Chipkort
Når man taler om SIM-kort, Danmøntkort, chipkort eller smart card, så taler man faktisk om den samme type kort, nemlig chipkortet, der som navnet antyder er et kort med en indbygget mikrochip. I denne artikel ser vi på det teknologien i chipkortet, mens vi i en senere artikel kigger nærmere på de mange anvendelsesmuligheder.
Teknologien til chipkort har været kendt siden midten af halvfjerdserne, men først midt i firserne så de første applikationer dagens lys. Det var franskmændene, der fandt på navnet "smart card". Hvert år produceres der over 1 milliard chipkort, hvoraf langt de fleste bruges som SIM-kort til mobiltelefoner.
Ofte er chipkortet på størrelse med et kreditkort, men det kan også være mindre. Chippen kan enten være en mikroprocessor med en intern hukommelse eller en hukommelseskreds. Forbindelsen til chippen opnås enten gennem fysisk kontakt eller via en kontaktløs elektromagnetisk grænseflade.
Alle chipkort skal overholde den grundlæggende standard ISO 7816, der omhandler de fysiske, elektriske og mekaniske detaljer samt programmeringsgrænsefladen (API) til et chipkort med kontakt.
Kontakter
| Chipkort med kontakt. Kontakten er som regel fremstillet af guld. |
For at kunne læse indholdet af et chipkort med kontakt, skal der bruges en såkaldt chipkortlæser. Overfladen af chippen er typisk fremstillet af guld, og dette område kaldes for kontakten. Mellem kontakten og chipkortlæseren dannes der en fysisk forbindelse, hvorigennem der transmitteres kommandoer, data eller eksempelvis status af kortet.
| Kontaktfrit chipkort. Den metaltråd, der udgør antennen, er bøjet tre gange rundt inde i kortet. |
De to kategorier af chipkort kan godt kombineres. Et hybridkort er et chipkort, der indeholder to chips: En med kontakt og en uden kontakt. De to chips er ikke forbundet. Dette gør, at man kan bruge det samme kort til flere forskellige formål.
Et kombikort indeholder kun en chip, som har to grænseflader: En med kontakt og en uden kontakt. Dette giver endnu større anvendelsesmuligheder end et hybridkort, da man kan læse kortet ved brug af begge slags kortlæsere. Det forventes at denne type kort bliver taget i anvendelse af banker og rejsesektoren.
Et chipkort kan også kombineres med et almindeligt magnetkort, således at der på den ene side af kortet er en magnetstrimmel og på den anden side er en chip.
Chippen
Uanset hvilket slags kort, der er tale om, så er chippen enten en mikroprocessor eller en hukommelseschip. Sommetider navngives kortet efter hvilken slags chip, der sidder i, eksempelvis hukommelseskort.
Man kan betragte hukommelseschippen som en diskette med valgfri sikkerhed. På et hukommelseskort kan der være mellem 103 bit og 16 kilobit data, og disse kort er ikke så dyre som mikroprocessorkort. Til gengæld er der ikke så stor datasikkerhed, da sikkerheden afhænger af kortlæserens sikkerhed.
En mikroprocessorchip kan betragtes som en lille computer med en I/O-port, en mængde hukommelse og et styresystem. Chippen kan fås med enten en 8, 16 eller 32 bit processor. Da chippen fungerer som en lille computer, kan data manipuleres af selve chippen. I chippen kan der lagres mellem 300 bytes og 32 kilobytes, og det forventes at kapaciteten øges i fremtiden.
Et mikroprocessorkort indeholder tre typer hukommelse:
1. ROM med fast systemsoftware.
2. EEPROM (Electrically Erasable Read Only Memory), hvori programmer kan tilføjes, slettes eller ændres.
3. RAM, som er arbejdslageret.
Et mikroprocessorkort bliver typisk produceret med en 8 bit processor, 16 kilobyte ROM, 16 kilobyte EEPROM og 256 byte RAM.
I en senere artikel ser vi nærmere på de mange anvendelsesmuligheder, der er ved brug af chipkort. Blandt har DSB og HT planer om, at billetter i HT-området skal erstattes af chipkort.
