Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: GPT-5 Pro er alle pengene værd – og find mig så foran dametoilettet

DJØF som nabo, mogens.ai som projekt og brugbare tip til at få værdi af GPT. Så er weekenden også i gang!

God fredag og eftermiddag! Bliver weekenden endnu en Indian Summer-showoff fra vejrgudernes side, eller får vi den der 5-graders silende regn, som DMI lidt håber på?

Fortvivl aldrig, og betragt det som en prepper-mulighed - der findes nemlig styrkende, svalende, varmende og velsmagende alkohol-varianter til alle lejligheder.

Det er jeres pligt, som sande borgere, at lave research på den slags, så I er forberedte, når russerne, når Polen bliver for kedeligt for dem, også begynder at flyve droner henover Køge - nåh, vent, det HAR de jo faktisk gjort, uden at vores samlede mangel på Forsvar gjorde noget som helst og ikke engang ville fortælle befolkningen, at det var sket… Endnu en god grund til at købe en ekstra flaske til prepper-hylden. Alkohol kan holde sig længe uden at gå i fordærv. Siger de. Jeg aner det ikke.

Nå, men til sagen: Vi starter med den helt store nyhed, nemlig at min stand på Computerworlds store Cloud & AI Festival i næste uge er ved siden af…. DJØF!

Så kommer den allerstørste nyhed, nemlig at jeg har fået en gave i form af https://mogens.ai! Så skal vi tale Angrebsministeriet, studere et af de bedre citater jeg har set i meget lang tid og til sidst skal vi til “Reindeer Lake” højt oppe i Lapland sammen med Kikkonen og Khrusjtjov for til sidst at runde af med nogle AI-råd.

Mig & DJØF - hvis nogen står sammen…

Computerworlds store Cloud & AI Festival er jo på onsdag og torsdag i TAP1. Kom og besøg min Prompt-stand og lad os sammen redde Danmark, én prompt ad gangen.

Gratis deltagelse. Gratis shuttlebusser fra metrostation Lergravsparken til TAP1 under hele festivalen/konferencen.

MEN: Kig og klik på dette kort: Kort over festivalen. Studér det nøje. Kan I se det?

Hvis I finder den grå blok mærket “Dame toiletter” (burde have været ét ord, men skidt) kan I se, at min kloge og visionære chefredaktør ikke alene forleden fik mig placeret som nr. 87 i kampen om at være den vildeste IT-fantast i Danmark - han har nu også placeret mig (stand 57) omhyggeligt ved siden af DJØF’s stand på festivalen!

Det er god værkstedshumor.

Heldigvis er der andre misfits end mig og DJØF ud for toiletterne, f.eks. Dansk DataHistorisk Forening, Dansk IT, PROSA og IT-branchen - alle dog foran “Herre toiletterne”.

Det kunne godt gå hen og blive ganske underholdende. Forslag til emner jeg skal tage op med DJØF, modtages gerne på mogensxy@gmail.com.

Ligeså - og på samme mailadresse - modtages forslag til udsmykning, præmier, mv.

Jeg har f.eks. tilfældigvis forleden købt en dåse med 2.2 kg. østerssauce i INCO for 5 kroner plus moms - den kunne jo sagtens udgøre en præmie. Ligeså de 2.5 kg hvide bønner i tomatsovs, som jeg fik for 8,95 kr. plus moms for et stykke tid siden, også i INCO.

Sonja nægter at have noget med dem at gøre - hun bruger dem som dørstoppere, har forsøgt at forære dem til underboen Trine og meget andet. Men jeg har dem stadig!

Mogens.ai er en realitet!

Nogle gange sker der vidunderlige og gode ting ud af det blå. Jeg skulle godt nok liiiige gå en lille tur rundt i mikro-lejligheden, da min ven Klausul ud af det blå skrev forleden og tilbød at købe Mogens.ai for mig.

For Helvede da også! Fantastisk! Nå, men jeg sagde ja tak i en fart, og nu er det en realitet. https://mogens.ai er stedet, hvor vi sammen skal lave vidunderlige ting på AI-fronten og teste EU’s mange, lange og bange forordninger og andre tristesser sammen med jer.

