med konkurrende bikse - you name it.

Men det var jo stadig os to, der handlede hver dag på biksens vegne, og bestyrelsesmedlemmerne, der hver tredje måned skulle prøve at finde hoved og hale i, hvad der skete og hvad vi kunne tænkes at finde på i en foranderlig verden og et forandringsparat firma. Det har ikke været nemt.

Og dét har jeg en teori om, at kvinderne, der har det med at være en del mere rationelle end mænd i forhold til work/life-balancen, hurtigt indser.

At deltage i et møde på et dårligt tidspunkt af dagen, hvor man skal stille kontrolspørgsmål og skrive under på regnskaber, fører næppe til den helt store jubii-reaktion hos normalt tænkende mennesker.

Til overflod er det som oftest ikke særligt godt lønnet, og de sandwiches man får under mødet hænger fast i tænderne, og sikkert også i tarmvæggende på vej sydpå, i en grad, så man er nødt til at bruge pegefingeren som en slags tandbørste eller -skrubbe.

Dertil noget UV- og radioaktivt bestrålet vand i en blød plasticflaske. Og kaffen. Lad os ikke glemme kaffen. Den er også altid helt speciel til disse lange aftensmøder.

Det vil da ikke gøre noget godt for nogen

Så alt i alt tror jeg ikke, at en tvungen kvote på 40 procnet kvinder vil gøre noget positivt for nogen. Men jeg må indrømme, at jeg er meget spændt på, hvilke uventede sideeffekter det vil medføre.

Jeg så MEGET hellere, at man offentligt bedømte virksomheder og ledelser på reel diversitet og forsøg på at få bedre beslutninger ind i kredsløbet. Et "Better Decisions"-index. Hvis man for eksmepel gerne vil skaffe kunder ved at ringe til en masse mennesker, så er det da langt smartere at ansætte Muhammed, der har siddet hos 3 eller Telenor i flere år og ringet forgæves hele dagen - og alligevel bevaret humøret og høfligheden - end Mogens, der hellere vil skrive en mail til nogle få...

Tager jeg igen fejl? Kan man sige noget absolut godt eller absolut skidt om kønskvoter? Skriv til mig privat på mogensxy@gmail.com eller officielt på mogens@teo.dk - så kan jeg jo misbruge jeres input til alt muligt i fremtiden .

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.




CIO
Årets CIO 2022: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?