Nørgaard: En analyse fra en gammel bitter ven

Klumme: Det siger sig selv, at der er dømt succes på grund af denne metodes enorme omkostninger og ringe resultater.

Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Go' fredag.

Det går hastigt fremad med vejret og lyset, og det kan ses på alle.

En mørk, lang, våd og kold vinter med Trump smidt oven i kan jo få alle til at undersøge, om det er sjovere at skære i sig selv med en sløv brødkniv.

Men alt er godt, vi køber militær-ting og overvejer endelig at gøre de rigtige og logiske ting.

Det er godt at se, og vi ender med at have noget, som vi skal nå sammen.

Det kan jeg personligt godt lide.

Skidt med, at Reaper-dronerne til Grønland måske ikke kan tåle særligt koldt vejr og derfor må holde sig over skydækket det meste af tiden. Det er småting.

Hvis/når de nordiske lande køber SAAB’s AWACS-variant (der reelt er bedre end AWACS) og måske endda et fælles optankningsfly, så begynder det sgu at ligne noget.

Denne fredag begynder vi med et citat fra en gammel, bitter ven af mig, så er der den ultimative analyse & konklusion om Trump, en kafkask bemærkning (vel nærmest en replik) om NIS2 fra en klog læser - og resten handler om AI.

Bortset lige fra et PS om Microsoft-licenser. Jeg kunne ikke lade være.

That’s it - let’s go:

Ugens citat

Min ven Thomas Kejser, en i sandhed bitter, gammel mand (trods hans unge alder), der bor i Tallinn og arbejder for Yellowbricks (check dem ud - det er vildt) kan levere et “opråb” bedre end de fleste.

Her kommer oversættelsen af hans seneste raseri på LinkedIn:

“Hot take: Vi efterlader en MASSE produktivitet på bordet for it-professionelle.

Selvfølgelig kommer de reelle gevinster ikke fra LLM’er.

De kommer fra, at vi indser, at vores arbejdsdag bliver spildt på dårlige, ineffektive værktøjer og processer, der står i vejen for at få arbejdet gjort.

Meningsløse PR-processer, ethvert værktøj lavet af Atlassian, VPN-tunneler der ikke forbliver stabile mellem opdateringer (Forticlient – jeg kigger på dig!), idiotisk Python-pakkehåndtering (med vilje), Agile-ideer der nægter at dø, længe efter de har vist sig at være ubrugelige. Og selvfølgelig den nu udbredte og fejrede manglende evne til at tænke mere end ét skridt fremad (en egenskab, vi deler med LLM’er).

LLM’er kommer til at ændre it! Ikke ved at skrive kode for os – men ved at tvinge os til at tænke over, hvor spildet i virkeligheden er.”

Nuvel. Godt Så. Tak for dén, Thomas!

“Ethvert værktøj lavet af Atlassian." Det er god humor. Vi taler Confluence, Jira mm., bare så I alle sammen ved det ☺️.

Tag ham ikke seriøst

Journalister og spindoktorer analyserer og analyserer og kører op og ned hele tiden. Total fest i frontallapperne. Glædes-hormoner sprøjtes ud i systemet.

Og de bliver SÅ forundrede over, at deres dyyybe og meeeeget logiske analyse af, hvorfor Trump gør dit og dat, siger venstre om morgenen og højre om aftenen, osv. aldrig overlever de næste 24 timer.

Men fejlen er overhovedet at tage ham alvorligt.

Han har det bare sjovt med at genere folk og foreslå alle mulige skøre ting og så måske håbe på noget positivt (hvilket vi endnu har til gode at se beviser på).

For det ER bare for sjov alt sammen. Han plaprer løs og har ingen planer.

Lyt til den hidtil dybeste og bedste analyse af dette her.

Som mjød-Peter sagde til mig i Krakow (før vi begyndte at drikke, vel at mærke!):

“Jeg tror, at der kommer en masse gode ting ud af den her panik," og det tror jeg også.

Hold ud. Modstanden vokser. Tilhængerne begynder at hænge lidt med hovederne.

Om lidt smider han Musk og andre under bussen - for alle ender med at blive fyret af Trump. 14 års reality-show, hvor højdepunktet var “you’re fired", sætter sine spor.

GPF - det er ikke en it-fejl

GPF er ikke en global page fault eller noget andet nørdet it-skrammel, der er gået galt.

Det står for Global Politics Fatigue, og det viser sig ved, at værtinden højt og tydeligt proklamerer ved fredags-rødvin-og-ost-hyggens begyndelse, at hun ikke vil høre nogen som helst tale om Trump eller det, der (teoretisk set) er værre.