Da man kun kan have én personligt ejet biks ad gangen nedlagde jeg “Dansk IT Flytning” - efterfølgeren til “Dansk Flytningehjælp” - og har nu registreret biksen mogens.ai. Bum. Ros i øvrigt til virk.dk for bare at kunne det dér på minutter. Det er ret enestående. Kun Estland kan noget tilsvarende, og det siger noget.

Men det næste skridt kræver jer læseres akkumulerede snedighed, snarrådighed, viden. færdigheder og humor: mogens.ai skal jo beskæftige sig med noget, der udløser alarmer alle steder i AI Act og deslige.

Så spørgsmålet er: Synes I, at biksen skal lave f.eks. HR-løsninger (der naturligvis er “høj-risiko” iflg. AI Act) eller skal den lave andre høj-risiko-ting? Skriv til mogensxy@gmail.com med gode, djævelske forslag, der kan drive mig og EU til vanvid (med jeres hjælp, naturligvis).

Målet er at teste, om man overhovedet er i stand til at skabe og drive en AI-biks i EU. Og om man med hjælp fra AI kan klare EU’s bevidste forsøg på at lægge AI-branchen i EU øde før den rigtigt er startet op.

Bare for sjov: Forestil jer, at Google var blevet skabt i dag af et par glade gutter i USA, og at de var taget på besøg i Tyskland for at præsentere deres søgemaskine. Alle alarmklokker ville have lydt dernede i tyskerland - at tænke sig, at alle mulige mennesker bare ville være i stand til at slå al mulig viden og andet op! Helt frit! Rædsel…Det kan jo misbruges af fæle sjæle!

Forestil jer også tyskernes hastige rejse, med skjorteflippen lidt ude af facon, mod Bruxelles for at få stoppet den slags uterligheder med kæmpebøder, som ingen forstår præmissen for, og en lammende lovgivning i form af “EU Search Act” på 800 sider, skrevet uden at man endnu anede, hvad Google Search ville være, eller hvad de nu kunne have fundet på.

Godt, at både bøger, bulletin board-systemer, copy/paste, internettet og stavekontrol var på plads før tyskerne for alvor kom i gang dernede med at bremse alt digitalt.

Tilbage til mogens.ai: Og så er der liiige en detalje mere: Jeg skal da have en bestyrelse! Måske den største i historisk tid. Der vil være gode øl til møderne. I kan drikke Carlsberg/Tuborg/Heineken før møderne, så I ikke lugter af øl ved mødestart, men til selve mødet skal vi have gode, genuine øl.

Jeg synes, at Klausul er et helt naturligt valg til bestyrelsen. Men jeg vil meget gerne høre forslag til andre, gerne jer selv, der vil være med til at skabe en vild AI-biks for sjov. Send jeres ansøgning og/eller forslag til bestyrelsesmedlemmer til mogensxy@gmail.com.

Og mange tak for de mange strålende forslag til navn til biksen, som jeg fortsat modtog i den forløbne uge. I ved, hvem I er. I er velkomne i bestyrelsen for mogens.ai.

Make war, not forsvar

Da jeg havde Diktator-bloggen på Amino, skete der mange sjove ting. Jeg udnævnte blandt andet MANGE vice-diktatorer. Lovede at fyre 25 procent af alle offentligt ansatte den første dag, bare for at se, om det var nok til, at det offentlige begyndte at fungere igen - ellers måtte jeg jo gå til 50 procent.

Jeg kunne jo ikke vide i 2009, hvor jeg skrev den slags fjollerier, at der i 2025 ville dukke en gal mand op (Putin), der havde magt til at få USA’s præsident til råt at kopiere alle de ting, jeg foreslog for sjov. Putin må have fulgt bloggen dag for dag dengang...

Jesper Buch ønskede at blive vice-diktator for udlandsdanskere, så det kunne blive nemmere (læs: muligt) at komme hjem igen, hvis man havde været i udlandet og skabt nogle arbejdspladser, mv. Det blev han straks udnævnt til, og han fik følgeskab af Martin Thorborg, der levede i USA på det tidspunkt.

