Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Gennem mere end 20 år har jeg arbejdet med it-projekter i alle størrelser – fra små, agile initiativer til gigantiske projekter. Både i det offentlige og det private.
Når jeg ser tilbage på de projekter som jeg har haft ansvaret for og de mange projekter jeg har været i berøring med igennem årene, er det store spørgsmål: Hvorfor går nogle projekter godt, mens andre fejler?
Et klassisk bud på hvad der sikrer succes, er styring og dokumentation.
Det er selvsagt helt afgørende at have styring (mål, rammer, retning, governance) og dokumentation (sporbarhed, vidensdeling) men min erfaring peger på at dette fundament ikke gør det alene.
For at få succes i store og komplekse it-projekter kræves: Domæneviden og passion.
Det kan lyde lidt pladder-humanistisk og måske banalt, men det er ofte netop disse elementer, der bliver skubbet i baggrunden i jagten på planlægning og styring.
It-projekter har brug for forældre – nogen der ved hvad livet går ud på (domæneviden) og kærer sig inderligt (passion).
Organiske eller mekaniske?
Både i det offentlige og det private har vi så længe jeg har arbejdet i området betragtet it-projekter som en primært mekanisk disciplin, hvor faglige specialer som eksempelvis planlægning, styring, risiko, it-arkitektur, data, kodning og så videre har brudt helheder ned i specialisternes områder.
For hvert område har det handlet om at få bragt de bedste eksperter i arbejde indenfor et afgrænset felt og så givet stafetten videre til andre eksperter.
I årevis har vi fremhævet projektledelse og it-arkitektur som nøglen til succes.
Projektmetoder som Prince2 og statens it-model fokuserer på detaljeret planlægning og risikostyring. Struktur er redningen og jo mere struktureret, planlagt og veldokumenteret et projekt er jo bedre.
Selvfølgelig er it-mekanik. Naturligvis skal vi planlægge et projekt. Vi skal vide hvad vi vil, vi skal have rammer for tid og økonomi, vi skal have en plan og følge op.
Vi skal også have processerne dokumenteret og governance strukturer til at styre. Det er alt sammen godt og rigtigt, men min vurdering er at store it-projekter er mere end det.
Modsat andre mekaniske systemer (eks. at bygge en stor bygning eller en flyvemaskine), så interagere it langt mere og dybere med omverdenen og brugeren.
Antallet af touchpoint med brugere og kravene til agilitet i disse touchpoint er alt andet end mekaniske.
Dertil kommer at it-projekter udvikles og implementeres i en super dynamisk verden, hvor ikke bare forventninger og grænseflader men også selve byggestenene kan nå at ændre sig flere gange fra de første tanker til fuld implementering.
De elementer trækker store it-projekter i retning af organiske systemer, hvor helheden ikke alene kan forklares og styres ud fra enkeltdelene.
Det er min erfaring, at for at mestre det organiske skal vi have fokus på to andre kompetencer, nemlig 1) Domæne viden og 2) Passionen for helheden.
Hvis vi skal lave et skattesystem, et betalingssystem eller et radiosystem er det afgørende for succesen, at der er folk med dyb viden indenfor de områder i centrum af projektet.
Projektet skal simpelthen vide hvilke praktiske opgaver systemet skal løses, de udfordringer der kan opstå og hvilke problemstillinger der er vigtige og hvilke der er knapt så vigtige.
Hvis vi skal i mål med helheden er det afgørende, at der er folk der ejer og kærer sig inderligt for netop helheden. Helheden kan ikke varetages ud fra enkeltelementerne.
It-projekter lykkedes sjældent når de er forældreløse.
Domæneviden og passion: Hvordan sikrer vi det?
Den kompetence vi skal have helt tæt på it-projekterne, er dem der kender sagsområdet.
Det er de stille eksperter – dem der ved, hvordan tingene virker og ikke mindst, hvad der ikke virker og hvorfor.
De eksperter skal sidde sammen med projektlederen og være tæt på projektejeren, men de er ikke hverken projektleder eller ejer.
Passion er et spørgsmål om tilgang. Passionen til projektet er den evige kæren, opmærksomhed og blik for helheden og ikke mindst viljen til at gøre det det bedste for projektet.
Passion betyder, at man ikke er tilfreds med sit arbejde bare fordi det er udført korrekt og efter standarder, passion er når man først er tilfreds når resultatet er godt.
Naturligvis skal vi ikke have en projektledelse der ikke har kompetencer, men når vi skal sammensætte projektledelsen, er det min vurdering, at passion for projektet skal veje tungere end specifikke (historiske) kompetencer.
Domæneviden og passion kan ikke erstatte styring og dokumentation – men min erfaring er at det er domæneviden og passion der gør forskellen for succes.
Jeg har tre gode råd:
- Styring og dokumentation skal være på plads. Der findes masser af modeller til dette, og de skal anvendes for at sikre struktur.
- Inkludér to-tre medarbejdere med dyb domæneviden i projektets core-team. De skal ikke blot konsulteres – de skal sidde tæt på projektledelsen og beslutningsprocessen.
- Du bør sikre, at projektledelsen har passion for projektet. Projektledere skal ikke kun være dygtige planlæggere – de skal brænde for projektets succes som helhed.
Min erfaring er, at hvis it-projekter fejler er det tit fordi de er blevet forældreløse.
Ved at kombinere solid styring med dyb viden og passion, kan vi øge succesraten. It-projekter lykkes ikke kun med god planlægning – de skal også have et hjerte.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