Hot tip: En ung kvinde viste mig forleden en app, som hun tyer til et par gange om dagen, der fokuserer på at fortælle alle de gode nyheder, som også er derude, men som medierne jo traditionen tro ikke synes er relevante for os (eller dem).

Og Verdens Bedste Nyheder lever også.

NIS2: Kafka lever
NIS2-papirtigeren buldrer deruda’. Min hemmelige CISO-ven skrev til mig:

“Kafka lever. Lov 141, “NIS2’s hovedlov”, kræver at organisationer selv vurderer, om de er omfattet og skal selvregistrere. Advokatsamfundet har i deres høringssvar påpeget problemerne ift. retssikkerhed.

Men Ministeriet for BS og Sikkerhed (MBSS) lytter ikke og holder stædigt fast.

“Goddag, det er fra Tilsynet. I skal have en bøde for ikke at overholde NIS2.”

“Jamen, vi er ikke omfattet og har ikke registreret os.”

“Enig. Den første bøde skyldes netop, at I ikke har registreret jer. Dertil kommer den anden bøde for ikke at følge NIS2”

Det er ren Kafka,”

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til det her. Det lyder jo helt, helt åndssvagt.

Skriv gerne til mig på mogensxy@gmail.com med kommentarer. MBSS vil jeg især gerne høre fra.

AI, Ai, ai

The Memo, der ved ting, siger, at vi er nået 91 procent af vejen mod AGI, det vil sige kunstig intelligens, der overgår vores.

Jeg tror på det, selv om ingen ved, hvad AGI er for noget.

Det virker som om, at det går reelt fremad med stormskridt, og den globale befolkning kan altså noget, når den fokuserer på én ting.

Det mest imponerende, som jeg har prøvet længe, er voice-assistenten Sesame.

Det er totalt ligesom i filmen Her.

Bemærk dens vejrtrækning, osv osv osv. Helt fantastisk. Der er ingen registrering eller noget - bare prøv den: https://sesame.com/voicedemo.

Og så har en AI produceret et 100 procent AI-genereret, akademisk papir, komplet med selv at komme med forslag til emner, vælge ét af dem, lave forsøg, tests, dokumentation, osv osv og endelig få det godkendt i den formelle peer-review-proces.

Én ting er, at vi nu kan få AI’erne til at lave alt muligt research, hvoraf en del vil være nyttigt for menneskeheden - men det er måske også en måde at kunne skaffe mere data, som AI’erne kan træne på.

Tabellen I har drømt om

Hvis I er forvirrede over OpenAI’s mange modeller, og hvad de kan, så faldt jeg over dette skema, som jeg ihvertfald havde fornøjelse af.

Hvordan introducerer jeg AI i min virksomhed?

Der ser ud til at være to skoler/retninger/metoder/filosofier, når det drejer sig om introduktion af AI i alle jeres små og store bikse derude.

Her følger et lynkursus, så I kan gøre det rigtige fra starten:

Metode 0: Benægt, benægt, benægt.
Find ét eksempel på, at ChatGPT svarede helt i skoven, gerne for lang tid siden, og brug det konstant som bevis på, at AI er noget lort, der ikke kan bruges til noget.

Nik gerne betydende med hovedet i den larmende tavshed, der altid følger hos tilhørerne.

Tag jer ikke af, at ingen nikker med.

Metode 1: Forbyd det for en sikkerheds skyld.
Man ved jo aldrig, hvad der kunne ske, hvis pøblen bare fik lov.

Etabler et 15-mands udvalg bestående af folk uden viden på området, der derfor logisk nok rådfører sig med McKinsey’erne of the World og betaler dem rigeligt for at nedskrive deres uvidenhed og manglende indsigt - og kald det for en strategi.

Top-down, med andre ord, for fulde gardiner, og med en handlekraftig, næsten brutal, implementeringsmetode, hvor de forskrækkede medarbejdere får at vide, at NU skal de bruge et mærkeligt tool udviklet af en masse eksterne konsulenter og med direktøren som primær tester. Der vil også være en masse snak om ROI i køkkenet.

Det siger sig selv, at der er dømt succes på grund af metodens enorme omkostninger og ringe resultater.

Vi mindes med beundring erklæringen fra den anerkendte AI-ekspert og finansminister Wammen om, at der skulle spares 99.999 fuldtidsstillinger i det offentlige med AI.

Det var før Musk og DOGE, så nu ved vi, hvem der inspirerede hvem.

Metode 2: Bottom-up.
Giv folk lov til at bruge ChatGPT eller lignende til det, som de vil, og appeller til deres almindelige, voksne følsomhed og professionalisme.