Jeg var også helt fast i mælet om, at Forsvarsministeriet skulle omdøbes til enten Angrebsministeriet (det foretrækker jeg) eller i hvert fald Krigsministeriet.

Fan’me om ikke Putin/Trump & Co nu har piratkopieret den idé også!

Under alle omstændigheder kan jeg faktisk godt lide, at man kalder en spade for en spade og krig for krig. Ros for dét. At kalde det Forsvarsministeriet, når man ind imellem angriber et andet land, er for svagpisseragtigt.

Der er bare det ved det, at det er svært for mig at se Troels Lund som Krigsminister, men hvem ved? Det kunne jo også være, at han voksede med titlen.

I samme ombæring kunne man jo omdøbe det helt forkert benævnte Beredskabsministeriet til Civilforsvaret, som det jo reelt er. Der er ikke meget beredskab i dét ministerium.

Ugens Citat: Risiko X løses med… X!
Ugens helt, helt geniale citat, sakset fra en offentlig biks’ risikovurdering af CoPilot: ”De tre risici relaterer sig til afhængighed af konsulenter. Disse kan accepteres, da de mitigerende foranstaltninger er på plads i form af konsulentbistand.”

Kæmpe tak til L for at fange det. Og tippet til at komme udenom risici er hermed givet videre. “Risici vedr. X kan accepteres, da mitigerende foranstaltninger i form af X er på plads”.

En pensioneret søofficer betegnede engang i et foredrag hos IDA den slags som “forvaltningskunst”. Men hvad hulen skal de arme, offentligt ansatte egentlig gøre?

På samme måde, som når Kammeradvokaten - mod at få 42 trilliarder i betaling - har været i stand til at skrive noget, der gør det lovligt at køre Microsoft i skyen, selvom FISA stadig gælder, så har denne eller disse folk jo bare skrevet det nødvendige og påkrævede fsa. risici ved CoPilot, som de SKULLE skrive, nemlig at der intet som helst problem er, og at man bare kan fise over på det andet fortov. I love it. En helt særlig afart af civil ulydighed ☺️.

En klog mand kommenterede det cirkulære argument ovenfor med “Det er path dependency, når det er allerstærkest. Ingen kan sådan for alvor overskue alternativet til Microsoft, og hvordan man skulle kunne komme hen til et sådan mytisk og forjættet sted, uden afhængighed af amerikanerne, kineserne, osv.”

Han mente, at det forjættede sted uden amerikanske og kinesiske tech-giganter, hvor vi alligevel kunne få tingene til at fungere på en god måde vha. hidtil usete, europæiske tech-giganter, måtte være et sted i Finland, hvis det overhovedet skulle kunne eksistere et sted.

Jaja, vi kan jo godt i EU: Vi har da både skabt Spotify og … - nå, jeg vender lige tilbage med flere eksempler i næste uge. Jeg har ikke tid nu. Jeg har travlt.

Finnerne!

Jeg har haft besøg af de tre finner Oli, Tuomo og den uforlignelige Tuomas Pystynen, og som sædvanlig bliver man gladere, klogere og lidt fuldere, når finnerne er i byen. Under den store middag med Gullash lørdag aften lærte Tuomas os f.eks., at man i Finland har det princip, at man ALDRIG spiser på en tom mave…

Og så kunne de fortælle om en rejse de havde været på til et sted meget højt nordpå, kaldet “Reindeer Lake”, hvor ingen mobiler fungerede, kun helikoptere kunne transportere dem det sidste stykke - og hvor den finske (Kikkonen) og sovjetiske (Khrusjtjov) præsident havde mødtes i 60/70’erne. Primitiv indkvartering - og en sauna, selvfølgelig. Så kan man holde topmøder!

De to præsidenter røg Kikkonens store cigarer, drak god vodka og havde det skide hyggeligt. De var selvfølgelig også i sauna sammen. Og SÅ foreslog Khrusjtjov, at siden de havde det så fantastisk hyggeligt sammen, så kunne man jo egentlig ligeså godt bare åbne grænsen mellem de to lande!

Kikkonen havde roligt repliceret: “Arh, det går ikke. Jeg er for gammel til at regere så stort et land”, og så drak de videre i stilhed. Man burde lave et meme ud af det.

AIAiai

Venner! Jeg synes tiden nu er inde til, at I dropper ChatGPT’s gratisversion og køber pro-udgaven til sølle 175 kroner om måneden. Eller Gemini til samme pris. Hold op med at løbe panden mod muren med gratisversionerne og kom i gang. Og hvis I er to eller flere i familien, så brug Team-licensen (min. to brugere), som koster det samme per person, og har en masse ressourcer og gode features. Det er en af de to firma-rettede licenser de har.

Og: Sæt altid modellen til minimum “Thinking” i stedet for at lade den vælge selv, hvis I vil være sikre på et kvalitetssvar. Eller gør det som et minimum, hvis GPT5 svarer noget, der minder om 4o i de forhistoriske tider i sidste måned.

Jeg ser og hører en del eksempler på, at folk får nogle tåbelige svar, og hver eneste, evige gang løser det sig ved at skifte til Thinking eller Pro eller Grundig Research. Det løser 9 ud af 10 problemer folk har med specifikke cases.

GPT5 er langt den bedste model lige nu, og den bliver hastigt bedre. Og den er meget hurtigere end forgængeren. Alt er godt. Ignorer alle de der mediefolk og forskere, der prøver at tjene lidt ekstra ved at lave underlige ting, som (håber de) får AI’en til at svare noget underligt. Lav noget seriøst sjovt i stedet. Don’t be like the FUT-people.

Et godt og stærkt tegn på, at GPT5 er MEGET bedre er, at mange af de gode råd jeg har udøst på bloggen aiblottillyst.blogspot.com nu reelt er unødvendige. Den forstår SÅ meget bedre, hvad man ønsker at få gjort.

Fun Fact: Læser C fortalte mig forleden, at da hun spurgte den om noget skak-relateret svarede den på en tydeligvis mere stringent måde end normalt, og hun spurgte den, hvorfor. Den svarede, at det var fordi emnet jo var skak, hvor der er stringens og stramme rammer. Godt svaret af ChatGPT. Godt tænkt af C.

Den umulige AI-drøm, som sælgerne sælger

Alle jagter den umulige drøm om at få en virkelig god model, der kører lokalt og er open source (gratis!). Og hver eneste, evige gang bliver de overraskede over, at den faktisk er meget, meget dårligere end de store modeller fra Google, OpenAI med flere. Surprise!

Men det er påfaldende, hvor mange snake-oil-sælgere, der er ude for tiden og tilbyde det, som alle drømmer om, nemlig en model, der er lige så god som de store modeller, men meget mindre, kører lokalt på en Commodore 64 og ikke giver GDPR-bøvl. Right.

Venner: Det er jo bare en fjollet og umulig drøm, der deles af sælgere og købere uden indsigt. Ligesom dengang med SAN’erne med RAID-5 (kan I huske Shark fra IBM?). Folk prøver lige nu alle mulige ting og sager for at se, om de dog ikke kan undgå det dér åndssvage GDPR-hejs og samtidig have adgang til en rigtig god model.

Men det kan man ikke. Man kan finde eksempler på enkelte ting, der virker OK på enkelte modeller, men man kommer ikke i nærheden af de ting, som ChatGPT og Gemini kan.

Som altid bliver folk ved med at lede efter cirklens kvadratur, og ledere uden indsigt bliver ved med at falde for stærkt optimistiske sælgere. Alt er som det plejer at være, når noget nyt dukker op.

Husk: Når noget lyder for godt til at være sandt - så er man på den opadgående kurve i Gartners Hype Cycle. Tyskerne og deres ligesindede starter selvfølgelig i The Trough of Disillusionment i selvsamme Hype Cycle, men det er en anden sag.

Det var det! God weekend! Vi ses onsdag og/eller torsdag i TAP1. Skriv til mig på mogensxy@gmail.com (hvem ved, om jeg snart har mogens@mogens.ai?) ,og lad os sammen bygge AI-verdenens svar på Spotify.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.