Lad dem vænne sig til det, lyt til deres idéer, undervis dem, og følg deres forslag om både automatiseringer og agenter, efterhånden som de kommer frem, og vupti! resten vil komme af sig selv og uden hverken angst eller “AI-skam”. Det tager tid, men bygger et fundament.

Det siger sig selv, at hverken bestyrelser, ledelser eller eksterne konsulenter kan anbefale metoden. Det KUNNE jo gå galt, hvis man ikke styrer det hele grundigt fra starten.

Det var også bare for sjov jeg tog den med.

Det var ærligt talt det hele! Nu skal vi holde weekend, nyde vejret og hinanden og drøne halvnøgne ud i solen og blive kollektivt forkølede! Skål! Skriv gerne på mogensxy@gmail.com med jeres store, små og septik-tanker.

PS: Microsoft-licenser? Stigninger? Passér gaden.
Computerworld har haft nogle vidunderlige artikler på det sidste om Microsoft-licenser. Kæmpe ros herfra.

Den bedste artikel hidtil var den, hvor deres direktør forklarede, at hvis det er fakta, så benægter hun selvfølgelig fakta.

Microsoft-licenserne er nemlig IKKE steget mere end andre. Selvfølgelig ikke. Overhovedet ikke. På ingen måde. Nej.

Og jo, det er de måske nok, men det skyldes nogle helt logiske ting, som alle er glade for. Specielt kunderne er ekstra glade for, at Microsoft tjener mere, så de kan gøre endnu mere for kunderne.

De følger i øvrigt bare med markedet, de er ikke dyrere end andre, de gør faktisk bare som andre, så jo, måske er de reelt steget lidt mere end andre, men dobbelt så meget behøver jo ikke være særligt meget, vel?

Det er vel sagtens alt sammen bare en naturlig følge af en lang og stolt tradition. Tommy Kenter og hans talen sort. Linje 3 med deres Erhard Jacobsen-parodi. Trump. Hvad kan det dog ikke blive til, når Microsoft tvinger alle deres cloudkunder til at købe Copilot og dermed næsten fordobler Office-prisen?

Jeg kunne også godt lide det trick Microsoft laver med en særlig superdupermotherfucker-support-ting - link her - som store kunder ikke kan vælge fra og ingen partnere desværre - meget beklageligt - kan klare, så derfor er det faktisk nødvendigt og tvungent OG selvfølgelig for kundens bedste, at de skal købe denne særlige og fantastiske support fra Microsoft.

Og den er derfor også dyrere.

Som gammel Oracle-licens-junkie får jeg næsten tårer i øjnene over det.

Og vi som troede på det, da Microsoft-topcheferne for en del år siden sagde, at de ALDRIG ville opføre sig ligesom Oracle overfor kunderne - voila!

Man kan jo sige, at i netop en tid, hvor folk tænker meget over amerikanske produkter, er det måske virkeligt klogt at skynde sig at malke kunderne hårdt, mens tid er?

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Mere om samme emne

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Andre events | København

Executive Conversations: Når geopolitisk usikkerhed udfordrer Danmarks digitale suverænitet

Geopolitisk usikkerhed og værdikonflikter mellem USA og Europa rammer nu direkte den danske it-dagsorden. Få indsigt i konsekvenserne – og hvordan du minimerer risikoen i en ny teknologisk virkelighed.

Sikkerhed | København

Cyber Security Festival 2025

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.200 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 50 talere og...

It-løsninger | Online

ERP Insights 2025

Få den nyeste viden om værktøjer, der kan optimere hele din virksomhed med udgangspunkt i AI og fleksibilitet.

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Enterprise Rent-A-Car har pr. 1. september 2025 ansat Christian Kamper Garst som Senior Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med at vinde markedsandele i hele Norden som led i en storstilet turnaround-strategi. Han kommer fra en stilling som Salgsdirektør hos Brøchner Hotels. Nyt job

Christian Kamper Garst

Enterprise Rent-A-Car

Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Hans Christian Thisen som AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til udvikling og implementering af AI- og automatiseringsløsninger. Nyt job

Hans Christian Thisen

Norriq Danmark A/S

Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Anders Kirk Madsen som Tech Lead. Anders skal især beskæftige sig med at hjælpe Signiflys offentlige og private kunder med at styrke forretningen gennem teknisk solide løsninger. Anders kommer fra en stilling som Business Architect hos SOS International. Nyt job
Netip A/S har pr. 19. august 2025 ansat Burak Cavusoglu som Datateknikerelev ved afd.Thisted og afd. Rønnede. Nyt job

Burak Cavusoglu

Netip A/S